Makhno-bevægelsen 1918-1921

Jeg vil i det følgende forsøge at nå til en dybere forståelse af Makhno-bevægelsens natur; dens politiske indhold, struktur og sociale sammensætning. Dette vil jeg gøre ved at afprøve tre forskellige tilgange til Makhno-bevægelsen 1.) at den var kontrarevolutionær, 2.) at den var en bandithær og 3.) at den var en revolutionære anarkistisk bevægelse. Dette skal bruges til at undersøge, om min tese om at Makhno-bevægelsen som en revolutionær anarkistisk bevægelse er holdbar.

Forståelsen af Makhno-bevægelsen som kontrarevolutionær er formuleret af kommunisterne, og den har præget især stalinistisk og trotskijstisk historieskrivning. Denne forståelse stammer fra Leon Trotskij, der i sin kampagne mod Makhno-bevægelsen i foråret 1919 første gang beskyldte bevægelsen for at være en kontrarevolutionær kulak-bevægelse.

Forståelsen af Makhno-bevægelsen som kontrarevolutionær bygger på fire påstande: 1.) det var en kulak-bevægelse, 2.) det var en ukrainsk nationalistisk bevægelse, 3.) det var en antisemitisk bevægelse og 4.) bevægelsen var i alliance med Wrangel. Disse fire påstande vil jeg behandle hver for sig.

Beskrivelsen af Makhno-bevægelsen som en kulak-bevægelse stammer fra den kommunistiske presse-kampagne mod bevægelsen i foråret og sommeren 1919. Trotskij skrev i sin artikel »Makhno-bevægelsen«, at bevægelsen var udtryk for “Anarko-kulak debauchery”.[222] Men denne opfattelse findes også i nyere kommunistiske tekster; i en engelsk udgave af Lenins udvalgte værker, udgivet i Moskva i 1971 beskrives Nestor Makhno i navneindekset som: “(...) a ringleader of the counter-revolutionary anarcho-kulak detachments in the Ukraine (...)”.[223]

Ser man på Makhno-bevægelsens sociale sammensætning, finder man en enestående homogen bevægelse. Bevægelsen bestod kun af almindelige bønder og i et mindre omfang af arbejdere. Blandt de ledende personer i bevægelsen og hæren finder man kun bønder og arbejdere; Nestor Makhno, var søn af en fattig bondefamilie.[224] Den eneste undtagelse var Volin, som var søn af en lægefamilie og voksede op i det intellektuelle miljø i Rusland. Volin studerede ved universitetet i Skt. Petersborg og talt flydende tysk og fransk.[225] I modsætning til denne homogene bevægelse stod Den røde Hær og kommunisterne. Den røde Hær gjorde stor brug af den gamle zar-hærs officerer og generaler. På den måde bestod de store masser af menige soldater i Den røde Hær af almindelige bønder og arbejdere ligesom i en hvilken som helst anden hær, mens store dele af officerskorpset blev rekrutteret fra det gamle zar-aristokrati. Også mange af de ledende kommunister kom fra overklassen; Trotskij var søn af en rig bondefamilie og Lenins familie tilhørte en lavere stand af den russiske adel.[226]

At Makhno-bevægelsen skulle basere sig på kulakkerne, der kun udgjorde en lille del af bondebefolkningen, er utænkeligt, når man ser på bevægelsens historie og politik. Trotskij modsiger da også sin egen påstand om, at Makhno-bevægelsen bestod af kulakker ved at sige: “The liquidation of Makhno does not mean the end of the Makhnovschyna, which has its roots in the ignorant popular masses”.[227]

Når kommunisterne alligevel beskyldte bevægelsen for at være et kulak-oprør, kan det måske forklares udfra forskellene mellem kommunisternes og Makhno-bevægelsens politik i forhold til jorden og bønderne. Kommunisterne førte frem til foråret 1921, hvor NEP blev indført, en politik, som gik ud på at skærpe konflikten mellem de fattigste bønder og kulakkerne; altså dem der havde fået jord efter jordreformen og dem, der havde mistet jord. I en kommunistisk resolution som beskrev retningslinjerne for genbesættelsen af Ukraine i efteråret 1919 hed det: ”3. In connection with the advance of Red Army troops into the Ukraine, intensified work on the [class] differentiation of the village; singling out tree groups; recruiting poor peasants (+ middle peasants) into the administration. Rendering the kulaks completely harmless.”[228] De fattigste bønder skulle efter splittelsen af landsbyen underordnes by-proletariatet i en alliance, der skulle sikre et proletarisk diktatur i by og på land. Denne alliance mellem by og land blev imidlertid umuliggjort af kommunisterne selv, da de indførte krigskommunismen med dens tvangsafleveringer. Resultatet blev en bondebefolkning, der var splittet i to grupper med modsatrettede interesser og en uddybning af modsætningerne mellem land og by. Makhno-bevægelsen søgte at løse problemerne med klassemodsætningerne på landet og forholdet til by-proletariatet på en anden måde. Makhno-bevægelsens jordpolitik byggede på det de kaldte »teorien om den forenede landsby«, hvilket gik ud på at fordele al jord mellem familierne og kommunerne efter den regel, at ingen fik mere jord end de selv kunne dyrke uden brug at andres arbejdskraft. Med denne fordeling fik kulakkerne og de andre tidligere jordbesiddere, som stadig var tilbage, også en del af jorden. Ved at inddrage disse grupper i den revolutionære genopbygning og produktion skulle stabiliteten sikres og klassemodsætningerne udjævnes; makhnovisterne formulerede det således: “We are sure that, mainly in these conditions, the kulak elements of the village will be pushed to one side by the very course of events. The toiling peasantry will itself turn effortlessly on the kulaks, firstly by adopting the kulak´s surplus land for general use, then naturally drawing the kulak elements into the social organisation.”[229] At denne politik faktisk virkede antydes bl.a. i en tale kommunisten Iakovlev holdte i 1920: “In the Makhno movement it is difficult to distinguish where the poor peasant begins and the »kulak« ends.”[230] Et andet eksempel gives af en kommunist, der deltog i de to regionale kongresser i januar og februar 1919, han skrev: “In 1919 when I asked the chairman of the two Congresses (a Jewish farmer) whether the »kulaks« were allowed to participate in the Congress, he angrily responded: »When will you finally stop talking about kulaks? Now we have no kulaks among us; everybody is tilling as much land as he wishes and as much as he can«”.[231] Om forholdet mellem bønderne og by-proletariatet sagde Makhno-bevægelsen: “The family of toilers should not be divided into parties and mutually hostile groupings, but rather should there be closest links between workers and peasants, between all toilers (...)”.[232] Med en tæt forbindelse mellem arbejdere og bønder mente makhnovisterne et direkte samarbejde og udveksling mellem arbejdernes og bøndernes organisationer. Det var bl.a. denne forbindelse Makhno-bevægelsen forsøgte at skabe med arbejder-kongressen i Aleksandrovsk den 20. oktober 1919. Ved flere lejligheder i løbet af 1918 og 1919 lykkedes det også Makhno-bevægelsen at udveksle produkter direkte med arbejderne på Petrograds og Moskvas fabrikker.[233]

Det er muligt, at det var Makhno-bevægelsens »forenede landsbyer«, der gav kommunisterne anledning til at beskylde bevægelsen for at være et kulak-oprør, men beskyldningerne er under alle omstændigheder ubegrundet.

Makhno-bevægelsen blev også beskyldt for at være separatistisk og nationalistisk. Denne påstand bygger på Makhno-bevægelsens krav på selvstændighed og modvilje mod centralmagten.

Nestor Makhno opfattede sig ikke som russer men som ukrainer, og han reagerede mod russere der omtalte Ukraine som »Lille Rusland« eller »Syd Rusland«. Under Makhnos møde med Lenin i 1918 brugte Lenin betegnelsen Syd Rusland, hvilket Makhno reagerede på ved at sige: “The Anarchist-Communists in Ukraine - or as you Communist-Bolsheviks are trying to avoid the word »Ukraine« and are calling it »South Russia« (...)”.[234] Senere ved samme lejlighed tilbød Lenin at hjælpe Makhno over grænsen til det besatte Ukraine, hvortil Makhno spurgte: “What frontier? (...) you consider Ukraine as »South Russia«.”[235] Den nationale bevidsthed som Makhno her udviser skal ses i sammenhæng med Ukraines historiske forhold til Rusland. Rusland har siden 1700-tallet været en imperialistisk magt i forhold til Ukraine. I 1764 beordrede Katarina den 2. en administrativ forening og russificering af Ukraine.[236] Denne russificering betød bl.a. at det ukrainske sprog under zarene var forbudt i skolerne og på tryk. Denne undertrykkelse af ukrainsk sprog og kultur gik hårdest ud over de fattigste bønder; altså den gruppe Nestor Makhno tilhørte. Set i dette lys er Makhnos anti-imperialistiske uvilje mod de russiske kommunist lederes brug af betegnelsen »Syd Rusland« forståelig. Det er sandsynligvis den samme anti-imperialistiske holdning, der ligger i navnet »Ukraines Revolutionære Oprørs-Hær (Makhnovister)«. At den nationale bevidsthed, som her ses i Makhno-bevægelsen, ikke var nationalistisk men anti-imperialistisk, ses af at bevægelsen aldrig støttede ideen om at oprette en selvstændig ukrainsk republik. Nestor Makhno så ingen forskel på den russiske statsmagt over Ukraine og en selvstændig ukrainsk stat, i 1928 skrev han: “We must demonstrate that a »blow-in« State power and an »independent« State power amount to just about equal in value and that the toilers have nothing to gain from either: they should focus all their attention elsewhere: on destroying the nests of the State apparatus and replacing these with worker and peasant bodies for social and economic self-direction.”[237] Når Makhno-bevægelsen talte om selvbestemmelse i Ukraine skulle det forstås i ordets anarkistiske forstand, i en proklamation fra oktober 1919 hedder det: “When speaking of Ukrainian independence, we do not mean national independence in Petliura´s sense, but the social independence of workers and peasants. We declare that Ukrainian, and all other, working people have the right to self-determination not as an »independent nation«, but as »independent workers«.”[238] Heller ikke i spørgsmålet om ukrainsk kultur og sprog er der noget der tyder på nationalisme. På spørgsmålet om hvilket sprog der skulle undervises på i skolerne svarede Makhno-bevægelsen: “The revolutionary insurgents, holding to the principles of true socialism, cannot in any field or by any measure do violence to the natural desires and needs of the Ukrainian people. This is why the question of the language to be taught in the schools cannot be solved by our army, but can only be decided by the people themselves, by parents, teachers and students. (...) Denikin´s so-called »Special Bureau,« as well as General Mai-Maevsky´s order No. 22, which forbids the use of the mother tongue in the schools, are null and void (...). In the interest of the greatest intellectual development of the people, the language of instruction should be that toward which the local population naturally tend, and this is why the population, the students, the teachers and the parents, and not authorities or the army, should freely and independently resolve this question.”[239] Grunden til, at man ikke indførte ukrainsk som undervisningssprog, var bl.a., at der i Ukraine, særligt langs Det azovske Hav, lå en række landsbyer, hvor der boede græske, bulgarske, tyske og jødiske kolonier. Disse kolonier, især de græske og jødiske, tog aktiv del i Makhno-bevægelsen og en indførelse af ukrainsk som officielt sprog ville være et klart brud på de anarkistiske principper i forhold til disse kolonier. I spørgsmålet om nationalisme skal man også huske på det fjerde punkt i aftalen mellem Den røde Hær og Makhno-hæren fra 1920, hvori der ikke tales om selvstændighed men om autonomi og en føderativ sammenslutning mellem Sovjet-republikken og Makhno-området.

