Daniell Marcussen
6.0 Hvorfor blev Makhno-bevægelsen undertrykt
6.0
Hvorfor blev Makhno-bevægelsen undertrykt
Når
det er slået fast, at Makhno-bevægelsen faktisk var en anarkistisk massebevægelse,
som ønskede at opbygge et samfund baseret på et sovjetsystem, er det svært at
se, hvorfor den skulle undertrykkes. Hvad var det, der hindrede en vedtagelse af
det 4. politiske punkt i anti-Wrangel aftalen mellem Makhno-bevægelsen og
kommunisterne? Når man skal forsøge at forklare undertrykkelsen, kan man vælge
to udgangspunkter; det strategiske eller det ideologiske.
Hvis
man prøver at forstå, hvorfor kommunisterne ikke ville acceptere et autonomt
anarkistisk samfund i Ukraine udfra en strategisk vinkel, er der flere grunde.
Kommunisterne havde klare imperialistiske interesser i Ukraine. For der første
var Ukraine i sig selv en vigtig størrelse. Ukraine var rig på råstoffer og
korn og var derfor vigtig i reorganiseringen og industrialiseringen af hele
Rusland. For det andet ville en anerkendelse af Makhno-områdets autonomi
betyde, at Rusland mistede sin sortehavskyst og kontrollen over de vigtige
jernbane strækninger til Krim, Don-regionen og Kuban. Det kan diskuteres, om
Makhno-bevægelsens forslag om en føderativ tilknytning til Sovjet-republikken
ikke ville give Rusland afgang til disse ressourcer alligevel. En anden
strategisk grund var kommunisternes frygt for, at de politiske friheder, som
eksisterede i Makhno-området, ville fungere som en magnet på de forbudte
socialistiske organisationer i Rusland, hvilket leder mig videre til den
ideologiske forklaring.
Når man betragter Den russiske Revolutions historie som helhed, er det tydeligt, at der lå andre motiver bag undertrykkelsen af Makhno-bevægelsen end blot de strategiske. Over hele Rusland blev arbejdernes selvorganisering undermineret og den socialistiske opposition undertrykt. Dette er tit blevet begrundet med de vanskelige forhold, som Sovjet-republikken stod i efter revolutionen, men i den forbindelse er det vigtigt at holde fast i, at denne udvikling begyndte før borgerkrigen, blokaden og Den tyske Revolutions nederlag. Dette antyder, at grunden snarer skal findes internt i det kommunistiske parti. Opbygningen af kommunisternes post-revolutionære samfund lå i direkte forlængelse af den leninistiske partiopfattelse. Det kommunistiske parti var skabt for at kunne lede og repræsentere arbejderklassen men også for at befrugte arbejderklassen med den socialistiske idé, som den ikke var istand til at udvikle selv. Denne opfattelse må betyde at partiet er placeret udenfor eller måske endda over arbejderklassen. Arbejderklassens befrielse var for Lenin avantgardens befrielse af arbejderklassen gennem partiet. Forholdet til de øvrige socialistiske partier byggede på følgende logik. Det kommunistiske parti var baseret på marxismen, og som følge af marxismens opfattelse af sin egen status som videnskabeligt funderet, kunne kommunisterne hævde at de ikke blot udgjorde én af arbejderklassens socialistiske retninger, men at de faktisk repræsenterede den samlede arbejderklasses objektive interesser. Når kommunisterne en gang havde identificeret deres eget parti som den eneste sande repræsentant for arbejderklassens objektive interesser, var vejen åbnet til parti-diktaturet og undertrykkelsen af den socialistiske opposition. Alle socialister, som repræsenterede en anden holdning end det kommunistiske partis, arbejdede per definition imod arbejderklassens objektive interesser og kunne derfor kategoriseres som enten småborgerlige eller direkte kontrarevolutionære. Og med den leninistiske partiopfattelse var der ikke nogen modsætning mellem proletariatets diktatur og det kommunistiske partis diktatur. Set i denne sammenhæng er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor rådsdemokratiet ikke kunne eksistere sammen med den kommunistiske stat. Det er heller ikke vanskeligt at se, hvad der var drivkraften i kommunisternes politik i forhold til Makhno-bevægelsen. Makhno-bevægelsens frie sovjetter var en helt anden type økonomisk og social organisation end den kommunistiske sovjet. Sovjetterne i Makhno-området var demokratiske selvforvaltningsorganer, mens sovjetterne i det kommunistiske Rusland blev en slags statslige dækorganisationer for kommunisternes parti-diktatur. Et autonomt anarkistisk Makhno-område ville ikke blot udgøre en konkurrerende udlægning af sovjetsystemet, men det ville også med sin revolutionære pluralisme udfordre opfattelsen af kommunisterne som den eneste repræsentant for arbejderklassens samlede objektive interesser og dermed undergrave hele fundamentet for parti-diktaturet. Dette udelukkede, at der kunne eksistere en autonom massebevægelse i Ukraine, også selvom denne ville samarbejde føderativt med Sovjet-republikken. Den var alene ved sin eksistens et angreb på den kommunistiske étparti-stat.
7.0
Konklusion
Jeg
mener at hovedårsagen til undertrykkelsen af Makhno-bevægelsen og alle andre
forsøg på selvforvaltning i arbejder- og bondemaserne var den leninistiske
partiopfattelse. Kommunisterne fik gennem en strategisk alliance med anarkiet i
sovjet- og fabrikskomité-bevægelsen den politiske kontrol over revolutionen.
Denne kontrol blev under dække af borgerkrig og forsvaret mod
kontrarevolutionen brugt til at udvikle et statsapparat, som i hænderne på
kommunisterne blev midlet til at afskaffe enhver politisk opposition og overtage
al kontrol med produktionen fra arbejder- og bondeorganerne. Makhno-bevægelsen
var både en politisk opposition og et udtryk for arbejdernes og bøndernes
direkte kontrol over produktionen, og derfor havde bevægelsen aldrig nogen
mulighed for at få lov til at eksistere. Når det alligevel lykkedes for
Makhno-bevægelsen at overleve frem til 1921, var det på grund af magtpolitiske
hensyn. Makhno-bevægelsen blev ligesom sovjetterne og fabrikskomiteerne i
Rusland brugt af kommunisterne i deres kamp for at etablere sig som politisk
magt i Ukraine. Kommunisterne indgik, når det var nødvendigt, alliancer med
Makhno-bevægelsen. Først blev Makhno-bevægelsen brugt til at bekæmpe Denikin
og sidenhen Wrangel, men så snart de ydre fare var elimineret, blev Makhno-bevægelsen
udryddet. Det eneste, der kunne have sikret Makhno-bevægelsen, var en ydre
kontrarevolutionær fjende, som kommunisterne ikke var sikre på selv at kunne
klare. Hvis Wrangel havde været stærkere, er det muligt, at kommunisterne
ville have accepteret det 4. politiske punkt og oprettet en føderativ
sammenslutning mellem Sovjet-republikken og det autonome Makhno-område. Men så
snart den ydre fare var væk, ville Makhno-bevægelsens eksistens igen være
truet.
Kimen
til hele denne udvikling hen imod parti-diktaturet lå altså helt fra
revolutionens begyndelse indbygget som en del af den leninistiske
partiopfattelse. Og med undertrykkelsen af de oprørske matroser i Kronstadt og
nedkæmpelsen af Makhno-bevægelsen var de sidste muligheder for at afværge
denne udvikling opbrugt. Al opposition udenfor partiet var umuliggjort, og med
fraktionsforbudet fra den 10. partikongres i 1921 var de sidste hindringer
fjernet, for at statsbureaukratiet med Stalin i spidsen kunne udøve sit
diktatur. Trotskij og Lenin banede vejen og lagde grunden til det diktatur, som
kom til at spille en afgørende rolle for socialismens videre udvikling i det
20. århundrede.