Selvom man kan spore en vis national bevidsthed i Makhno-bevægelsen, mener jeg ikke, at det giver belæg for at kalde bevægelsen nationalistisk. Kun en anti-imperialistisk og anarkistisk forståelse af Makhno-bevægelsens forhold til det nationale spørgsmål og selvstændighed giver mening.

Beskyldningerne mod Makhno-bevægelsen, om at den skulle være antisemitisk, kom fra alle sider og er sidenhen gentaget igen og igen. Som i så mange andre tilfælde var kommunisterne de første til at fremsætte beskyldningerne. Allerede i foråret 1919 dukkede der for første gang historier op i den kommunistiske presse, bl.a. Trotskijs tidligere nævnte artikel om Makhno-bevægelsen, hvori Nestor Makhno og bevægelsen omtales som antisemitisk.

At der var antisemitisme i Ukraine, og at der blev organiseret pogromer, som kostede tusindvis af jøder livet, hersker der ingen tvivl om. Centralkomitéen for de jødiske organisationer i Rusland lavede en grundig kortlægning af disse pogromer i perioden fra januar til september 1919. Der ligger nogle vigtige oplysninger i denne kortlægning; for det første er der ikke registreret nogle pogromer i det syd-østlige Ukraine, hvor Makhno-bevægelsen var stærkest, langt de fleste pogromer fandt sted i det nationalist kontrollerede vestlige Ukraine. For det andet nævnes Makhno-bevægelsen ikke på listen over antal ofre og hvem der stod bag. På denne liste nævnes bl.a.; de liberal-nationale med 15000 ofre, Denikin med 9500 ofre og Den røde Hær med 500 ofre.[240] Når forskellige historikere har forsøgt at finde beviser for beskyldningerne mod Makhno-bevægelsen for antisemitisme er de alle nået til den samme konklusion, nemlig at der ikke findes beviser for at Makhno-bevægelsen skulle være antisemitisk. Den amerikanske historiker Paul Avrich har gennemgået en stor mængde fotografier, som dokumentere antisemitisme og pogromer i Ukraine under borgerkrigen. I denne gennemgang fandt han ikke ét fotografi som kunne forbinde Makhno-bevægelsen med jødeforfølgelserne.[241] Mens den påståede antisemitisme savner beviser er der masser af konkrete eksempler på, at Nestor Makhno og Makhno-bevægelsen ikke var antisemitisk, og at de faktisk gjorde meget for at bekæmpe antisemitismen. Makhnos og Makhno-bevægelsens politiske grundlag var anarkismen, som er en internationalistisk socialistisk retning, der modsætter sig ethvert forsøg på at splitte arbejderklassen med racistiske og nationalistiske opdelinger. Makhno-bevægelsen udsendte mange tekster og proklamationer, hvori den tog afstand fra antisemitisme, og der blev afholdt møder i hele Makhno-området om emnet for at forhindre at antisemitismen skulle brede sig til bønderne og partisanerne.[242] I maj 1919 udsendte Makhno-bevægelsen en tekst som bl.a. indeholdte følgende: “Shameful acts are being carried out. Anti-Semitic pogroms are taking place. Peasants, workers and insurgents! You know that the workers of all nationalities - Russians, Jews, Poles, Germans, Armenians, etc. - are equally imprisoned in the abyss of poverty. (...) The revolution and the honor of workers obliges all of us to declare as loudly as possible that we make war on the same enemies: on capital and authority, which oppress all workers equally, whether they be Russian, Polish, Jewish, etc. (...) The bourgeoisie of all countries and nationalities is united in a bitter struggle against the revolution, against the laboring masses of the whole world and of all nationalities. (...) the bourgeoisie of all countries - hurries to the Russian revolution to create nationalist hatred (...). Your revolutionary duty is to stifle all nationalist persecution by dealing ruthlessly with all instigators of anti-Semitic pogroms. The path toward the emancipation of the workers can be reached by the union of all the workers of the world. Long live the workers international! Long live the free and stateless anarchist commune!”.[243] I august 1919 udsendte Makhno-hæren ordre nr. 1, der under punkt 2 fastslog at ethvert overgreb mod civilbefolkningen, uanset dens nationalitet, skulle straffes med døden.[244] Denne dødsstraf blev brugt både i de få tilfælde, hvor der forekom antisemitisme indenfor Makhno-bevægelsen men også i tilfælde af antisemitisme udenfor bevægelsen. En af de gange dødsstraffen blev brugt imod antisemitisme i Makhno-bevægelsen var den 4. eller 5. maj 1919. Nestor Makhno ankom til byen Verkhnii Tokmak hvor han på byens banegård så en plakat med teksten »Død over jøder, red revolutionen, Længe leve Batko Makhno«. Det blev undersøgt, hvem der havde sat plakaten op, og da det viste sig at være en makhnovist, blev denne skudt på stedet.[245] Dødsstraffen blev også brugt overfor den selvbestaltede Ataman[246] Grigoriev. Grigoriev var en tidligere zar-officer, der først havde støttet Skoropadskij derefter de liberal-nationale og til sidst havde sluttet sig til kommunisterne. I begyndelsen af maj 1919 brød Grigoriev imidlertid med kommunisterne og nedsatte sig som selvbestaltet ataman med sin egen partisan-hær. Grigoriev erobrede et mindre område vest for Makhno-området og erklærede krig mod kommunisterne. Grigorievs oprør havde ikke noget egentlig politisk grundlag men baserede sig på en blanding af nationalisme, antisemitisme, foragt for centralmagten og et krav om demokratiske friheder.[247] I løbet af maj og juni begik Grigoriev en række pogromer hvoraf den værste kostede 3000 mennesker livet i Elisavetgrad.[248] Grigoriev håbede på at skabe en alliance med Makhno i en fælles kamp mod kommunisterne. Der blev arrangeret et møde mellem de to partisan-hære den 27 juli 1919 i landsbyen Sentovo (Makhno-bevægelsen havde allerede på forhånd stemplet Grigoriev som kontrarevolutionær men håbede på at de efter at have ryddet Grigoriev af vejen kunne overtage nogle af de menige partisaner). Ved dette møde foreslog Grigoriev en fælles front mellem alle modstandere af kommunisterne, selv General Denikin. Makhnovisternes svar var at Grigoriev var at regne for en kontrarevolutionær og antisemit. Mødet endte med, at Grigoriev blev skudt af makhnovisterne.[249]

Et andet tegn på at Makhno-bevægelsen ikke var antisemitisk er det store antal af jøder, der deltog aktivt i bevægelsen. Langs Det azovske Hav lå der en række jødiske kolonier, hvorfra Makhno-hæren rekrutterede mange partisaner, så mange at der blev dannet hele afdelinger af hæren, som kun bestod af jøder.[250] Selve kolonierne blev også bevæbnet af Makhno-hæren og opfordret til at danne selvforsvars grupper, så de kunne forsvare sig mod antisemitiske angreb.[251] Også mange intellektuelle jøder sluttede sig til bevægelsen; heriblandt Volin og Aaron Baron.[252] Emma Goldman og Alexander Berkman, som havde stor sympati for Makhno-bevægelsen, var begge jøder. At alle disse jøder skulle blive i en antisemitisk bevægelse gennem flere år og efterfølgende forsvare den virker som tilstrækkelig bevis for at beskyldningerne mod Makhno-bevægelsen var grundløse. I slutningen af 1920´erne skrev Nestor Makhno fra sit eksil i Frankrig en række artikler, hvor han tilbageviste alle beskyldninger mod ham selv og Makhno-bevægelsen for antisemitisme.[253] Når man beskæftiger sig med antisemitisme i Rusland er Lenins rolle særlig interessant. Af kilder som først er blevet tilgængelige efter Sovjetunionens sammenbrud, fremgår det at antisemitismen ikke alene har eksisteret blandt de menige soldater i Den røde Hær men også gjorde sig gældende i toppen af kommunistpartiet. Under tilbagetrækningen fra Polen i efteråret 1920 begik Den røde Hær en række pogromer i Ukraine. De lokale jødiske kommunister var oprørte og sendte en rapport til Lenin hvori de beskrev situationen således: ”(…) A new wave of pogroms has swept over the district. (…) certain facts can be established definitively. Retreating units of the First Cavalry Army (Fourth and Sixth Divisions) have been destroying the Jewish population in their path, looting and murdering. ROGACHEV (more than thirty killed), BARANOVKA about fourteen dead, ROMANOV (not established), CHUDNOV (about fourteen) are new pages in the history of Jewish pogroms in the Ukraine. All the enumerated localities have been completely plundered. (…) Emergency aid is vital. A large sum of money and food must be sent. (…)”. Lenin foretog sig intet efter denne henvendelse og hans eneste kommentar er at finde på selve dokumentet hvor han med streg under har skrevet ”Into the Archive”.[254] ”Into the Central Committee Archive” var også Lenins eneste reaktion da han i sommeren 1921 modtog en lignende rapport om pogromer i provinserne Gomel og Minsk.[255] Et mere direkte eksempel på noget der ligner antisemitisme hos Lenin, finder man i en resolution fra efteråret 1919, som skulle fungere som retningslinjer for genbesættelsen af Ukraine efter Denikins nederlag. I resolutionen kan man bl.a. læse: ”(…) 7. Treat the Jews and urban inhabitants in the Ukraine with an iron rod, transferring them to the front, not letting them into government agencies (except in an insignificant percentage, in particularly exceptional circumstances, under class control). (…)”. Lenin skrev i margenen af dokumentet udfor ordet Jews: ”Express it politely: Jewish petty bourgeoisie”, dokumentet var åbenbart i sin oprindelige form for åbenlyst anti-semitisk for Lenin, så derfor: express it politely! (Lenin ønskede også class control udskiftet med special supervision!).[256] For at afslutte dette afsnit vil jeg give ordet til den jødiske historiker Tcherikower, som har antisemitisme i Ukraine under borgerkrigen som sit speciale: “1. It is undeniable that, of all these armies, including the Red Army, the Makhnovists behaved best with regard to the civil population in general and the Jewish population in particular. I have numerous testimonies to this. The proportion of justified complaints against the Makhnovist army, in comparison with the others, is negligible. 2. Do not let us speak of pogroms alleged to have been organized by Makhno himself. This is a slander or an error. Nothing of the sort occurred. As for the Makhnovist Army, I have had hints and precise denunciations on this subject. But, up to the present, every time I have tried to check the facts, I have been obliged to declare that on the day in question no Makhnovist unit could have been at the place indicated, the whole army being far away from there. Upon examining the evidence closely, I established this fact, every time, with absolute certainty, at the place and on the date of the pogrom, no Makhnovist unit was operating or even located in the vicinity. Not once have I been abel to prove the presence of a Makhnovist unit at the place where a pogrom against the Jews took place. Consequently, the pogroms in question could not have been the work of the Makhnovists.”[257]

Makhno-bevægelsen er i perioder af kommunister blevet beskrevet som en egentlig kontrarevolutionær bevægelse. Første gang Makhno-bevægelsen blev døbt kontrarevolutionær var i foråret 1919 under Trotskijs kampagne mod bevægelsen. På dette tidspunkt brugte Trotskij betegnelsen kontrarevolutionær som en front, bag hvilken han kunne sammenblande alle modstandere af kommunisternes diktatur, uanset om de lå til venstre eller til højre for kommunisterne. Det var også Trotskij, der antydede en alliance mellem Makhno-bevægelsen og Denikin ved at beskylde Makhno-hæren for at vige tilbage for de hvides angreb. Som jeg allerede i min gennemgang af hændelsesforløbet beskrev var disse anklager mod Makhno-bevægelsen falske. Denikin skrev i øvrigt senere fra sit eksil om Makhno-bevægelsen at: “The Makhno movement was ... the most antagonistic to the idea of the White movement”.[258] På samme tid som beskyldningerne mod Makhno-bevægelsen blev rejst i 1919, havde den ledende kommunist Kamenev besøgt Makhno og kunne fortælle Dybenko at: “all rumors of separatist or anti-Soviet plans on the part of the brigade and its commander, Makhno, are baseless. I saw in Makhno an honest and brave fighter who is fighting the Whites and foreign conquerors under difficult conditions.”[259] I 1920 begyndte kommunisterne igen at tale om Makhno-bevægelsen som kontrarevolutionær. Denne gang byggede de deres beskyldninger på en påståede alliance mellem Makhno-bevægelsen og den kontrarevolutionære general Wrangel. I både den kommunistiske og den kontrarevolutionære presse begyndte man i løbet af sommeren 1920 at skrive om en alliance mellem General Wrangel og Nestor Makhno. Wrangels kontrarevolution var anderledes en forgængeren Denikins. Wrangel indså at en kontrarevolution ikke kunne bygge på kravet om at vende tilbage til de ejendomsforhold som eksisterede før revolutionen, da dette ville møde for stor modstand i de store bonde masser. Wrangel indså at en kontrarevolution kun kunne lykkes, hvis han ikke fik bønderne imod sig, og for at sikre dette ville han som en del at sit kontrarevolutionære program gennemføre en jordreform.[260] I sit forsøg på at vinde bøndernes støtte fik Wrangel den idé, at en alliance med Makhno måske var en mulighed. Mange af Wrangels efterretningsofficerer forsøgte at tale ham fra ideen og fortalte ham at Makhno var anarkist og næppe ville indgå en alliance med en zar-general. Alligevel sendte Wrangel i juli 1920 en repræsentant til Makhno med et brev som opfordrede til dannelse af en alliance, i brevet stod der bl.a.: “To the ataman of the partisan forces, Makhno. The Russian army is fighting exclusively against the Communists in order to help the people save themselves from the commune and commissars and to secure for the working peasants the land of the state, the landlords, and other private properties. (...) Everybody who is fighting for the people should proceed hand in hand with us. (...) Send your representative to headquarters with reports on what you particularly need and for an agreement about operational matters.”[261] For Makhno-bevægelsen var det vigtigt at der ikke opstod nogen tvivl om deres standpunkt og at der ikke spredtes rygter om en Makhno-Wrangel alliance. Da Makhno-bevægelsen modtog brevet fra Wrangel diskuterede man hvad der skulle gøres og Nestor Makhno sagde: “The only answer we can give to such vile offers is the following: any delegate sent from Wrangel, or from anyone on the right, should be executed on the spot, and no answer will be given.”[262] Repræsentanten fra Wrangel blev henrettet på stedet og Wrangels brev blev efterfølgende offentliggjort i den makhnovistiske presse sammen med en artikel hvor hele episoden blev beskrevet. Efter denne begivenhed fortsatte rygterne om en Makhno-Wrangel alliance i både den kommunistiske og kontrarevolutionære presse - kommunisterne trykte sågar Wrangels brev som bevis for eksistensen af en sådan alliance, deres kilde har efter al sandsynlighed været den makhnovistiske presse. Selvom alle parter vidste at en sådan alliance ikke eksisterede kunne både kommunisterne og Wrangel få noget ud af rygterne om den. Kommunisterne brugte rygterne i et forsøg på at underminere Makhno-bevægelsens støtte i befolkningen, og Wrangel brugte dem til at vinde bøndernes sympati.

Det står dog helt fast at en alliance aldrig har eksisteret, hvilket kommunisterne da også indrømmede, da aftalen mellem Makhno-hæren og Den røde Hær blev indgået i oktober 1920. Den 14 oktober 1920 blev der i den kommunistiske avis Proletaren trykt en artikel med overskriften »Makhno og Wrangel« hvori Trotskij skrev: “Makhno´s men not only did not enter into negotiation with the representatives of Wrangel, but publicly hanged them as soon as they arrived at the headquarters. (...) All the documents mentioning a formal alliance were fabricated by Wrangel (...).”[263]

Når man beskæftiger sig med Makhno-bevægelsen støder man uundgåeligt ind i beskrivelser, der omtaler bevægelsen som banditter. Kommunisterne brugte i deres propaganda ordet bandit i en negativ betydning, og foregav at de ikke bekæmpede en politisk bevægelse men simpelthen banditter. Men man støder også på anarkistiske forfattere, der sidenhen har brugt betegnelsen bandit, dog i en positiv forståelse af ordet. Den amerikanske anarkist George Woodcock beskriver f.eks. Nestor Makhno som en: “anarchist Robin Hood”.[264] Men kan man tale om Nestor Makhno som en bandit? Det vil jeg nu undersøge ved at tage udgangspunkt in Eric Hobsbawms forståelse af det sociale banditvæsen.[265]

Eric Hobsbawm argumentere for at banditter er et socialt fænomen, som optræder i alle bondesamfund. Der kan være mange forskellige grunde til at banditvæsnet opstår, men som hovedregel udgår banditterne fra et befolkningsoverskud som af den ene eller den anden grund, f.eks. mangel på jord, ikke kunne integreres i bondesamfundet. En del af disse banditter bliver almindelige røvere, som af hele samfundet også bønderne opfattes som kriminelle, men der findes også en anden gruppe; dem Hobsbawm kalder sociale banditter. De sociale banditter er kendetegnet ved at de af bønderne og de fattige ikke opfattes som kriminelle, som Hobsbawm skriver: “Det særlige ved sociale banditter er, at de er landstrygere af bondeslægt, som godsejerne og staten betragter som kriminelle, men som lever i bondesamfundet og af folket bliver betragtet som deres helte, forsvarere, hævnere og forkæmpere for retfærdighed, måske endog som ledere af frihedsbevægelser.”[266] Hobsbawm deler de sociale banditter op i 3 hovedgrupper: 1.) den ædle røver, som Robin Hood er et godt eksempel på, 2.) haidukerne, som er primitive modstandskæmpere eller guerillaenheder og 3.) hævnerne, som gør uret til ret gennem hævn. Jeg vil i det følgende ikke holde mig til denne opdeling eller forsøge at placere Makhno-bevægelsen i den ene eller den anden kategori. I stedet for vil jeg se hvilke ligheder og forskelle der er mellem Makhno-bevægelsen og det sociale banditvæsen generelt.

Det er ikke svært at finde ligheder mellem Nestor Makhno og den sociale bandit. De udgik begge fra de fattige bondemasser, som forsynede dem med mad og andre nødvendige ting, og betragtede dem som deres egne helte. Makhno havde ligesom den sociale bandit sine rødder i bondesamfundet og var dybt afhængig af de lokale bønder. En af bønderne i Makhno-området sagde: “Batko is one of us. He´ll take a glass of vodka with us, he´ll have a good chat, he´ll fight by our side.”[267] I den første perioder af Makhno-bevægelsens historie finder man træk som leder tankerne hed på Robin Hood, den ædle røver. Makhno havde i 1917 organiseret en væbnet gruppe som eksproprierede de lokale godsejeres ejendomme. Michael Palij beskriver hvordan en del af byttet blev fordelt blandt de lokale bønder: “The raiders expropriated everything they needed, especially arms, ammunition, and military equipment, while other goods were distributed among the peasants of the surrounding villages.”[268] Dette var dog ikke den almindelige måde at fordele rigdommene retfærdigt på, men den blev brugt i perioder, hvor bevægelsen ikke havde kontrol over et geografisk område, hvor de kunne realisere deres kollektive ejendomsret. Det er heller ikke svært at finde nogle af de træk som kendetegner den type bandit som Hobsbawm kalder hævneren. Hævnen er typisk for de primitive bondeoprør, argumentere Hobsbawm, fordi deres oprør ikke har nogen positiv side. Oprøret bliver alene en blodig hævn over bondens fjender og alle de symboler, der repræsentere undertrykkelsen, Hobsbawm skriver: “En vild og vilkårlig hævn: ja, men for de svage, der altid bliver tabere og selv ikke i deres drømme kan håbe på en virkelig sejr, er kun en »ødelæggelsens revolution« mulig. Og her må hele verden lægges i ruiner, eftersom ingen »god« verden forekommer mulig. (...) For primitive bondeoprørere har ikke noget positivt program, de har kun det negative program (...). At dræbe, at nedslagte og brænde alt af, der ikke er nødvendigt eller nyttigt for manden med ploven eller hyrden med sin stav, er at afskaffe korruption og kun at efterlade det der er godt, rent og naturligt.”[269] Makhno-hærens operationer under den tysk/østrig-ungarske besættelse bar til tider præg af at være hævnaktioner frem for militære aktioner. Makhno-hæren stormede mange steder godsejerne, der var vendt tilbage til deres ejendomme og slog alle ihjel. Efter slaget ved Peregonovka indtog Makhno-hæren en landsby, hvor den lokale præst havde været skyld i at 40 bønder var blevet slået ihjel. En makhno-partisan gik hen til præsten og rev hans sorte præste-kappe af og sagde: “With this, we can make a beautiful black flag. Our´s is all worn out. Now get on your knees and say your prayers without turning round.”,[270] herefter blev præsten skudt mens hele landsbyen så på. En anden episode, som jeg allerede har nævnt, udspillede sig, da Makhno og en gruppe partisaner i forklædning havde fået adgang til en overklassefest. Festdeltagerene havde ikke hørt om Makhno-hærens sejr over Denikins styrker og regnede ikke med at være i fare. Da festen var ved at slutte afslørede makhnovisterne deres sande identitet og Makhno råbte: “The property is surrounded by Makhnovists, the guard is disarmed. You must pay.”,[271] alle festdeltagerne blev herefter slået ihjel.

Hobsbawm beskriver også en række kendetegn ved den måde, hvorpå bønderne ser banditterne. I mange tilfælde opstår der fortællinger og myter, om at banditterne har overnaturlige evner. Det er almindeligt at banditterne bliver opfattet som usårlige og usynlige. Hobsbawm forsøger at forklare disse myter. Myten om den usynlige bandit bunder efter al sandsynlighed i bandittens identifikation med bønderne. Banditten bevæger sig rundt på landet klædt eller forklædt som almindelig bonde. Banditten genkendes ikke af politiet eller andre myndigheder før han afsløre sig selv, sådan som den usynlige Makhno gjorde det ved overklassefesten. Makhnos kone Gallina Kuzmenko fortalte i en samtale med Emma Goldman, at der blandt bønderne i Ukraine var opstået den myte at Makhno var usårlig. Bønderne mente, at når Makhno selv ledte alle sine slag og kæmpede i forreste række, måtte han være usårlig ellers ville han have været slået ihjel.[272] Hobsbawm forklare, hvad han mener, der ligger bag myten om den usårlige bandit: “Til dels viser det (...) den sikkerhed, som banditterne havde blandt deres egne og på kendt område. Desuden udtrykker det ønsket om, at folkets forkæmper ikke skal kunne slås ud (...). Det er bandittens sikre adelsmærke, at man nægter at tro på, at han er død. (...) Bandittens nederlag og død betyder også nederlag for hans folk, og hvad der er værre, at deres håb knuses. Mennesker kan leve uden retfærdighed, og bliver almindeligvis også nød til det, men de kan ikke leve uden håb.”[273] Udødeligheden ligger også gemt i en anden myte; Pugachev-myten. I løbet af 1500-tallet og 1600-tallet etablerede oprørske bønder i Ukraine sig i frie kosak-hære. Disse kosakker, der nægtede at underkaste sig den russiske centralmagt og zaren blev et symbol på oprør og frihed for de fattige bønder. Paul Avrich beskriver hvordan disse kosak samfund fungerede: “(...) the Cossacks were the very symbol of popular freedom, audacious rebels who rejected domination from every source. (...) More than anything else the Don Cossacks prided themselves on their autonomy and self-rule. True to their libertarian spirit, they recognized no authority but that of their own general assembly, or krug, which gathered periodically in the Cossack capital of Cherkassk, situated on a large fortified island in the lower Don. (...) the assembly meted out justice and decided on matters affecting the community as a whole, such as the admission of new members and the organization of military campaigns or expeditions of plunder. (...) Cossack government thus took the form of a rough-and-ready folk democracy (...).”[274] Gennem næsten 200 år ledte disse kosakker talrige bondeoprør og blev derfor dyrket som folkets helte. En af disse kosak helte hed Pugachev. Pugachev ledte i 1770´erne et oprør i Ukraine mod adelen og den russiske zar.[275] Efter at Pugachevs oprør var blevet knust, opstod den myte, at han, før de slog ham ihjel, sagde til adelsmændene at: “In this uprising I only gave you a foretaste. But wait: soon after me will come the real broom - it will sweep all of you away.”[276] Da Nestor Makhno startede sit oprør og særligt efter at han havde slået Denikin og fejet alle hans styrker ud af Ukraine opstod der en forestilling om at Makhno var den efterfølger som Pugachev i sin profeti nævnte. Makhno blev af mange bønder opfattet som en slags Messias eller genfødt Pugachev. Denne myte underbygger Habsbawms påstand om at bondeoprøren aldrig dør.

Af de typer af banditter som Habsbawm nævner er det haidukkerne, Makhno-bevægelsen har flest ligheder med. Haidukkerne, som også omfatter kosakkerne, er et mere permanent socialt banditvæsen. Det er denne type af banditter som Hobsbawm mener har størst potentiale i forbindelse med revolutioner. Han taler om at banditterne i forbindelse med revolutioner ofte smelter sammen med de revolutionære organisationer. Men selv denne type banditter kan aldrig i sig selv være en revolutionær bevægelse. Banditterne er individuelle rebeller og er udtryk for en social protest eller primitivt oprør men ikke revolution. Hobsbawm forklare her hvorfor: “Som individer er de ikke så meget politiske eller sociale oprørere for slet ikke at sige revolutionære, som de er bønder, der nægter at underkaste sig, og dermed adskiller sig fra deres fæller. Eller endnu enklere: de er mænd, der bliver udelukket fra det sædvanlige arbejde og derfor bliver tvunget ud i lovløshed og »forbrydelse«. En masse er de bare symptomer på krise og spændinger i deres samfund - på sult, pest, krig eller noget andet der opløser samfundet. Selve banditvæsnet er derfor ikke et program for et bondesamfund, men en form for selvhjælp til at slippe ud af det under visse omstændigheder. Banditterne har ikke andre idéer end bondesamfundets (...). Deres eneste »ide« er at de nægter at underkaste sig individuelt. De er aktivister og ikke ideologer eller profeter, fra hvem man kan vente ny visioner eller planer for social eller politisk organisering. (...) til tider synes de endda ude af stand til at fatte ideen bag det, der i dag ville blive kaldt en »agrarreform«. For så vidt banditterne har et »program« er det et forsvar for, eller en genskabelse af den traditionelle orden »som burde være«.”[277] Hobsbawm skriver også at hvis disse bonde banditter endelig skulle udvikle sig til en egentlig revolutionær kraft vil den være traditionalistisk. Det ville være en revolution, som kæmpede imod det, som magthaverne opfatter som fremskridt altså en reaktion. Det er på dette sidste vigtige punkt, at Makhno-bevægelsen er forskellig fra banditterne. Makhno-bevægelsen var fra begyndelsen motiveret af en politisk ideologi og havde et positivt politisk program for organiseringen af hele det revolutionære samfund. Makhno-bevægelsens program var ikke traditionalistisk men revolutionært i ordets egentlige betydning. Selvom en del af makhno-partisanerne sikkert har haft de samme motiver for at tilslutte sig bevægelsen, som mange banditter har haft for at blive lovløse, er de ikke banditter. Makhno-bevægelsen havde sin egen kultur- og uddannelsessektion og presse. Makhno-hæren var formelt underlagt og styret af arbejder- og bondekongresserne og mellem dem af kongressernes eksekutiv-komité, Det Revolutionære Militær Råd af Bønder, Arbejdere og Partisaner. Alle disse træk gør at det er svært at kategorisere Makhno-bevægelsen som banditter i Hobsbawms forstand, selvom der er fællestræk mellem bevægelsen og banditterne - specielt i de perioder hvor Makhno-bevægelsen ikke kontrollerede et geografisk område. Sidst i dette afsnit vil jeg lige for en god ordens skyld give ordet til Makhno-bevægelsen for at høre, hvad de mente om banditter: “The worker-peasant soviets, the self-defense groups of workers and peasants and also every worker and peasant must not permit any counter-revolutionary manifestation whatsoever by the bourgeoisie and officers. Nor should they tolerate the appearance of banditry. Everyone convicted of counter-revolution or banditry will be shot on the spot.”[278]

Makhno-bevægelsens ideologiske grundlag, som det f.eks. kommer til udtryk i de forskellige tekster bevægelsen udgav,[279] var klart anarkistisk, og bevægelsens formelle struktur byggede også på anarkistiske principper. Makhno-bevægelsen bliver da også officielt opfattet som en del af den anarkistiske tradition men ikke uden forbehold. Langt størstedelen af den kritik, der gennem tiderne er blevet rettet mod Makhno-bevægelsen, er faktisk kommet fra anarkister. Var Makhno-bevægelsens afvigelser fra den anarkistiske idé så store, at det ikke giver mening at opfatte bevægelsen som en del af den anarkistiske tradition? Jeg vil i det følgende behandle den anarkistiske kritik i to dele; den del der retter sig mod Makhno-bevægelsens militære side, og den del der retter sig mod den civile.

Anarkister har altid, uanset hvilken retning de har tilhørt, været antimilitarister. Anarkister har altid opfattet militarismen som en af de vigtigste undertrykkelsesmekanismer i samfundet. En hær baserer sig på ukritisk disciplin og hierarki. En hær skaber ubevidste og ufrie mennesker ved at opdrage dem til at lade sig lede og kommandere. På den måde opfatter anarkister militæret som et af statens vigtigste kontrolredskaber; staten får med militæret både kontrol over den legitime fysiske voldsanvendelse og over den mere symbolske vold i form af opdragelse til underkastelse og autoritet.

Anarkisterne forkaster enhver statsdannelse, og de forkaster også oprettelsen af en stående hær, men samtidig anerkender de, at en revolution kan blive tvunget til at forsvare sig på den ene eller den anden måde. Som alternativ til en stående hær stiller anarkisterne arbejdermilitser. Disse militser skal være organiseret efter nogle andre principper end en traditionel hær. Militsen skal være fri for militær rangordning og disciplin, og alle befalingsmænd skal vælges af soldaterne. Desuden skal disse militser være under kontrol af arbejderklassens organer, hvilket i de fleste tilfælde sige arbejderrådene eller fagforeninger. Efter at opgaven med at beskytte revolutionen mod udefra kommende angreb er løst, skal disse militser opløses og muligvis erstattes af en anden type milits. Denne anden type milits skal have til opgave at løse en række politiopgaver. I modsætningen til den militære milits skal politi-militsen vælges direkte af de arbejdere, som den skal fungere blandt, og den skal til enhver tid kunne udskiftes eller opløses. Efterhånden som anarkiet udvikler sig vil også disse civile politi-militser blive overflødige og opløses.

Men selv en milits bliver at anarkister opfattet som en potentiel fare mod anarkiet og som en intern kontrarevolutionær trussel. Volin formulerede det således i forbindelse med Makhno-hæren: “Any army, of whatever kind, is an evil, and even a free and popular army, composed of volunteers and dedicated to the defence of a nobel cause, is by its very nature a danger. Once it becomes permanent, it inevitably detaches itself from the people and the world of labour. Its members lose the inclination and the ability to lead a healthy working life. (...) it becomes a collection of idlers who acquire anti-social, authoritarian and even dictatorial leanings, who acquire also a taste for violence as a thing in itself, for the use of brute force even in cases where recourse to such means is contrary to the very cause it purports to defend.”[280] Mange anarkister har sågar draget den konsekvens af denne opfattelse af et voldeligt forsvar, at de helt har afskrevet volden som middel i kampen for anarkiet. George Woodcock er en af de anarkister, der mener, at et voldeligt forsvar af revolutionen nødvendigvis føre til revolutionens nederlag.[281]

Der har altid eksisteret en pacifistisk retning indenfor anarkismen. Pacifisterne finder man dels blandt de kristne anarkister, som f.eks. Tolstoy, og dels blandt anarko-syndikalisterne. Den pacifistiske retning har specielt efter anarko-syndikalismens opståen fået en større og større betydning i den anarkistiske tradition. Anarko-syndikalismen har indført en særlig form for militant pacifisme. Denne pacifisme bygger på metoder som sabotage, blokader, strejker, sit-down, besættelser, arbejd langsomt, boycot samt militærnægtelse og andre former for civil ulydighed. Disse pacifistiske anarkister opfatter volden som en kontrarevolutionær trussel i sig selv. De ser volden som det mest ekstreme udtryk for magt, og som nævnt er magten en af anarkismens hovedfjender. Det er en almindelig anarkistisk opfattelse, at målet ikke kan adskilles fra midlet og omvendt. Hvis man ønsker at opnå et ikke-autoritært mål, kan dette aldrig ske med et autoritært middel; midlet er med til at bestemme målet. Man kan f.eks. ikke først umyndiggøre mennesker i en militær organisation og samtidig tro, at de vil være i stand til at handle selvstændigt og anti-autoritært, når den militære sejr er vundet. Midlet påvirker målet, gennem de mennesker som bruger det. Derfor vil en militær sejr altid blive et nederlag for den anti-autoritære revolution. Jo mere vold, desto mindre revolution. I forbindelse med den russiske revolutions nederlag skrev Emma Goldman: “Der findes ikke nogen større vildfarelse end troen på, at målet og hensigterne er én ting, mens metoderne og taktikken er noget andet. (...) Al menneskelig erfaring lærer os, at metoderne og midlerne ikke kan adskilles fra det endelige mål. De midler, som tages i anvendelse, bliver - i kraft af individuelle vaner og social praksis - en integrerende del af endemålet; de påvirker og omformer det, og snart bliver målene og midlerne identiske.”[282] Udfra denne opfattelse er den anarkistiske revolution og forsvaret af den kun mulig med ikke-voldelige midler, ellers vil magten og autoriteten genopstå, og revolutionen vil være tabt.

Organisatorisk var Makhno-hæren enestående for sin tid. Dens formelle struktur byggede på tre anarkistiske principper: frivillighed, valg af befalingsmænd og selvdisciplin. Med frivillighed mente Makhno-hæren, at ingen kunne udskrives til militærtjeneste; hæren skulle udelukkende bestå af frivillige partisaner. Valg af befalingsmænd betød, at alle kommandanter og alle embedsposter i øvrigt skulle vælges af de menige partisaner; dette gjaldt således både Makhnos militære stab[283] og folkene i kultur- og uddannelsessektionen. Selvdisciplin betød, at regler for disciplin i hæren skulle vedtages af paritsanerne selv og efterfølgende overholdes uden anvendelse af tvang.[284] Den overordnede kontrol og styring af hæren lå i civile organer som Den Regionale Kongres af Bønder, Arbejdere og Partisaner, og mellem kongresserne i dens eksekutiv organ det Revolutionære Militær Råd af Bønder, Arbejdere og Partisaner. Men Makhno-hæren efterlevede aldrig fuldt ud disse retningslinjer, og efterhånden som Makhno-hæren blev mere og mere etableret, blev der også gjort flere og flere undtagelser fra de anarkistiske principper.

Makhno-hæren var gennem hele sin eksistens en hær, der kun bestod af partisaner, som havde meldt sig frivilligt. Alligevel bliver den kritiseret for at bryde med dette anarkistiske princip. Det gjorde den, fordi der på den 2. regionale kongres af bønder, arbejdere og partisaner i februar 1919 blev vedtaget at gennemføre en frivillig mobilisering. Dette vakte stor forvirring og harme blandt anarkister. Hvad skulle man forstå ved frivillig mobilisering? For de fleste anarkister var der tale om en sproglig selvmodsigelse, der måtte enten være tale om frivillig tilslutning eller tvangs mobilisering, disse to modsatrettede principper, frivillighed og mobilisering, kunne ikke sammenblandes. Hvad det egentlig betød; om der var tale om frivillighed eller mobilisering blev aldrig klart. Grunden til dette var, at der på intet tidspunkt var våben nok til at bevæbne alle de frivillige, som ønskede at slutte sig til hæren,[285] hvorfor det er umuligt at sige, om Makhno-hæren ville have brudt med frivillighedsprincippet eller ej.

Princippet om at alle befalingsmænd skulle vælges blev kun delvis praktiseret. Det vil sige, at det var partisanerne, der valgte en del af deres egne befalingsmænd, i de perioder hvor det var praktisk muligt at gennemføre valg, men det var således ikke permanent og det omfattede heller ikke alle kommandanter. Nestor Makhno havde en stor personlig magt i hæren, og det var ham, der udpegede en del af de øverste befalingsmænd og næsten alle medlemmer af den militære stab. Denne tendens blev mere og mere udtalt og i visse perioder, særligt i den sidste del af bevægelsens historie, havde Makhno og hans stab fuldstændig kontrol over hæren. En af de anarkister, der var tættest på Makhno og hans stab, var Volin. Volin, som var medlem af det Revolutionære Militær Råd af Bønder, Arbejdere og Partisaner (herefter Det Militære Råd), oplevede den diktatoriske magtudøvelse i Makhno-bevægelsen på nærmeste hånd. Han mente, at dette diktatur bl.a. skyldtes svagheder ved Nestor Makhnos person og nogle medlemmer af hans stab. Makhno udviklede over årene et alkohol misbrug, og når han var fuld blev han utilregnelig, uretfærdig og voldelig. Makhno og andre medlemmer mistede deres værdighed og selvkontrol, når de var fulde; de opførte sig ifølge Volin som en flok despotiske og diktatoriske kriger høvdinger. Denne opførsel havde, ifølge Volin, en demoraliserende effekt på alle som var vidner til det, og den var med til at udvikle en kriger-mentalitet i staben. Volin skrev: “The inevitable result of these disorders and aberrations was an excess of »warrior sentiment« which led to the formation of a kind of military clique or camarilla about Makhno.”[286] Makhnos stab tog beslutninger og handlede i perioder uden at tage hensyn til hvad medlemmerne af Det Militære Råd eller andre organer, som principielt skulle styre hæren, sagde. Denne klike fjernede sig længere og længere væk fra de menige partisaner og bonde- og arbejderbefolkningen. Som et eksempel på hvordan Nestor Makhno i perioder opførte sig overfor Det Militære Råd beskriver Volin en episode: “One evening, when the Council had complained of the misconduct of certain commanders, Makhno entered in the middle of a session. He was drunk, and extremely excited. He drew his revolver, pointed it at the gathering, and, waving it to and fro before the members of the assembly, insulted them grossly. After that he went out without listening to any explanation. Even if the complaint had been unfounded, his way of replying to it was itself deserving of even greater complaint.”[287] Perioderne med dette despoti var ifølge Volin undtagelsen, og Makhno udviste også villighed til at forbedre sig, når han blev kaldt til orden, men det ændre ikke ved, at de kun kan forstås som en alvorlig afvigelse fra de anarkistiske principper.

Hvis pacifisterne har ret i, at vold er magt, så kan Makhnos periodevise diktatur underbygge den anarkistiske grundsætning: magt korrumpere.

Det er også tænkeligt at de patriarkalske magtmønstre som fandtes i bondesamfundet har afspejlet sig i Makhno-bevægelsen. Således er det typisk at bevægelsen bliver opkaldt efter én person, Nestor Makhno, og at der opbygges en forestilling om Makhno som en alfaderlig skikkelse, en »batko« - lille far. Det patriarkalske samfund ses også genspejlet og udtrykt i det forhold, at kvinderne aldrig spillede en aktiv rolle i Makhno-hæren. Disse forhold må ses som en klar afvigelse fra og helt uforenelige med anarkismen.

Det er korrekt, at partisanerne selv besluttede disciplinen i hæren, og at der ikke eksisterede militære titler, privilegier, honnør eller andre symboler på underkastelse i Makhno-hæren. Men overholdelsen af den selv-valgte disciplin var ikke baseret på selvdisciplin alene. Makhno-hæren brugte også straf som redskab til at opretholde disciplinen, for visse overtrædelser indførte man endda dødsstraf. Dødsstraffen blev f.eks. brugt i forbindelse med overfald på jøder eller civilbefolkningen i øvrigt. Denne disciplin blev håndhævet på en til tider både grov og primitiv måde; det var således ikke ualmindeligt, at henrettelserne og andre straffe fandt sted uden nogen form for rettergang. Alligevel var der en mildere disciplin i Makhno-hæren end i Den røde Hær. Dette kan måske forklares udfra hærens sociale sammensætning. Der var ingen gamle zar-generaler eller militære specialister i Makhno-hæren, alle var bønder og arbejdere, alle kom fra samme baggrund, talte samme sprog og det var derfor lettere at skabe en fælles forståelse mellem menig og befalingsmand. Den røde Hær med dens zar-generaler og middelklasse kommissærer, kunne ikke i lige så høj grad bygge disciplinen på klassesolidaritet, men den blev i højere grad nødt til at bygge disciplinen på tvang.

De afvigelser fra anarkismen, som jeg her har beskrevet er alvorlige, men de skal også sættes i forhold til den historiske periode, hvor Makhno-hæren eksisterede. Makhno-hæren var under alle omstændigheder mere demokratisk end nogen anden hær på sin tid, herunder også Den røde Hær. Og selvom dødsstraf næppe er forenelig med anarkismen, skal man huske på, at ingen anden hær på dette tidspunkt fungerede uden et straffesystem, der inkluderede dødsstraf. Alle andre hære i borgerkrigen gjorde brug af dødsstraf. Makhno-hæren forsøgte at efterleve nogle anarkistiske principper for militære organisationer, men var, ligesom alle andre forsøg på dette, kun libertær af navn. Det viste sig umuligt at kombinere anarkismen med den volds- og magtlogik, som borgerkrigen medførte.

Makhno-bevægelsens ideer om organiseringen af det civile samfund var klart anarkistiske, og på dette område havde bevægelsen større held med at gennemføre sin politik end på det militære område. Makhno-bevægelsens største problem i den civile organisering var, at den kun i relativt korte perioder havde kontrollen over et geografisk område, hvor deres ideer kunne føres ud i livet. Selv i disse perioder var den civile organisering vanskeliggjort af de forhold, som borgerkrigen medførte.

Makhno-bevægelsen var stærkest i landområderne, og det var da også her, at den positive del af deres politiske program i videst omfang blev praktiseret. Den civile organisering byggede på de anarkistiske ideer om selvorganisering og selvforvaltning. Sovjetterne[288] skulle være frie lokale organer til varetagelsen af arbejdernes og bøndernes selvforvaltning.[289] Med frie mente Makhno-bevægelsen, at de skulle være frie for politisk magt, hvilket betød at politiske partier var udelukket. Dette betød imidlertid ikke, at medlemmer af politiske partier var udelukket, således var 3 af de 22 valgte medlemmer af Det Militære Råd kommunister.[290] Grunden til at partierne ikke måtte arbejde indenfor sovjetsystemet var, at man var bange for, at dette ville medføre, at sovjetterne ville udvikle sig til kamppladser om den politiske magt i stedet for at være organer til arbejdernes selvforvaltning. De lokale sovjetter skulle sammensluttes i føderationer på regionalt og nationalt plan, i praksis blev det dog kun på regionalt plan. Det var vigtigt, at denne føderationssammenslutning var horisontal og ikke vertikal, hvilket betød, at magten altid skulle blive hos de lokale sovjetter. Dette sikrede man med et system med bundne mandater og de lokale sovjetters ret til på ethvert tidspunkt at tilbagekalde deres repræsentants mandat. Samtidig var det meningen, at beslutningerne skulle tages af de mennesker, som var berørt af beslutningen; altså på så lokalt plan som mulig.

Dette system af frie føderale sovjetter fungerede faktisk i landområderne. Et kollektiv bestod typisk af ti storfamilier, hvilket svarede til 2-300 mennesker. De enkelte kollektiver blev administreret af fællesmøder, som stod for organiseringen af arbejdet, fordeling af redskaber, organisering af fælleskøkkenet og lignende. I hvert distrikt var kollektiverne sluttet sammen gennem kongresser, som bl.a. havde til opgave at fordele sædekorn og redskaber mellem kollektiverne.[291] Dette sovjetsystem havde den fulde kontrol over landbrugsproduktionen, hvad enten den var individuel eller kollektiv, og alle politiske beslutninger, om de så drejede sig om økonomi, uddannelse, kultur eller forsyninger til hæren, blev taget af sovjetterne. Det største problem for denne civile organisering var som nævnt, at den blev umuliggjort af krigen.

Anarkisternes største kritikpunkt i forbindelse med strukturen i den civile organisering drejer sig om Det Militære Råds rolle i perioder med krig. Det Militære Råd var, selvom navnet er misvisende, en del af den civile organisering. Det Militære Råd blev nedsat af den 2. regionale kongres i februar 1919, og det var tænkt som et rent eksekutivorgan, som havde til opgave at udføre kongressernes beslutninger mellem kongresserne, altså et organ uden nogen selvstændig magt. Men Det Militære Råd fortsatte med at fungere også i de perioder, hvor der pga. krig ikke blev afholdt kongresser. Det vil sige at Det Militære Råd godt nok stadigvæk var valgt af arbejderne, bønderne og partisanerne, med disse kunne ikke længere kalde deres mandat tilbage eller tage beslutninger. I realiteten betød det, at Det Militære Råd i perioder med krig kom til at fungere som en form for regering, hvilket var i modstrid med Makhno-bevægelsens anarkistiske principper.

Organiseringen af byerne var Makhno-bevægelsens svage punkt. Det lykkedes aldrig Makhno-bevægelsen at vinde sympati for deres ideer hos andet end et lille mindretal af arbejderne i de større byer, bl.a. på grund af, at de ikke var istand til at få byernes økonomi og produktionen til at fungere. Der er flere forskellige grunde til at Makhno-bevægelsen ikke havde held med sig i forsøget på civil organisering i byerne. Det var i efteråret og vinteren 1919 (- 1920) efter slaget ved Peregonovka at Makhno-bevægelsen fik kontrollen over en række større byer, som bl.a. Ekaterinoslav og Aleksandrovsk. Godt nok havde Makhno-hæren nedkæmpet Denikins styrker i Ukraine, men hele Denikins hær i Rusland skulle trække sig tilbage, og det skete selvfølgelig på tværs af Ukraine. Dette betød, at der i denne periode ikke var egentlig fred, og mens Makhno-bevægelsen forsøgte at organisere civilsamfundet i Aleksandrovsk og Ekaterinoslav, var byerne under næsten konstant artilleribeskydning fra Denikins tropper. Under disse forhold var det selvfølgelig meget vanskeligt at gennemføre en reorganisering af samfundet. Men det er kun en del af forklaringen, som kan findes i disse udefra kommende omstændigheder, en anden skal findes i Makhno-bevægelsens politik. Makhno-bevægelsens anarkisme fungerede fint i organiseringen af produktionen på landet. Kommunerne og landsbyerne fungerede stort set som selvforsynende enheder, og selv under borgerkrigens isolation med mangel på vare og redskaber var det muligt at fortsætte produktionen på den ene eller den anden måde. Til organiseringen af denne produktion var Makhno-bevægelsens bonde-anarkisme tilstrækkelig, men til at forstå de mere komplicerede mekanismer, som gør sig gældende i en industriproduktion og en pengeøkonomi, fungerede denne primitive anarkisme ikke. Makhno-bevægelsen opstod i bondebefolkningen og havde ikke anarko-syndikalismens redskaber og organer til at overtage en industriproduktion og pengeøkonomi. Makhno-bevægelsen var ikke en naturlig del af byerne, men en bevægelse som var skabt til at løse problemerne på landet. Makhno-bevægelsen forstod ikke at organisere produktionen i byerne, fordi de grundlæggende ikke forstod forskellen mellem en bonde og en arbejder. Bonden kan i vid udstrækning leve af sit eget produkt og er på den måde en uafhængig producent. Arbejderen derimod kan ikke leve af sit eget produkt men er afhængig af en løn. Samtidig er arbejderen ikke uafhængig men del af et stort industrielt maskineri af gensidigt afhængige dele. For at overtage og reorganisere en sådan industri efter socialistiske linjer, er det næsten umuligt ikke at benytte sig af en eller anden form for pengeøkonomi. Makhno-bevægelsen forstod aldrig at bruge pengeøkonomien i reorganiseringen af produktionen, i stedet tømte de bankerne og maddepoterne og delte det hele ud til arbejderne og de fattige. Dette kan næppe kaldes en langsigtet plan for reorganisering af produktionen. Til Makhno-bevægelsens forsvar skal det dog siges, at den trods alt forsøgte at starte produktionen og etablere et system, som byggede på direkte og lige relationer mellem arbejder og bonde. En af grundene til, at Makhno-bevægelsens anarkisme var så primitiv, som den var, kan måske findes i bevægelsens manglende evne til at tiltrække by-anarkisterne eller disses manglende vilje til at tilslutte sig Makhno-bevægelsen. Makhno-bevægelsen manglede under alle omstændigheder intellektuelle anarkister til at hjælpe med at udforme en realiserbar reorganisering af samfundet. Dette leder mig videre til en beskrivelse af forholdet mellem Makhno-bevægelsen og de øvrige anarkistiske bevægelser i Rusland og Ukraine.

Det er kendetegnet for mange samtidige anarkistiske retninger og bevægelser i Rusland og Ukraine, at de var tøvende i deres støtte til Makhno-bevægelsen. Nogle mente at bevægelsen var anarkistisk og skulle støttes uden forbehold, andre at den var udtryk for en særlig oprørsånd hos bønderne i Ukraine, som måske nok havde anarkistiske træk, og andre igen mente at Makhno-bevægelsen på ingen måde kunne betragtes som anarkistisk. Nestor Makhnos opfattelse af anarkisterne i Rusland var da også negativ. Han opfattede dem som papir-revolutionære, der var mere optaget af at skrive resolutioner og udkæmpe interne fraktionskrige end i at arbejde for at give revolutionen et anarkistisk udtryk. Makhno forstod ikke, hvorfor de russiske anarkister ikke strømmede til Ukraine, hvor Makhno-bevægelsen gav dem alle muligheder for at afprøve deres ideer i praksis. Men det er et faktum, at det var en lille del af anarkisterne, der støttede Makhno-bevægelsen og meget få, der faktisk sluttede sig til den.

De russiske anarko-syndikalister, som f.eks. Gregory Maximoff var en del af, havde travlt med deres arbejde i fabrikskomitéerne. De mente at det var gennem fabrikskomitéerne at proletariatet havde en mulighed for at genvinde kontrollen over revolutionen.[292] De mente ikke, at Makhno-bevægelsens bonde-kommuner var noget reelt alternativ til staten, og de så derfor ikke noget egentlig revolutionært potentiale i Makhno-bevægelsen. Anarko-syndikalisterne betragtede Makhno-bevægelsen som en sympatisk men utopisk bondebevægelse. Der blev aldrig gjort noget egentlig forsøg på at nå til en forståelse mellem anarko-syndikalisterne og Makhno-bevægelsen. Anarko-syndikalisterne havde de redskaber og den støtte i by-proletariatet som Makhno-bevægelsen manglede, og et samarbejde mellem de to parter ville måske have ændret Makhno-bevægelsens historie.

Anarko-kommunisterne i Rusland var meget opsplittet og fik aldrig nogen nævneværdig indflydelse på revolutionen. Deres primære beskæftigelse var at udgive deres forskellige aviser og propaganda skrifter. Egentlig revolutionært arbejde i de forskellige sociale bevægelser lavede de sjældent eller aldrig. I Ukraine kom anarko-kommunisterne til at spille en større rolle, men primært gennem organisationen Nabat, som ikke var en ren anarko-kommunistisk organisation.

Den anarkistiske organisation som fik størst betydning i forhold til Makhno-bevægelsen var den ukrainske Nabat føderation. Nabat (Alarm) fungerede i hele Ukraine fra slutningen af 1918 til slutningen af 1920. Organisationen blev grundlagt i Kursk i november 1918 og en af dens vigtigste ideologer var Volin. Volin var overbevist om at kommunisternes angreb nødvendiggjorde en ideologisk enhed i den anarkistiske bevægelse. Han var fortaler for det han kaldte forenet anarkisme, som var en blanding at anarko-kommunisme, anarko-syndikalisme og individualistisk anarkisme. Denne særlige anarkisme blev Nabats ideologiske grundlag, men i resten af Rusland slog den aldrig igennem, specielt anarko-syndikalisterne afviste den. Allerede ved den stiftende kongres vedtog Nabat en udtalelse, som afviste deltagelse i Den røde Hær og i stedet for opfordrede til at støtte de oprørske partisaner. Den første egentlige kontakt mellem Nabat og Makhno-bevægelsen blev etableret i januar 1919, hvor Nabat blev opfordret til at sende anarkistisk litteratur og agitatorer til hæren. I slutningen af januar blev der dannet en Nabat gruppe i Guljai-Polje, som udgav sin egen avis. Fra maj 1919 begyndte de intellektuelle anarkister fra Nabat og andre grupper at spille en stadig større rolle i Makhno-bevægelsens kultur- og uddannelsessektion. Men samarbejdet mellem Nabat og Makhno-bevægelsen var ikke uden problemer. Nabat kritiserede de afvigelser fra anarkismen som udviklede sig i Makhno-hæren og krævede at Nestor Makhno stoppede med at drikke. Problemerne i samarbejdet udviklede sig i løbet af vinteren 1919-1920, og ved et hemmeligt møde i februar 1920 besluttede Nabat, at deres arbejde skulle flyttes fra Makhno-bevægelsen til byerne. Allerede i april samme år var der dog igen stemning for at arbejde i Makhno-bevægelsen. Herefter startede der en diskussion og vægten mellem den militære og den civile del af Makhno-bevægelsens arbejde. For anarkisterne i Nabat var det vigtigt at vinde kontrollen over et geografisk område, ligegyldigt hvilket, hvor den anarkistiske organisering kunne praktiseres. Nabat kritiserede i denne forbindelse Makhno-hæren for at være for fokuseret på de militærstrategiske overvejelser i stedet for at sikre bevægelsen gennem den umiddelbare realisering af de revolutionære mål. Samtidig var Nabat uenige med Makhno-hæren i hvad angår deres ønske om at befri Guljai-Polje for at gøre den til centrum for den civile reorganisering. For anarkisterne var det ligegyldigt hvilket område der blev centrum for denne reorganisering; Nabat skrev: “The insurrection must cease its aimless and thoughtless wandering from one place to another, but must rather strive to conquer territory ... with the aim of starting more quickly on the construction of the classless society.”[293] I løbet af sommeren og efteråret 1920 opstod der igen flere og flere problemer i samarbejdet mellem Nabat og Makhno-bevægelsen, særligt omkring de autoritære tendenser i hæren, og på Nabats kongres i september 1920 trak Nabat sig officielt ud af samarbejdet. Aaron Baron sagde på denne kongres: “Better to vanish into a Soviet prison than vegetate in that terrible atmosphere.”[294] Der eksisterede dog stadig en minoritet i Nabat, som ønskede at fortsætte samarbejdet. Denne minoritet bestod bl.a. af Volin og Arshinov og samarbejdet blev derfor aldrig fuldstændig brudt. Nabats skæbne var da også tæt forbundet med Makhno-bevægelsen efter bruddet. Samme dag som Makhno-hæren blev angrebet af Den røde Hær i november 1920 blev alle de Nabat-medlemmer, som på dette tidspunkt var samlet i Kharkov for at forberede den kommende kongres, anholdt. Flere tusinder af disse anarkister forsvandt i de sovjetiske koncentrationslejre og kun meget få overlevede. Nabat blev som den sidste anarkistiske organisation udryddet med dette angreb.

Makhno-bevægelsen er ikke nogen entydig størrelse. Dens grundlag er klart anarkistisk, og jeg mener også, at man som helhed kan betragte bevægelsen som anarkistisk. Alle beskyldninger om at Makhno-bevægelsen skulle være en antisemitisk bevægelse og at der skulle være forbindelser mellem dem og de kontrarevolutionære bevægelser kan afvises som ren bagvaskelse. Makhno-bevægelsen var heller ikke en kulak-bevægelse, selvom den faktisk i vid udstrækning formåede at inddrage kulakkerne. Bevægelsens jordpolitik var ikke et udtryk for kulakkernes interesser men for de fattige bønders. Hvad angår det nationale spørgsmål, har jeg også forsøgt at redegøre for, hvorfor Makhno-bevægelsens politik på dette område skal forstås i en anti-imperialistisk og anarkistisk sammenhæng. Jeg vil derfor også afvise at Makhno-bevægelsen var nationalistisk. Bevægelsen arbejdede ikke på noget tidspunkt for national selvstændighed.

På spørgsmålet om, hvorvidt Makhno-bevægelsen var et primitivt bondeoprør af den type som Hobsbawms sociale banditter repræsentere, er svaret både ja og nej. Makhno-bevægelsens oprør foregik i og udsprang af det samme miljø, som fostrede de sociale banditter. Makhno-bevægelsen blev på mange måder opfattet på samme måde, som de sociale banditter, særligt i de perioder hvor bevægelsen kun bestod af partisan-hæren. I disse perioder var Makhno-hærens forhold til bønderne på mange måder det samme som de sociale banditters, og det er da heller ikke utænkeligt, at mange partisaner havde tilsluttet sig bevægelsen af samme motiver som de bønder, der blev sociale banditter. Selvom Makhno-bevægelsen havde visse træk til fælles med de sociale banditter, adskilte den sig alligevel fra disse på et helt afgørende punkt. Mens de sociale banditter kun repræsenterer et negativt oprør, havde Makhno-bevægelsen også et positivt program. Makhno-bevægelsen var motiveret af en klar ideologi og havde en anarkistisk reorganisering af samfundet som sit mål. Og alene dette forhold er nok til at fastslå, at Makhno-bevægelsen ikke var sociale banditter.

Men var Makhno-bevægelsen så en revolutionær anarkistisk bevægelse? Det er tydeligt, at bevægelsens ideologiske grundlag var anarkistisk, selvom det muligvis repræsentere en ret primitiv form for anarkisme. Men man kan ikke alene udfra dette ideologiske grundlag slutte at bevægelsen var anarkistisk. Som jeg har beskrevet, var Makhno-hæren baseret på nogle anarkistiske principper, men der opstod efterhånden nogle meget iøjnefaldende afvigelser fra disse principper. Makhno-hæren var meget demokratisk og folkelig for sin tid, men jeg mener ikke, at man kan tale om en egentlig anarkistisk hær. Makhnos personlige magt og den manglende demokratiske kontrol over den militære stab udgør en alt afgørende afvigelse fra anarkismen. Når jeg så alligevel vil argumentere for, at Makhno-bevægelsen var anarkistisk, er det på grund af dens civile side. Det lykkedes faktisk for Makhno-bevægelsen at reorganisere bondesamfundet efter anarkistiske principper. Makhno-bevægelsens civile aktiviteter udgjorde en virkelig anarkistisk massebevægelse, som omfattede alle sider af samfundet, dog kun i landdistrikterne. På denne måde ophørte Makhno-bevægelsen også på bedste anarkistiske vis med at være en politisk bevægelse og blev i stedet for til en folkelig, social og økonomisk bevægelse. Anarkismen ophørte med at være en politisk doktrin og blev i stedet til social praksis. Dette forhold forklare ironisk nok også noget af den kritik, som de øvrige anarkister rejste mod bevægelsen. Bevægelsen blev beskyldt for at være ideologisk svagt funderet og påvirket af ikke anarkistiske retninger. Dette er sandt, men det var netop denne revolutionære pluralisme, som gjorde den anarkistisk. Hvis Makhno-bevægelsens organer havde udelukket andre revolutionære retninger fra at deltage var den ophørt med at være en klasse-organisation og var blevet til noget, der mere ligner et politisk parti. Derfor mener jeg, at Makhno-bevægelsens reorganiserede bondesamfund faktisk repræsentere en virkeliggjort anarkisme med alle dens ideologiske forskelligheder og modsætninger, så længe der ikke udviklede sig en politisk magt. Nestor Makhnos opfattelse af sig selv kan på en måde også bruges til at beskrive det makhnovistiske samfund: “I am a revolutionary first and an anarchist second.”[295]

[222]Trotsky, Leon: The Military Writings of Leon Trotsky - How The Revolution Armed. Pathfinder Press, New York, 1971.

Internet: http://www.marxists.org/archive/trotsky/works/1919-mil/index.htm

[223]Lenin, V. I.: Selected Works. Progress Publishers, Moskva, 1971. S. 774.

[224]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 121f.

[225]Avrich, Paul: Anarchist Portraits. Princeton University Press, USA, 1988. S. 126.

[226]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 122.

[227]Ibid. S. 122.

[228]Pipes, Richard (red.): The Unknown Lenin – From the Secret Archive. Yale University Press, London, 1996. S. 76.

[229]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 118f.

[230]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 157.

[231]Ibid. S. 293 (note 36)

[232]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 118.

[233]Ibid. S. 119f.

[234]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 94.

[235]Ibid. S. 94.

[236]Ibid. S. 3.

[237]Makhno, Nestor: The Struggle Against the State and Other Essays. AK Press, Edinburgh, 1996. S. 27.

[238]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 210.

[239]Ibid. S. 210f.

[240]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 169.

[241]Avrich, Paul: Anarchist Portraits. Princeton University Press, USA, 1988. S. 123.

[242]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 170.

[243]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 216f.

[244]Ibid. 218.

[245]Ibid. S. 214.

[246]Ataman er betegnelsen for en kosak høvding.

[247]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 160ff.

[248]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 139.

[249]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 135f.

[250]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 172.

[251]Ibid. S. 170.

[252]Ibid. S. 172.

[253]Makhno, Nestor: The Struggle Against the State and Other Essays. AK Press, Edinburgh, 1996. S. 28ff.

[254]Pipes, Richard (red.): The Unknown Lenin – From the Secret Archive. Yale University Press, London, 1996. S. 116f.

[255]Ibid. S. 128f.

[256]Ibid. S. 76f.

[257]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 699.

[258]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 140.

[259]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 159.

[260]Ibid. S. 215f.

[261]Ibid. S. 220.

[262]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 175.

[263]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 220 og s. 225.

[264]Woodcock, George: Anarchism - a history of Libertarian ideas and Movements. World Publishing, New York, 1962. S. 419.

[265]Beskrevet i bogen: Hobsbawm, Eric J.: Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er. Politisk Revy, København, udgivelsesår ikke angivet.

[266]Hobsbawm, Eric J.: Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er. Politisk Revy, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 15f.

[267]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 121.

[268]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 73.

[269]Hobsbawm, Eric J.: Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er. Politisk Revy, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 75f.

[270]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 623.

[271]Ibid. S. 624.

[272]Goldman, Emma: My Disillusionment in Russia. Doubleday, Page & Company, New York, 1923. Internet: http://dwardmac.pitzer.edu/Anarchist_Archives/goldman/disillusion/toc.html

[273]Hobsbawm, Eric J.: Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er. Politisk Revy, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 56f.

[274]Avrich, Paul: Russian Rebels 1600-1800. Allen Lane the Penguin Press, London, 1973. S. 59f.

[275]Ibid. S. 179ff.

[276]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 145.

[277]Hobsbawm, Eric J.: Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er. Politisk Revy, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 23ff.

[278]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 267.

[279]Se f.eks. bilag 5.

[280]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 703.

[281]Dette argumentere han bl.a. for i artiklen The Folly of »Revolutionary« Violence. Woodcock, George: Anarchism and Anarchists. Quarry Press, Kingston, 1992. S. 92ff.

[282]Helm, Michael: Anarkismens grundideer. Hans Reitzel, København, 1980. S. 98.

[283]Den militære stab var en overordnet militær ledelse for hele Makhno-hæren, nævnt første gang i september 1918 som en midlertidig foranstaltning.

[284]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 96.

[285]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 105f.

[286]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 706.

[287]Ibid. S. 706.

[288]Med sovjetter menes alle de forskellinge bonde- og arbejder organer, f.eks. kommunerne og fabrikskomitéerne.

[289]Der er klare ligheder mellem Makhno-bevægelsens opfattelse af sovjetsystemet og den der kom til udtryk i Kronstadtoprøret - Petropavlovsk-resolutionen blev da også trykt i den makhnovistiske presse.

[290]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 111.

[291]Arnfred, Signe; Skibstrup, Maj; Bryld, Mette m.fl.: Alexandra Kollontaj – Udvalgte skrifter bind 3: Om Alexandra Kollontajs samtid og ideer: Stækkede vinger. Tiderne Skifter, København, 1978. S. 231.

[292]Maximoff, Gregory P.: Syndikalists in the Russian Revolution. ICC, USA, 1999.

[293]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 162.

[294]Ibid. S. 162.

[295]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 61.