8.0
Perspektivering
Gennem
de sidste par år er en ny venstrefløj begyndt at røre på sig. En venstrefløj
som indtil videre har fundet sammen i en global modstand mod neo-liberalismen og
kapitalismens globalisering. Denne bevægelse har i vid udstrækning taget
anarkismens organisationsstrukturere til sig og givet dem et nyt udtryk, hvilket
er meget opmuntrende. Men hvis disse nye anarkister ikke skal begå de samme
fejl, som de forrige århundredes revolutionære begik, er det vigtigt at lære
af historien.
Den
negative lære, som man kan drage af både Den russiske Revolutions og
Makhno-bevægelsens historie, er, at mål og midler ikke kan adskilles. En elitært
og hierarkisk organisation kan ikke skabe et lige og solidarisk samfund, det
beviser både kommunisternes magt i revolutionen som helhed og den militære
stabs magt i Makhno-hæren. Med anvendelsen af magt i form af vold bevægede
Makhno-hæren sig væk fra det mål, som de egentlig kæmpede for. Med volden
blev magtens logik introduceret i Makhno-bevægelsen, og den udgjorde en
alvorlig trussel mod revolutionens anarkistiske principper. Hvis den nye
venstrefløj ikke er meget opmærksom på, om der er overensstemmelse mellem
midlerne og målet, er der en fare for, at midlerne kommer til at bestemme målet.
I den forbindelse er det både vigtigt at være opmærksom på organisations
type og struktur og de aktionsformer, man vælger at bruge. Men hvad kan denne
bevægelse så stille i stedet for det revolutionære parti og kampen for
proletariatets diktatur under det ene eller det andet navn? For det første
viste Makhno-bevægelsen at det var muligt at praktisere et socialistisk
demokrati og selvforvaltning selv under så vanskelige forhold som borgerkrigen
i Rusland bød. Samtidig viste Makhno-bevægelsen at et pluralistisk og
folkeligt grundlag for den revolutionære bevægelse er det bedst mulige forsvar
mod kontrarevolution. Forsvaret af Makhno-området var kun muligt, fordi det
blev gennemført af en social bevægelse på et bredt folkeligt grundlag. Et
politisk parti eller en stat ville aldrig kunne have mobiliseret dette
revolutionære forsvar. Som ideologi er Makhno-bevægelsens bonde-anarkisme næppe
særlig brugbar for en ny global venstrefløj, men det er andre udformninger af
anarkismen måske. Selvom anarkismen som socialistisk tradition er 150 år
gammel, virker dens teorier om direkte aktion, selvorganisering, selvforvaltning
og føderalisme alligevel som et oplagt bud på en revolutionær strategi i dag.
I kampen mod den kapitalistiske globalisering bliver alternativet, også for
marxister, en eller anden form for statskontrol, altså bliver alternativet
nationalstaten eller ”over-nationalstaten”. Dette alternativ er både
defensivt og konservativt; venstrefløjens kamp kommer i denne sammenhæng til
at virke som en reaktion og mister sin progressivitet. Løsningen på de sociale
og økologiske problemer og den voksende økonomiske ulighed ligger ikke
indenfor nationalstatens rammer. Som alternativ til staten stiller anarkismen
sin særlige blanding af selvforvaltning og føderalisme. Dette føderalistiske
system, som både er decentral og global på samme tid, virker som et oplagt
alternativ til det nuværende globale kapitalistiske markedsdiktatur. Denne
organisationsstruktur ville både kunne bruges til at samle de mange forskellige
revolutionære retninger og grupper, som findes i den nye globaliseringsbevægelse,
og samtidig give bevægelsen en mere konkret vision om et progressivt alternativ
til det bestående.
Return to The Nestor Makhno Archive
Other pages connected to this site: