Makhno-bevægelsen 1918-1921

Jeg vil nu se på det historiske hændelsesforløb i Den russiske Revolution og derefter i den ukrainske del af denne. Selvom revolutionen i Ukraine havde et forløb, som på mange måder var forskellig fra resten af Rusland, mener jeg ikke, at den ukrainske revolution kan behandles isoleret.

Den russiske Revolution behandles ofte som et forløb fra revolutionsforsøget i 1905 til bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917. I min gennemgang af Den russiske Revolution vil jeg i stedet for lægge vægten på udviklingen i årene umiddelbart efter magtovertagelsen i 1917. Jeg vil se på de bonde- og arbejderorganer, som opstod under revolutionen og bolsjevikkernes forhold til disse. Jeg vil også se på forholdet mellem bolsjevikkerne og de øvrige revolutionære grupper som støttede revolutionen i oktober 1917.

Når man taler om Den russiske Revolution 1917, menes der som regel Oktoberrevolutionen, men i virkeligheden var der tale om to revolutioner. Den første revolution fandt sted i februar 1917, hvor en stærk strejkebevægelse tvang zaren til at abdicere og afskaffede den feudale undertrykkelse. Efter revolutionen i februar dannede de borgerlige partier sammen med mensjevikkerne[47] og de højre-socialrevolutionære[48] Den provisoriske Regering. Man oplevede i perioden fra februar til oktober 1917 en dobbeltmagt situation, hvor Den provisoriske Regering på den ene side og arbejdernes og bøndernes egne organisationer, sovjetterne og fabrikskomitéerne, på den anden side, hver især repræsenterede den politiske magt. Dobbeltmagten var en ustabil tilstand, som i løbet af kort tid måtte ende med en placering af magten til fordel for den ene af parterne. Den provisoriske Regering gik fra februar til oktober fra den ene krise til den anden. Arbejderklassens krav om bedre levevilkår og en afslutning på russisk deltagelse i 1. Verdenskrig blev ikke opfyldt, og afskaffelsen af de feudale ejendomsforhold til jorden, som bønderne allerede mange steder havde ophævet ved selv at dele jorden imellem sig, blev aldrig fuldbyrdet med en jordreform. Efter Juli-opstanden i Petrograd, hvor det kom til voldsomme sammenstød mellem demonstrerende arbejdere og kosakker, og efter at hærens leder, Kornilov, i august forsøgte at gennemføre et statskup, stod det klart, at Den provisoriske Regering ikke var i stand til at opfylde Februarrevolutionens krav. Herefter vandt bolsjevikkerne flertallet i mange af landets sovjetter, fordi de formåede at gøre arbejdernes og bøndernes krav om fred, brød og jord og al magt til sovjetterne til deres program. Konflikten kulminerede natten mellem den 24. og 25. oktober, hvor Petrograd-sovjettens militærekomité sikrede kontrollen over hovedstaden og afsatte den højre-socialrevolutionære ministerpræsident Aleksander Kerenskij og Den provisoriske Regering, mens lignende aktioner fandt sted i resten af Rusland. Samme dag startede den anden kongres for Ruslands arbejder-, soldater-, og bondesovjetter hvor Petrograd-sovjetten kunne overgive magten til sovjetternes repræsentanter.

Under Februarrevolutionen organiserede arbejderne sig spontant i hele landet i fabriks- og værkstedskomitéer (fabrichno-zavodnye komitety eller forkortet fabzavkomy[49]) og sovjetter. De havde allerede erfaring med disse organisationstyper fra revolutionsforsøget i 1905, hvor der i Skt. Petersborg under en generalstrejke for første gang opstod sovjetter til at organisere de strejkende arbejderes kamp.

Fabrikskomitéerne kan betegnes som grundstenene i arbejdernes selvorganisering. De fungerede som faglige organer uafhængige af fagforeningerne. De spillede en afgørende rolle i forsvaret af Februarrevolutionen. Det var således fabrikskomitéerne, der organiserede bevæbningen af arbejderne og sikrede kontrollen over produktionen og arbejderkvarterene.[50] Efter Februarrevolutionen og dannelsen af Den provisoriske Regering varede det ikke længe, før denne kom i konflikt med fabrikskomitéerne. Da fabrikskomitéerne i de statslige rustningsværker den 2. april[51] afholdte deres anden konference, lød kravene; den fulde kontrol over produktionen, og at de gamle bedriftsledere skulle erstattes af nye, som skulle vælges af arbejderne og kontrolleres af fabrikskomitéerne.[52] Arbejderne, som havde gennemført Februarrevolutionen ville altså ikke lade sig nøje med dens krav om demokrati, når de allerede var blevet bevidst om deres styrke og deres evne til at kontrollere produktionen gennem deres egne organer. En arbejderresolution fra Putilov-værkerne dateret den 24. april 1917 viser tydeligt, hvordan fabrikskomitéerne opfattede deres egen rolle: “Idet de enkelte virksomheders arbejdere uddanner sig i selvforvaltning, forbereder de sig til det tidspunkt, hvor privatejendommen til fabrikker afskaffes og produktionsmidlerne overgår i arbejderklassens hænder. Dette store og betydelige mål, som arbejderne stræber efter, må man bestandig have for øje, også selvom man i begyndelsen kun har med små sager at gøre.”[53] I den sidste tid før oktober spillede fabrikskomitéerne en stadig mere offensiv rolle, bl.a. ved deres indsats i dannelsen af De røde Garder, som skete i forbindelse med forsvaret af Petrograd under Kornilovs kupforsøg i august. Dannelsen af disse revolutionære arbejdermilitser betød at Petrograd-sovjetten pludselig rådede over loyale væbnede enheder og dermed blev magtovertagelsen en mulighed. Fabrikskomitéerne spillede en stor rolle i organiseringen af disse militser både under og efter kupforsøget. Det var De røde Garder og revolutionære hærenheder fra bl.a. Østersøflåden der, under kontrol af Petrograd-sovjettens militære revolutionskomité, gennemførte besættelsen af strategiske vigtige steder i Petrograd natten mellem den 24. og 25. oktober og stormede Vinterpaladset, hvor Den provisoriske Regering opholdt sig.[54]

Sovjetterne (sovjet er det russiske ord for råd) var en anden af arbejdernes spontant dannede organisationer. Sovjetterne var ikke som fabrikskomitéerne beskæftiget med den daglige kontrol over produktionen, men fungerede som overordnede politiske og økonomiske organer på alle niveauer. Sovjetternes sammensætning var meget forskellige alt efter deres opgave. Repræsentanterne i sovjetterne blev valgt ud fra fabrikskomitéerne, soldaterrådene, og bondekomitéer og -sovjetter. Det var i sovjetterne at de politiske partier var tydeligst repræsenteret. De forsamlinger som valgte medlemmer til sovjetten kunne til enhver tid trække repræsentantens mandat tilbage og vælge en ny. Ordet sovjet bliver ofte også i dette projekt brugt som fællesbetegnelse for bonde-, soldater- og arbejderråd af enhver slags.

Det var specielt Petrograd-sovjetten, der kom til at spille en stor rolle i Oktoberrevolutionen. Det var denne, der udgjorde arbejdernes politiske alternativ, og gennem denne at de organiserede opstanden, som afsatte regeringen og overgav magten til sovjetkongressen.

Bolsjevikkernes rolle i revolutionerne i februar og oktober 1917 og deres holdning til hele rådsdemokratiet er vigtig at forstå, før man kan se logikken i deres politik efter Oktoberrevolutionen. Bolsjevikkernes leninistiske partiopfattelse, som jeg tidligere har beskrevet, betød at partiet anså det for umuligt at en socialistisk revolution ville kunne gennemføres uden deres lederskab. Arbejderklassens egne spontane aktioner var om ikke en umulighed så i hvert tilfælde unødvendige. Det vigtige var at arbejderklassens samlede styrke blev brugt i det revolutionære partis lederskabs tjeneste. Denne opfattelse af deres egen rolle og spontaniteten i arbejderklassen gjorde at partiet helt frem til midten af 1917 var negativt indstillet overfor sovjetterne og de øvrige arbejder- og bondeorganer. Under 1905 revolutionen anså bolsjevikkerne sågar sovjetterne som en konkurrerende revolutionær kraft ved siden af partiet. Det var først efter at Lenin vendte tilbage fra sit eksil i Vesteuropa, at bolsjevikkerne ændrede deres politik i forhold til sovjetterne. Taktikken blev nu at vinde kontrollen over sovjetterne for derigennem at lede revolutionen.

Begivenhederne i 1917 viste imidlertid, at bolsjevikkerne aldrig blev det avantgardeparti, som skulle muliggøre selve revolutionen. Det var arbejderklassen, der tog initiativet, mens bolsjevikpartiets centralkomité gang på gang overraskedes og blot fulgte i kølvandet på arbejderne. Eksempelvis kom Februarrevolutionen fuldstændig bag på de politiske partier, og bolsjevikkerne spillede ingen rolle i denne. Lenins opgave var ikke at overbevise arbejderne og bønderne om, at de skulle overtage magten, men derimod at overbevise partiet om, at dette allerede var i gang med at blive realiseret. Det var partiet, som måtte hæve sig op på massernes niveau og ikke omvendt. De revolutionære krav som blev stillet mellem februar og oktober 1917 blev ikke formuleret af bolsjevikkerne, de gentog dem blot.[55] Trotskij, som i øvrigt var temmelig selvmodsigende omkring partiets ledende rolle, skrev bl.a. at: “Masserne befandt sig i omvæltningens øjeblik hundrede gange længere til venstre end det ekstreme venstreparti.”[56] Bolsjevikkerne overtog endda anarkisternes parole: The land to the peasants! the factories to the workers!.[57] Man kan sige, at bolsjevikkerne, som en strategisk manøvre i organiseringen af selve magtovertagelsen, støttede sig til arbejdernes egne organisationer, fordi de forstod, at det kun var muligt at tage magten gennem sovjetterne. Bolsjevikpartiet forlod for en periode deres teorier om partiets og statens rolle, hvilket bl.a. ses i Lenins bog Staten og revolutionen[58] og de første dekreter efter revolutionen.

Da Oktoberrevolutionen var gennemført, var det, for at bevare troværdigheden i forhold til arbejderne, nødvendigt for bolsjevikkerne hurtigt at indfri løftet om arbejderkontrol. Det skete med et dekret fra Folkekommissærernes Råd, som den nye regering blev kaldt, af 14. november 1917.[59] Dette dekret ændrede fabrikskomitéernes status fra kun at have indsigt i produktionen til at blive egentlige direktioner, hvis beslutninger var bindende. Lenin beskrev tilmed fabrikkerne som »selvstyrende kommuner af producenter og forbrugere«. Dette fik anarko-syndikalisten G. P. Maximoff til at hævde: “Bolsjevikkerne havde ikke bare forladt teorien om statens gradvise hendøen, men den marxistiske ideologi som helhed. De var blevet en slags anarkister.”[60] Men allerede få uger senere blev de første beslutninger taget, som skulle ende med at underminere fabrikskomitéernes magt og dermed afskaffe arbejderkontrollen og selvforvaltningen.

Det første skridt væk fra idéen om arbejderkontrol og selvforvaltning blev taget den 2. december 1917, da regeringen oprettede Det øverste råd for Økonomien (VSNKh eller Vesenkha).[61] Det øverste råd for Økonomien underlagde produktionen statslig planlægning og erstattede den føderalistiske organisation som fabrikskomitéerneselv var ved at opbygge, Den al-russiske kongres for Fabrikskomitéer. Det næste skridt i statsliggørelsen af revolutionen blev taget på fagforeningernes første alrussiske kongres fra 7. til 14. januar 1918 hvor et af hovedemnerne var forholdet mellem fabrikskomitéerne og fagforeningerne og fagforeningerne og staten. Kongressen endte med at vedtage en resolution, som gjorde fabrikskomitéerne til fagforeningsorganer. Denne beslutning betød, at det blev langt lettere for bolsjevikkerne at kontrollere produktionen og valgene til sovjetterne. Fagforeningerne, som i Rusland altid havde været meget svage, var efter revolutionen i vid udstrækning domineret af bolsjevikker. Sammenligner man fagforeningerne med fabrikskomitéerne var de små og politisk var fabrikskomitéerne langt mere radikale og parolerne som blev brugt under Oktoberrevolutionen udgik herfra. Fagforeningerne var centralistisk organiseret og af den samme opfattelse som bolsjevikkerne, hvad angik organiseringen af produktionen; nemlig at det kun var muligt gennem statslige organer.[62] Udviklingen væk fra rådsmagten fortsatte med et dekret fra 23. marts 1918 udstedt af regeringen. Med dette dekret indførte man for første gang egentlig diktatur, forstået som énmandsledelse, indenfor produktionen. Dekretet omhandlede organiseringen og forvaltningen af jernbanerne, som blev underlagt statslige kommissærer med uindskrænkede beføjelser, som kun var ansvarlige overfor regeringen.[63] Det var på samme tid at Lenin begyndte sin argumentation for énmandsledelse og jerndisciplin i produktionen. I april 1918 kunne man i avisen Pravda læse en artikel af Lenin hvori han skrev at: “enhver maskinel storindustri - dvs. netop socialismens materielle produktionskilde og -fundament - kræver den mest ubetingede og strenge enhed i den vilje, der leder hundreders, tusinders og titusinders fælles arbejde. (...) Men hvorledes kan man sikre den strengeste enhed i viljen? Ved at indordne tusinders vilje under en enkelts vilje. Denne indordning kan ved ideel målbevidsthed og disciplin hos deltagerne i det fælles arbejde snarere minde om en dirigents milde ledelse. Den kan antage skarpe diktatoriske former - hvis den ideelle disciplin og målbevidsthed ikke er til stede. Men på den ene eller anden måde er ubetinget indordning under en enkelt vilje absolut nødvendig for at opnå gode resultater i arbejdsprocesser, der er organiseret efter den maskinelle storindustris type.”[64] Det endelige slag imod fabrikskomitéerne var, at Kongressen for Økonomirådene den 28. maj 1918 besluttede at oprette virksomhedsdirektioner, hvor kun en tredjedel af medlemmerne kunne vælges af arbejderne, mens Det øverste råd for Økonomien og de regionale råd stod for udnævnelsen af de resterende to tredjedele.[65] Kommunisterne var at den klare opfattelse at arbejdernes selvforvaltning ikke var afgørende for udviklingen af socialismen. For kommunisterne var revolutionen ikke et spørgsmål om ændringer i den måde som de sociale relationer fungerede på men et simpelt spørgsmål om statsmagt og ejendomsret, Trotskij udtrykker det således: ”It would (…) be a most crying error to confuse the question as to the supremacy of the proletariat with the question of boards of workers at the head of factories. The dictatorship of the proletariat is expressed in the abolition of private property in the means of production, in the supremacy over the whole Soviet mechanism of the collective will of the workers, and not at all in the form in which individual economic enterprises are administered.”[66] Trotskijs logik synes at være følgende: partiet repræsenterer det samlede proletariats objektive interesser, partiet har magten over staten, staten har ejendomsretten over produktionsmidlerne – og derfor har arbejderklassen magten, også selvom de gamle virksomhedsledere overtager driften af fabrikkerne, og arbejderne ikke kan se nogen ændringer i deres dagligdag. Før revolutionen blev fabrikkerne ledet af kapitalisterne, ejet af kapitalisterne og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt, efter revolutionen blev fabrikkerne ledet af kapitalisterne (indsat af staten), ejet af staten og arbejderne havde stadig ikke noget at skulle have sagt. Men Trotskij mente alligevel at man kunne tale om en revolution, fordi han var af den opfattelse at der ikke er nogen forskel på partiets diktatur og klassens diktatur. Trotskij gik endda så vidt, at han direkte argumenterede for partiets diktatur over arbejderklassen, hvis denne ikke støttede partiet, således skrev Trotskij om partiets førstefødselsret, der gjorde, at det ikke behøvede at rette sig efter arbejderne: ”En erkendelse af partiets – om jeg så må sige – revolutionære sistoriske førstefødselsret er nødvendig; partiet er forpligtet til at fastholde sit diktatur på trods af midlertidige svingninger i visse lag, på trods af midlertidige svingninger selv hos arbejderne. (…) Diktaturet støtter sig ikke i ethvert givent øjeblik på det formelle princip om arbejderdemokrati. (…) at partiet som helhed er bundet af en enig forståelse for, at over det formelle moment står partiets diktatur, som forfægter arbejderklassens fundamentale interesser selv under midlertidige stemningssvingninger i den.”[67] Den holdning som Trotskij her giver udtryk for, beskriver ganske godt bolsjevikkernes holdning til arbejderdemokratiet: Arbejderdemokratiet er fint, så længe arbejderne støtter bolsjevikkerne. Det er vigtigt at huske på, at fabrikskomitéernes forsøg på at oprette et demokratisk økonomisk rådssystem, truede både bolsjevikkernes krav på politisk ledelse og stod i vejen for statsliggørelsen af revolutionen. Derfor blev de underlagt fagforeningerne som igen knyttedes tæt til staten og partiet.

Soldaterrådene fungerede fra oktober 1917 i hele hæren efter samme principper som fabrikskomitéerne i industrien. Soldaterne valgte gennem soldaterrådene selv deres officerer, og privilegier, titler, honnør og separate boliger for officererne var afskaffet.[68] Da Trotskij overtog ansvaret for opbygningen af Den røde Hær i 1918, var nogle af hans første handlinger at indsætte gamle zargeneraler som militærspecialister (vojenspetsy), at afskaffe rådsdemokratiet og at genindføre militærdisciplin og -hierarki. Trotskij forsvarede afskaffelsen af soldaterrådenes magt med at: “Da Magten var i Hænderne paa dem, der var os fjendtlige og Hærens Befalingsmænd kun var overklassens Redskaber, var det af Nødvendighed for os selv at vælge Officerer og Underofficerer, for derved at bryde disses Magt; men nu, da Magthaverne er de samme Arbejdere, ud af hvis Rækker der mobiliseres Soldater, er en saadan Fremgangsmaade ganske unødvendig.”[69] Logikken i Trotskijs argument er, at arbejdernes magt efter revolutionen er sikret med en socialistisk stats konstitution, og derfor er selvforvaltningen og arbejdernes direkte magt ligegyldig. I marts 1918 blev flådens selvvalgte centralkomité opløst og erstattet med Pubalt, som var et råd af kommissærer udnævnt af partiet. Utilfredsheden med Pubalt nåede langt ind i bolsjevikkernes egne rækker. Den 15. februar 1921 afholdte Østersøflådens kommunistiske matroser deres anden kongres, hvor de fordømte Pubalt skarpt for at være et bureaukratisk organ, som arbejdede fuldstændigt plan- og metodeløst uden kontakt til masserne.[70]

Med sovjetternes magt gik det som med fabrikskomitéernes og soldaterrådenes. Bolsjevikkerne havde, ved at vinde kontrollen over de organer, der sendte repræsentanter til de overordnede sovjetter, sikret sig den politiske kontrol. Det skete også at bolsjevikkerne, når de ikke havde flertal, opløste sovjetter og oprettede nye under deres kontrol. Dette var bl.a. tilfældet i Kronstadt,[71] men det skete oftest uden for de store byer, hvor de venstre-socialrevolutionære mange steder havde flertal i bondesovjetterne. Andre gange undlod man at afholde nyvalg til sovjetterne af frygt for at miste flertallet. Der havde således i 1919 ikke været valg til Moskva-sovjetten i over 18 måneder.[72] Det kan være interessant at se nærmere på det hændelsesforløb som ledte frem til opløsningen af Kronstadt-sovjetten. Sovjetten i Kronstadt var under revolutionen én af de mest radikale og tog allerede i maj 1917 stilling i konflikten mellem den provisoriske regering og sovjetterne, ved at erklære at sovjetten var den eneste magt i byen. Kronstadt-sovjetten tog idéen om sovjet-demokratiet og parolen al magt til sovjetterne alvorligt, og i løbet af 1917 udviklede der sig i Kronstadt et omfattende selvforvaltningssystem. Det blev dannet hus-, gade-, og område-komiteer, som havde ansvaret for den daglige organisering af byen, og som dannede grundlag for en arbejdermilits. I begyndelsen af 1918 besluttede Kronstadt-sovjetten at kollektivisere samtlige huse i byen og afskaffe privatejendommen til jord og ejendom. Komiteerne i byen fik til opgave at foretage en fordeling af husene og sørge for istandsættelsen og vedligeholdelsen. Der blev af hver bydelskomite oprette et reparationsværksted, som fik ansvar for boligernes stand. Men hvordan reagerede bolsjevikpartiet så på dette initiativ? De slog fast at dette var ulovligt, og kun kunne gennemføres af staten gennem en central plan for hele Rusland. De lokale bolsjevikker, som uheldigvis var kommet til at støttede initiativet, blev ekskluderet fra partiet og beskyldt for anarko-syndikalistiske tilbøjeligheder. Staten skred selvfølgelig ind, og afskaffede hele det selvforvaltningssystem som var blevet skabt af arbejderne i byen og opløste Kronstadt-sovjetten og erstattede den med en ny, som var mere pro-bolsjevikkisk. Herefter blev administrationen af husene i Kronstadt overdraget til en afdeling under det centrale statsorgan Det øverste råd for Økonomien.[73]

Det, der var tilbage af arbejdermagten i sommeren 1918, var enten underordnet statslige organer, som til tider var udstyret med diktatoriske beføjelser, eller centralistiske organisationer, som f.eks. arbejder- og bondeinspektionen (Rabkrin),[74] under dominans af det regerende parti, bolsjevikkerne.

Nåede bolsjevikkerne så deres påstået mål, en øget produktivitet, gennem denne centralisering og statsliggørelse af revolutionen? Nej, til gengæld betød statens overtagelse af produktionen, at mange fabrikker blev lukket, og store dele af produktionen gik i stå, ganske enkelt fordi staten ikke kunne overkomme opgaven. Samtidig var det strengt forbudt for arbejderne selv at drive fabrikkerne videre – hellere ingen produktion frem for en produktion styret af arbejderne (samme logik som i forbindelse med Kronstadt-sovjetten). Så hvis ideen var at varetage rent produktionensmæssige interesser gik det helt galt for bolsjevikkerne (en ganske udmærket beretning fra en af de fabrikker som måtte lukke pga. en statsovertagelse, finder man i Volins bog ”The Unknown Revolution” (s. 289) eller i dansk oversættelse i Michael Helms bog ”Anarkismens grundideer” (s. 83).

Brest-Litovsk freden, som blev indgået mellem Rusland og Tyskland den 3. marts 1918,[75] var dyr for folkene i Rusland. Aftalen, som var blevet forhandlet igennem med tyskerne af en delegation under Trotskij, betød at Rusland mistede store landområder, herunder; Finland, Polen, Ukraine, de baltiske stater og det meste af Hviderusland. Opgøres tabene i tal, viser de tydeligt, hvilket tilbageskridt det var for Rusland, hvis produktion i forvejen led under feudal underudvikling: Rusland mistede 75% af sine kullejer, 73% af sin jernindustri, 33% af tekstilindustrien, 26% af jernbanenettet, 27% af det opdyrkede land og 26% af befolkningen.[76] Rusland stod med andre ord overfor en økonomisk og social krise, som bl.a. viste sig ved at 40% af arbejderne i Petrograd i foråret 1918 var arbejdsløse.[77] Grunden til at bolsjevikkerne alligevel indgik freden på disse ufordelagtige betingelser var, en kombination af at de regnede med at revolutionen snart ville bryde ud i Europa og nødvendigheden af at opfylde revolutionens krav om fred. Den tyske Revolution led imidlertid nederlag i 1918 og Rusland stod herefter isoleret omgivet af fjendtlige lande.

I Rusland var modstanden imod Brest-Litovsk freden stor og uenighederne mellem de forskellige revolutionære retninger brød ved denne lejlighed ud i lys lue. Udover de venstre-socialrevolutionære var også anarkisterne og store dele af Østersøflåden modstandere af freden. Ved et massemøde på flådebasen ved Petrograd blev der vedtaget en resolution, hvori man opfordrede til at rive Brest-Litovsk aftalen i stykker og samtidig vendte man sig skarpt mod bolsjevikkernes magtmonopol.[78] Modstanderne mente at prisen for fred var for stor, og at bolsjevikkerne begik et løftebrud ved at sælge store dele af Rusland og den revolutionære russiske befolkning til de vestlige imperialister. Specielt afståelsen af det revolutionære Ukraine, som nu blev besat af tyske og østrig-ungarske tropper, vakte harme. Modstanderne af freden argumenterede for at føre en revolutionær krig mod Tyskland for at genvinde Ukraine, fremskynde opløsningen af de tyske hær og puste til den ulmende revolution i Tyskland.

Det var ikke kun arbejdernes selvorganiserede organer, der blev udsat for undertrykkelse efter Oktoberrevolutionen, det blev den politiske opposition også. Det var alle oppositionsgrupper udenfor Bolsjevikpartiet, der blev undertrykt bl.a. mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære. Disse to moderate socialistiske partier var ikke altid loyale i forhold til sovjetterne, bl.a. arbejdede de højre-socialrevolutionære for genindkaldelse af Den konstituerende Forsamling, hvilket ville betyde en tilbagevenden til et borgerligt demokrati. Men anderledes og mere interessante er omstændighederne omkring undertrykkelsen af anarkisterne og de venstre-socialrevolutionære. Disse to grupper støttede helhjertet Oktoberrevolutionens mål og deltog i dens praktiske gennemførelse.

Anarkisterne var den gruppe, som var mest loyale overfor sovjetterne, og det var anarkisterne, der mest ihærdigt forsvarede fabrikskomitéernes ret til at kontrollere produktionen. Den russiske anarkist bevægelse bestod, ud over en række smågrupper og Makhno-bevægelsen, som jeg beskriver senere, af tre store organisationer: 1.) Golos Truda (Arbejderens stemme), som var en anarko-syndikalistisk propaganda organisation, der arbejdede frem til foråret 1918 i Petrograd og senere i Moskva. Golos Truda udgav et dagblad under samme navn. 2.) Føderationen af anarkistiske grupper i Moskva, som var en anarko-kommunistisk organisation, der arbejdede frem til 1918 i Moskva og omegn. Føderationen af anarkistiske grupper i Moskva udgav dagbladet Anarki. 3.) Nabat (Alarm), som var en føderation af anarkistiske organisationer i Ukraine, der arbejdede frem til efteråret 1920. Føderationen byggede delvist på Volins ideer om en forenet anarkisme. Nabat arbejdede tæt sammen med Nestor Makhno og hans anarkistiske partisaner. Nabat udgav en avis under samme navn.[79]

Mellem de to revolutioner i 1917 var anarkisterne principielle modstandere af Den konstituerende Forsamling og så bonde- og arbejderrådene som det eneste alternativ til den borgerlige stat. Bolsjevikkerne havde helt frem til januar 1918 indkaldelse af Den konstituerende Forsamling på sit program. Det var i øvrigt den unge Kronstadt-anarkist Anatol Jelezniakov, der ledte de gruppe matroser, som lukkede Den konstituerende Forsamling.[80] Anarkisterne deltog aktivt i forberedelsen og gennemførelsen af Oktoberrevolutionen. Anarkisterne havde bl.a. stor indflydelse i Kronstadt-sovjetten og fire medlemmer af Den militære Revolutionskomité var anarkister.[81] Efter oktober arbejdede anarkisterne bl.a. i fabrikskomitéerne med at organisere arbejdernes drift af produktionen. Undertrykkelsen af anarkisterne kan derfor ikke forklares som forsvar mod kontrarevolutionen. Da magten begyndte at glide fra arbejdernes hænder over i statens og partiets, var anarkisterne de første til at gøre modstand. De var fra starten bevidste om, hvor denne udvikling ville ende, hvis den ikke blev stoppet. Som anarkisten Volin skrev i avisen Golos Truda: “Når deres magt først er konsolideret og legaliseret, vil bolsjevikkerne - som er socialister, politikere og statstilhængere, dvs. mænd som handler centralistisk og autoritært - begynde at tilrettelægge landets og folkets liv med regerings- og diktaturmidler som påtvinges af centret (...). Jeres sovjetter (...) vil lidt efter lidt blive reduceret til eksekutivorganer for centralregeringens vilje (...). Vi vil komme til at overvære oprettelsen af et autoritært politisk og statsligt apparat, som vil styre ovenfra og gå i gang med at knuse alt med jernhånd (...). Og ve den, som ikke er enig med centralmagten!”.[82] Kampen imod fabrikskomitéernes magt blev, for bolsjevikkerne, også en kamp imod anarkisterne, fordi disse nød stor respekt blandt arbejderne i fabrikskomitéerne. Den 6. april 1918 skrev den franske kaptajn Jacques Sadoul i en indberetning: “Det anarkistiske parti er den mest aktive og mest stridbare af oppositionsgrupperne, sandsynligvis også den mest populære (...). Bolsjevikkerne er urolige.”[83] Det første store angreb på anarkister kom den 11. - 12. april 1918, hvor det bevæbnede hemmelige politi, tjekaen,[84]omringede og angreb 26 anarkistiske tilholdssteder i Moskva. Det kom til kampe mellem tjekaen og anarkisterne, der troede at de blev angrebet af kontrarevolutionære, 40 anarkister blev dræbt under kampene og over 500 anarkister blev efterfølgende fængslet.[85] I maj 1918 blev en række af anarkisternes aviser og tidsskrifter lukket, og herefter fulgte en blodig undertrykkelse af anarkisterne som, med enkelte ophold, stod på de næste 4 år. I november 1918 blev alle deltagere i en konference af anarko-syndikalister, som blev afholdt i Moskva, anholdt.[86] Bolsjevikkerne havde held til at splitte anarkisterne op i to grupper; på den ene side sovjet-anarkisterne eller ideologi-anarkisterne (også kaldet ideiny-anarkister), som bestod af tidligere anarkister, der efter revolutionen havde indtaget stillinger i statsadministrationen og på den anden side de »falske« anarkister, som enten blev omtalt som ballademagere, splittelsesfolk, sindsyge eller som banditter og kontrarevolutionære. Denne opdeling gjorde det nemmere for bolsjevikkerne at knuse de kompromisløse, som ikke ville acceptere terroren og bolsjevikkernes diktatur. Således svarede Lenin, ifølge Emma Goldman, på et spørgsmål fra anarkisten Alexander Berkman om, hvorfor der sad anarkister i sovjetiske fængsler: “Anarkister? sludder! Hvem har bundet dig den historie på ærmet, og hvordan kunne du tro det? Der sidder selvfølgelig nogle banditter i vores fængsler og nogle tilhængere af Makhno, men ingen ideiny-anarkister.”[87]Den sidste anarkistiske demonstration i Moskva var den russiske anarkist Kropotkins begravelsesoptog den 13. februar 1921. Begravelsesoptoget gik bl.a. forbi Butirky-fængslet, hvor de mange anarkistiske fanger sad fængslet. Undertrykkelsen af anarkisterne kulminerede med Den røde Hærs militære sejer over Nestor Makhnos anarkistiske partisaner i Ukraine i august 1921.

I efteråret 1917 blev de socialrevolutionære splittet i to; venstrefløjen brød i protest mod den socialrevolutionære Kerenskij-regerings fortsatte krigsdeltagelse ud af partiet og dannede Det venstresocialistiske revolutionære Parti. De vestre-socialrevolutionæres leder blev Maria Spiridonovna, der i 1906 som 18 årig skød og dræbte general Lukhanovskij, guvernøren for Tambov-guvernementet, på grund hans ansvar for en massakre på oprørske bønder.

Efterhånden som bønderne i løbet af 1917 i stigende tal forlod de højre-socialrevolutionære, sluttede de sig til de venstre-socialrevolutionære, som således blev det store bondeparti, der støttede og deltog i Oktoberrevolutionen og indgik i den nye regering; Folkekommissærenes Råd. De venstre-socialrevolutionæres kommissærer i den nye regering blev A. L. Kolegaev, P. P. Proshian, I. Z. Steinberg, V. E. Trutovskij og V. A. Karelin. Maria Spiridonovna selv blev udenfor regeringen for at opbygge partiet og varetage sit arbejde som præsident for bøndernes sovjet.

Efter Brest-Litovsk freden brød de venstre-socialrevolutionære med bolsjevikkerne; partiet betragtede fredsslutningen med den tyske kejser som et forræderi mod revolutionen. I et forsøg på at fremprovokere en genoptagelse af krigen mod Tyskland, organiserede de venstre-socialrevolutionære mordet på den tyske kejsers ambassadør i Moskva, Mirbach, den 6. juli 1918. Samme dag indledte de venstre-socialrevolutionære, som nogle steder også blev støttet af lokale anarkister, en opstand imod bolsjevikkerne. Opstanden blev slået ned, og der blev foretaget massearrestationer af venstre-socialrevolutionære, hvis parti blev forbudt. De venstre-socialrevolutionæres forbrydelse mod revolutionen var at slå repræsentanten for den tyske kejser ihjel. Da chefen for tjekaen efterfølgende beordrede at terroristen skulle fanges og straffes, reagerede de venstre-socialrevolutionære ved at arrestere, Felix Dzerzihnskij - chefen for tjekaen. Herefter fik tjekaen nærmest uindskrænkede beføjelser, idet de uden retssag kunne henrette eller fængsle en person, som blot var mistænkt for at være involveret i det som bolsjevikkerne definerede som kontrarevolutionært arbejde.

Bruddet med de venstre-socialrevolutionære var et stort tilbageskridt for bolsjevikkernes forhold til de store bondemasser, som for de flestes tilfælde så de venstre-socialrevolutionære som deres parti i sovjetterne.[88]

Indtil maj 1918 havde de hvide måtte operere i det skjulte. De hvide var fællesbetegnelsen for de kontrarevolutionære lige fra kosakker under ledelse af tidligere zarofficerer til de kapitalistiske staters interventionsstyrker. I foråret 1918 skulle Den tjekkoslovakiske Legion, der indtil Brest-Litovsk freden havde kæmpet sammen med russerne på østfronten, overflyttes til vestfronten. Dette skete bl.a. via den transsibirske jernbane til Vladivostok, hvorfra legionen skulle udskibes og sejles jorden rundt for at komme tilbage til Europa. Der opstod imidlertid splid mellem bolsjevikkerne og tjekkerne, som resulterede i at tjekkerne organiserede en opstand, der brød ud den 25 maj 1918.[89] Den tjekkoslovakiske Legions opstand betød, at bolsjevikkerne mistede kontrollen over den transsibirske jernbane og dermed store dele af landet bl.a. Ural og stor dele af Sibirien. Dette gav de kontrarevolutionære fred og ro til at organisere deres væbnede styrker i de områder, der nu lå udenfor bolsjevikkernes kontrol.[90] Tjekkernes opstand gav de kapitalistiske stater blod på tanden og i alt 14 lande intervenerede for at støtte de hvide i deres forsøg på at vælte sovjetmagten.[91] Borgerkrigen brød nu ud i lys lue, og en blokade afskar samtidig sovjetmagten fra omverden.

Krigskommunismen var betegnelsen for den økonomiske politik, der blev ført under borgerkrigen 1918-1920. Systemet var en måde, hvorpå staten gennem tvang, disciplin og nationalisering af industrien forsøgte af få økonomien og varefremskaffelsen til at fungere i det borgerkrigshærgede land. For bønderne betød krigskommunismen tvangsaflevering af hele deres overskudsproduktion uden kompensation.[92] Afleveringspligten blev gennemført af bevæbnede afdelinger og tjekaen, som også stod for konfiskation af materiel til krigsførelse, bl.a. heste og vogne. Det var idéen, at bønderne skulle modtage industriprodukter som f.eks. sko, sukker og sæbe fra byerne som betaling for korn, men da denne produktionen svigtede, kom bønderne i realiteten til at producere til byerne uden at få noget tilbage.[93] Bolsjevikkerne hævdede at det var nødvendigt at bruge magt ved konfiskationerne, fordi bønderne nægtede at levere fødevarer til byerne. I en samtale med Emma Goldman forklarer den venstre-socialrevolutionære Maria Spiridonovna at: “Det var rigtigt, at bønderne havde nægtet at handle med »centret« gennem dets kommissærer. De havde deres egne sovjetter, og de holdt på, at disse skulle stå i direkte forbindelse med arbejder-sovjetterne. De havde taget meningen og formålet med sovjetterne bogstaveligt, som jævne folk har for vane. Sovjetterne var det medium, hvorigennem de holdt forbindelsen ved lige med arbejderne i byerne og udvekslede de nødvendige varer. Da dette blev dem nægtet, og da man tilmed opløste deres Almindelige Sovjet og fængslede dens medlemmer, blev bønderne opbragte på diktaturet.”[94]

For arbejderne i byerne betød krigskommunismen en tilbagevenden til énmandsledelse i industrien og militarisering af arbejdet. I slutningen af 1920 var indførelsen af énmandsledelse så fremskreden, at 4 ud af 5 store virksomheder igen blev ledet af én mand.[95] Det var ofte de gamle ejere af fabrikkerne, der nu kom tilbage og erstattede de kollektive ledelser i rollen som fabriksdirektører[96]. Arbejderne blev også underlagt streng disciplin, bolsjevikkerne talte om militarisering af arbejdet. På bolsjevikkernes 9. partikongres argumenterede Trotskij for at arbejderklassen skulle organiseres som militære enheder, der under militærdisciplin skulle kunne kommanderes hen, hvor der var brug for dem ligesom soldater. Arbejdere, der deserterede fra arbejdet, skulle sendes i koncentrationslejre.[97] Man indførte også arbejdsbog-systemet, som fratog arbejderne retten til selv at vælge, hvor de ville opholde sig og arbejde og bandt dem til et bestemt distrikt, hvorfra de ikke måtte bevæge sig ret langt væk.[98] Militariseringen af arbejdet bestod også i, at enheder fra Den røde Hær blev overført til civilt arbejde men stadig under militærdisciplin. En anden måde hvorpå bolsjevikkerne forsøgte at hæve produktiviteten, dog uden held, var ved at indføre Taylor-systemet som bl.a. indebar indførelse af akkordløn. Lenin mente at: “Man må stille akkordlønnen på dagsordenen, anvende den praktisk og gennemprøve den, ligeledes anvende meget af det, der er videnskabeligt og fremskridtsvenligt i Taylor-systemet, afpasse fortjenesten efter produktionsydelsens samlede resultater (...) Taylor-systemet, forener - ligesom alle kapitalismens fremskridt - den borgerlige udbytnings raffinerede barbari med en række storslåede videnskabelige resultater med hensyn til analyse af de mekaniske bevægelser under arbejdet (...)”.[99] I USA kæmpede fagforeningerne samtidig med held imod Taylor-systemet; de hævdede, at det ville gøre arbejderne til robotter.

Betragter man krigskommunismens økonomiske system i forhold til, hvordan bolsjevikkerne beskrev socialismen i 1917, ligner denne delvise tilbagevenden til den kapitalistiske ledelses- og produktionsform en midlertidig nødforanstaltning. Men Lenins egen beskrivelse af denne udvikling var en ganske anden, for ham var statskapitalisme den direkte vej til socialisme, og udviklingen var derfor ikke betinget af borgerkrigen. Allerede før Oktoberrevolutionen skrev Lenin: “Thi socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det statskapitalistiske monopol. Eller med andre ord: socialisme er ikke andet end det statskapitalistiske monopol, anvendt til gavn for hele folket, og for så vidt hører det op med at være et kapitalistisk monopol. (...) den statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, den forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder socialismen”.[100] Kampen for socialismen blev altså til kampen mod de småhandlende og bønderne og for udviklingen af statskapitalisme med den tyske statskapitalisme som ideal, som Lenin i maj 1921 beskrev dette: “fortsættelsen af småbesiddernes anarki er den største, den mest truende fare, der ubetinget vil bringe os i fordærv (hvis vi ikke besejre dette element), mens betaling af en større tribut til statskapitalismen ikke bringer os i fordærv, men tværtimod vil føre os ad den sikreste vej til socialismen. (...) Tyskland. Her har vi det »sidste nye« i moderne storkapitalistisk teknik og planmæssig organisation, men underlagt den junkerlig-borgerlige imperialisme. Stryg de kursiverede ord, indsæt i stedet for den militære, junkerlige, borgerlige, imperialistiske stat en anden stat, også en stat, men af en anden social type, med et andet klasseindhold, sovjetstaten, dvs. en proletarisk stat, og man får den samlede sum af betingelser, som fører til socialismen.”[101] Lenin mente at det var Den russiske Revolutions opgave at: “lære af tyskernes statskapitalisme, at overtage den af alle kræfter, ikke sky diktatoriske metoder for at fremskynde denne overtagelse (...). Hvis der blandt anarkister og de venstre-socialrevolutionære (...) findes folk, der er i stand til på narcissistisk vis at ræsonnere, at det ikke sømmer sig for os revolutionære »at lære« af den tyske imperialisme, så kan man ikke sige andet end dette: en revolution, der tog sådanne personer alvorligt, ville være håbløst fortabt”.[102] Også indførelsen af énmandsledelse i produktionen er ofte blevet forklaret som en konsekvens af borgerkrigen, men ifølge en af fortalerne for jerndisciplin og énmandsledelse var borgerkrigen tværtimod en hindring for denne udvikling, Trotskij skrev: “I consider that if the civil war had not plundered our economic organs of all that was strongest, most independent, most endowed with initiative, we should undoubtedly have entered the path of one-man management in the sphere of economic administration much sooner, and much less painfully”.[103] Bolsjevikkernes politik i spørgsmålet om disciplin og énmandsledelse af industrien stod i direkte modsætning til de løfter om arbejderkontrol, som blev givet i 1917 - derfor medførte denne politik demoralisering og resignation i de mest progressive dele af det russiske proletariat.

Krigskommunismen blev af russerne betragtet som et nødvendigt men midlertidigt onde. Det var derfor uforståeligt, at det krigskommunistiske system ikke blev afskaffet, da borgerkrigen sluttede. De russiske arbejdere og bønder troede, at borgerkrigens afslutning ville betyde en tilbagevenden til den politiske kurs, som Oktoberrevolutionen i 1917 havde udstukket. Utilfredsheden med krigskommunismen udviklede sig mange steder til bondeoprør, man regner med at der var 165 større bevæbnede bondebander. I Tambov-guvernementet dannede bønderne en regulær hær bestående af 50.000 bønder. De var ledet af højre-socialrevolutionære og kæmpede for genindkaldelse af Den konstituerende Forsamling.[104] I midten af februar 1921 udbrød der strejker i Moskva imod krigskommunismen. Strejkebevægelsen bredte sig hurtigt til Petrograd, hvor den første strejke brød ud den 23. februar 1921 på Trubotjnyj-fabrikken. Arbejderne krævede i første omgang større rationer og øjeblikkelig udlevering af alle disponible sko og frakker (det var blevet kendt, at partimedlemmer på fabrikkerne havde modtaget en ny forsyning af sko og klæder, mens resten af arbejderne måtte gå med tøj og sko, der var i en elendig forfatning),[105] men inden længe så man også mere politiske krav; som forsamlings- og ytringsfrihed og løsladelse af politiske fanger fra arbejderklassen og socialistiske partier - de højre-socialrevolutionære benyttede også muligheden for at kræve genindkaldelse af Den konstituerende Forsamling. Bolsjevikkerne, som nu havde skiftet navn til Det Russiske Kommunistiske Parti, nedsatte en forsvarskomité, »Komitet Oborony«, med Petrograd-sovjettens formand Zinovjev som leder,[106] som fik ansvaret for at lede kampen imod de strejkende arbejdere. Der blev indkaldt loyale officers-kadetter, kaldet kursanty, og allerede den 24. om morgenen kom det til skyderier, da de blev sat ind for at opløse en arbejderdemonstration. De efterfølgende dage voksede strejkebevægelsen og kulminerede den 28. februar, hvor bl.a. arbejderne fra det store Putilov-metalværk var gået med i strejken.[107] Det var denne strejkebevægelse, der førte til matrosernes oprør i Kronstadt. Kronstadtoprørets politiske platform var Petropavlovsk-resolutionen,[108] hvori matroserne bl.a. krævede at kommunisternes parti diktatur blev ophævet og det politiske krav fra oktober Al magt til sovjetterne! blev genfremsat med tilføjelsen ikke til partierne![109] Oprøret i Kronstadt var et spontant oprør for genindførelsen af rådsdemokratiet. Kronstadtoprøret blev nedkæmpet af Den røde Hær og mange af oprørene blev henrettet.[110]

Mens oprøret i Kronstadt blev nedkæmpet afholdte Det Russiske Kommunistiske Parti fra 8. til 16. marts 1921 sin 10. partikongres i Moskva. På kongressen blev der udover Kronstadtoprøret diskuteret to vigtige emner; NEP,[111] som var en ny økonomisk politik, og forbud mod fraktioner i partiet særligt i forbindelse med Arbejderoppositionen (rabotsjaja opozitsija).

Kongressen endte med at vedtage NEP hvilket betød en ophævelse afleveringspligten og indførte en vis grad af fri handel, altså afskaffelse af krigskommunismen. Det blev tilladt for bønderne at sælge deres overskudsproduktion og indenfor visse grænser anvende lønnet arbejdskraft.[112] NEP kan ses som et forsøg på at genvinde bøndernes støtte, men uden at give magten tilbage til producenterne, altså sovjetterne. I stedet indførte man en blandøkonomi, som betød genindførelse af en vis grad af privatkapitalisme. NEP betød at udenlandske kapitalister blev lokket til Rusland med fristende tilbud; mod at investere kapital og know-now fik de kontraktrettigheder til mine- og fabriksdrift på fastsatte lejepriser i bestemte perioder - kapitalister og stat delte fortjenesten. Den russiske anarkist Volin kritiserede NEP: “Således blev den sande betydning af den »frihed«, som Kronstadt-rebellerne forlangte, fordrejet fuldstændig. I stedet for arbejdermassernes frie og konstruktive aktivitet, der ville have åbnet vejen for deres totale frigørelse og tilladt dem at fortsætte og accelerere, hvilket var hvad Kronstadt forlangte, var NEP »frihed« for visse individer til at handle og lave forretning, berige sig”.[113] NEP, som er et godt eksempel på kommunistpartiets slingrekurs overfor bønderne, fik den konsekvens at kulakkerne vendte tilbage. Ti år senere gennemførte Stalin sin »likvidering af kulakkerne«, som medførte hungersnød og tab af menneskeliv i millionvis.

Det andet store emne på den 10. partikongres var Arbejderoppositionen og fraktionsvirksomhed i partiet, Lenin skrev: “I de sidste måneder har der i partiets rækker utvetydigt vist sig en syndikalistisk og anarkistisk afvigelse, som kræver en yderst energisk, ideologisk bekæmpelse og en rensning og sanering af partiet. (...) Det teoretisk mest afrundede og mest udprægede udtryk for denne afvigelse er de teser og anden litteratur, der stammer fra den såkaldte »arbejderoppositions« gruppe.”[114] Arbejderoppositionen, som blev ledet af fagforeningsmanden Sjljapnikov og kvindesagsforkæmperen Aleksandra Kollontaj, repræsenterede den retning i partiet, der ønskede et opgør med det voksende bureaukrati og en tilbagevenden til arbejderkontrollen. På den 10. partikongres uddelte Alexandra Kollontaj pjecen »Arbejderoppositionen«, hvori der bl.a. stod: “Organiseringen af ledelsen af samfundsøkonomien påhviler den alrussiske kongres af de i fagforeninger sammensluttede producenter, der vælger det centrale organ, der skal lede hele republikkens samfundsøkonomi.”[115] Arbejderoppositionen repræsenterede således nogle af de samme holdninger, som bl.a. kom til udtryk i Kronstadtoprørenes krav. Det endte imidlertid med, at kongressen vedtog resolutionen »Om enhed i partiet« som betød forbud mod fraktionsvirksomhed, og at Arbejderoppositionen blev opløst, efter at den var blevet beskyldt for at have anarkistiske og syndikalistiske tilbøjeligheder. Med denne beslutning havde partiets ledelse nu patent på den politiske magt i Rusland. I stedet for at opfylde Kronstadtoprørets krav om politiske friheder til andre socialistiske retninger og partier, gik kommunisterne den stik modsatte retning og forbød nu også den politiske opposition indenfor Det Russiske Kommunistiske Parti.[116] Med fraktionsforbudet lagde kommunisterne de sidste rester af det organisationsprincip, som de tidligere havde støttet sig til, den demokratiske centralisme, bag sig – nu stod kun centralismen tilbage. Arbejderoppositionen var den første men ikke den sidste gruppe, som blev ramt af fraktionsforbudet. De følgende år blev enhver opposition til partiets ledelse undertrykt, og dette skete med grove metoder som bl.a. tvangsindlæggelse på sindssygehospitaler (en måde at skaffe modstandere af vejen på, som blev opfundet af Lenin allerede i 1922 og siden skulle blive et nyttigt redskab for specielt Stalin og Bresjnev).[117] Den sidste oppositionsgruppe bestående af menige medlemmer som blev undertrykt, var Arbejdernes Gruppe hvis leder var Miasnikov, en metalarbejder som havde været medlem af partiet siden 1906.[118] Da Trotskij siden hen faldt i unåde, efter opgøret om arven efter Lenin, var der ingen hjælp at hente – masserne indenfor og udenfor partiet havde, efter de foregående års erfaringer med partiets diktatur, ikke lyst til at vove livet for Trotskij og Venstreoppositionen, for hvad skulle det nytte?

Revolutionen i Ukraine fik en andet og mere rodet forløb end i resten af Rusland. Den ukrainske befolkning oplevede i perioden fra 1917 til 1921 således en social revolution, en kort national selvstændighed, en russisk besættelse, en tysk/østrig-ungarsk besættelse, endnu en russisk besættelse og to kontrarevolutionære generalers forsøg på at erobre landet. Det kan derfor ikke undgås at en gennemgang af denne historiske periode bliver lidt forvirrende med alle de forskellige grupper og personer og deres indbyrdes alliancer og relationer. Jeg vil derfor forsøge at se bort fra så mange unødvendige detaljer som muligt, og i stedet for koncentrere mig om forholdet mellem Makhno-bevægelsen og bolsjevikkerne, som er dette projekts vigtigste problem.

I Ukraine havde man i løbet af 1917 og 1918 sine egne revolutioner svarende til de russiske revolutioner i februar og oktober. Men forløbet var alligevel anderledes end i Rusland. For det første kom den ukrainske Oktoberrevolution før den russiske (den fandt sted i løbet af sommeren 1917) og for det andet afløste de to revolutioner ikke hinanden som i Rusland men udviklede sig sideløbende i hver sin ende af landet - man kan sige at dobbeltmagt situationen ikke blev løst i Ukraine, men i stedet delte landet geografisk.

Fra den russiske februarrevolutions første dag forsøgte det liberal-nationalistiske ukrainske borgerskab, under ledelse af Simon Petliura (deraf blev de kaldt Petliurister), at skabe en løsrivelsesbevægelse, som kunne bane vejen for en selvstændig ukrainsk republik. Den 20. marts 1917 dannede disse ukrainske nationalister den ukrainske Rada[119] i Kiev, som i første omgang fungerede som en samlende organisation for løsrivelsesbevægelsen og sidenhen som et egentligt parlament. Parlamentet blev oprettet med en proklamation fra den 24. juni 1917, og den 20. november indførte Radaen national selvbestemmelse, uden dog formelt at løsrive Ukraine fra Rusland, som det hed: “Without seperating the Russian Republic and destroying its unity, we shall firmly establish ourselves on our own land in order that with our strenght we may help the rest of Russia (...) to become a federation of free and equal peoples.”[120] Dette betød i realiteten selvstændighed for Ukraine, da Radaen ikke anerkendte det nye bolsjevikiske regime, som de frygtede ville påtvinge Ukraine et sovjetsystem eller annektere landet. Den egentlige uafhængighed blev erklæret den 22. januar 1918,[121] men på dette tidspunkt var Ukraines selvstændighedesperiode i realiteten allerede forbi.

Den Ukrainske Demokratiske Republik fik et meget kort liv, det gjorde den af to grunde; for det første var den ikke i stand til eller indstillet på at opfylde de løfter om jordreformer, der var med til at sikre dem støtte i bondemasserne, som havde hjulpet dem til magten. Dette resulterede i en voksende utilfredshed hos de fattige bønder, der i løbet af få måneder forlod nationalisternes lejer og begyndte at se sig om efter en anden mulighed for opfyldelse af deres mål. For det andet var bolsjevikkerne, der lige var kommet til magten i Rusland, bange for at miste kontrollen over det råstof- og fødevarerige[122] Ukraine. Bolsjevikkerne indledte derfor en invasion den 7. januar 1918, og besatte efter voldsomme kampe Kiev den 8. februar, hvorefter de ukrainske nationalister trak sig tilbage til det vestlige Ukraine.[123]

Fra Februarrevolutionens første dage bredte en social revolution sig i Ukraine. Denne revolution foregik sideløbende med de liberal-nationales bestræbelser på at etablere en stat. Over hele Ukraine, men stærkest i den sydlige og sydøstlige del af landet, organiserede bønderne og arbejderne sig i sovjetter og produktionskollektiver. Arbejderne i byerne overtog flere og flere steder kontrollen over fabrikker og værksteder, og på landet angreb de fattige bønder de store jordbesiddere, godsejerne og kulakkerne, og kollektiviserede jorden. Det specielle ved denne udvikling i Ukraine var, at den ikke var under bolsjevikkernes kontrol. Kommunist partiet var svagt i Ukraine og havde aldrig haft nogen særlig indflydelse på arbejderne og i endnu mindre grad på bønderne (ved valget til den første Rada fik kommunisterne således kun 750.000 stemmer ud af en samlet befolkning på ca. 30 millioner[124]). I det hele taget voksede arbejdernes og bøndernes selvorganiseringsorganer frem uden nogen stor indblanding fra de politiske partier, som havde mere travlt med at etablere en selvstændig ukrainsk republik. Disse omstændigheder betød, at den sociale revolutionen i Ukraine foregik helt på arbejdernes og bøndernes betingelser og fik et mere spontant og frit forløb end i Rusland. Bolsjevikkernes militære besættelse af Ukraine i januar 1918 ændrede i første omgang ikke ved den revolutionære udvikling i landet.[125]

Begge de ukrainske bevægelser; den sociale revolution og den ukrainske selvstændighedsbevægelse blev bremset og rullet tilbage, da bolsjevikkerne indgik Brest-Litovsk freden med den tyske kejser i marts 1918. I Ukraine betød Brest-Litovsk freden, at døren blev åbnet for tyske og østrig-ungarske besættelsestropper. Den ukrainske Rada støttede i begyndelsen besættelsen af landet, som de så som en befrielse fra bolsjevikkerne. De benyttede lejligheden til igen at etablere en ukrainsk stat; Den Ukrainske Folkerepublik, under ledelse af Simon Petliura. Denne nye republik blev dog straks opløst igen af besættelsesmagten som af militære grunde indsatte deres eget styre. Besættelsesmagten havde én interesse i at annektere Ukraine, som var at sikre sine mad og råstofforsyninger så en fortsættelse af krigen på vestfronten blev mulig. Denne forsyning blev bedst sikret ved at opløse arbejder- og bondekollektiverne og genindsætte de gamle herskere. Som marionet for den tyske kejser valgte man at indsætte et konservativt politisk styre under Hetman Skoropadskijs ledelse.[126] Under ly af de tyske besættelsestropper gennemførte Skoropadskij og det monarkistiske borgerskab en blodig kontrarevolution i hele Ukraine - hvilket betød opløsning af alle kollektiver og sovjetter og jordbesiddernes og fabrikejernes tilbagevenden til deres tidligere pladser.

Det var den tysk/østrig-ungarske besættelse, og de konsekvenser dette fik for de fattige bønder og arbejdere i Ukraine, der udløste det oprør, som inden længe var samlet i Makhno-bevægelsen.

Over hele Ukraine blev der dannet bonde-guerillaere, der kæmpede imod besættelsestropperne og det tilbagevendte ukrainske borgerskab. Makhno organiserede en sådan bonde-guerilla i området omkring Guljai-Polje i det sydøstlige Ukraine og fik snart ry som en af de dygtigste guerillaledere og flere og flere af de tidligere uafhængige guerilla grupper sluttede sig sammen og blev til Makhno-hæren. I de områder, som var under Makhno-hærens kontrol, etablerede bønderne og i mindre omfang også arbejderne et rådsdemokrati efter anarkistiske principper, og de oprettede bonde- og arbejderkollektiver. Når jeg i det følgende taler om Makhno-bevægelsen, mener jeg både den militære og civile del af bevægelsen.

Makhno-bevægelsen fik sit navn efter den ukrainske anarkist Nestor Ivanovich Makhno. Makhno blev født i 1889 i en fattig bondefamilie og voksede op i byen Guljai-Polje, som ligger i Ekaterinoslav provinsen mellem floden Dnieper og Det azovske Hav. Nestor Makhnos politiske interesse blev vagt af den mislykkede 1905 revolution og i 1906 sluttede han sig til en anarko-kommunistisk gruppe i Guljai-Polje.

I 1908 blev Makhno arresteret, og sammen med 13 andre anarkister blev han i 1910 dømt til døden for at have udført et række politiske henrettelser og eksproprieringer. Makhnos dom blev pga. hans unge alder omstødt til livsvarigt fængsel med hårdt straffearbejde. Makhno kom til at afsone sin straf i Butirky-fængslet i Moskva. Under opholdet i fængslet var Makhno i næsten konstant konflikt med fængsels autoriteterne, og han tilbragte meget af tiden i lænker eller i særlige straffeceller. På trods af dette var fængslet den vigtigste politiske skole for Makhno; det var her han fik kontakt med Peter Arshinov og andre anarkister, som indførte ham i den anarkistiske ideologi og underviste ham i russisk grammatik, litteratur, historie, geografi, matematik og politisk økonomi.[127] Fængselsopholdet har sikkert også haft indflydelse på, at Makhno sidenhen altid befriede fangerne og brændte fængslerne ned i de byer som Makhno-hæren erobrede.

Den 2. marts, 1917, blev Makhno, ligesom alle andre politiske fanger blev det efter Februarrevolutionen, løsladt fra fængslet. Han vendte straks tilbage til sin fødeby Guljai-Polje og blev som byens eneste politiske fange modtaget som en helt. Tilbage i Guljai-Polje gik Makhno i gang med at organisere den sociale revolution. Makhno var med til at organisere en fagforening for landarbejderne, og blev valgt som formand for den lokale fagforening af tømre og metalarbejdere. Makhno blev også formand for Guljai-Poljes arbejder- og bondesovjet og tog her initiativ til at danne en væbnet afdeling, som eksproprierede de lokale godsejeres ejendomme og fordelte jorden mellem bønderne.[128]

Med Brest-Litovsk og den tysk/østrig-ungerske besættelse af Ukraine var det ikke muligt at fortsætte det revolutionære arbejde i Guljai-Polje, og Makhno valgte at flygte til Rusland. Før flugten deltog Makhno i slutningen af april i en anarkist-konference i Taganrog, hvor man planlagde at tage kampen op imod besættelsesmagten det følgende efterår. Det ufrivillige ophold i Rusland brugte Makhno til flere formål. For det første ville Makhno undersøge, hvad man under den kommende kamp i Ukraine kunne forvente at støtte eller modstand fra det kommunistiske regime i Rusland. Makhno rejste derfor rundt i Rusland for med egne øjne at se, hvordan kommunisternes politik blev praktiseret. Herefter rejste Makhno til Moskva, hvor han mødtes med Lenin for at diskutere situationen i Ukraine og muligheden for en væbnet opstand mod besættelsesmagten og social revolution. For det andet ville Makhno besøge de anarkistiske organisationer i Rusland for at søge støtte, råd og vejledning. Han besøgte bl.a. sin ven Arshinov og sit store forbillede Kropotkin. Opholdet i Rusland var på alle måder en skuffelse for Makhno. Han så hvordan kommunisterne allerede havde sat sig på magten og etableret et autoritært statsstyre, som de bl.a. brugte til at undertrykke de andre socialistiske retninger, herunder anarkisterne. Makhno var også skuffet over sit møde med den anarkistiske bevægelse i Rusland. Han så de russiske anarkister som papir-revolutionære, der skrev opfordringer og holdt mange taler for folket, men manglede modet og viljen til at handle for en ændring af revolutionens kurs. Desuden mente Makhno, at de russiske anarkister var dårligt organiseret - han stod ligesom Volin for en forening af alle anarkistiske retninger og opfattede den russiske anarkistbevægelses opdeling i forskellige retninger og fraktioner som et svaghedstegn.

Det var en skuffet Nestor Makhno, der med hjælp fra Lenin rejste hemmeligt tilbage til Ukraine for at begynde sin revolutionære kamp.[129]

I løbet af sommeren 1918 lykkedes det Nestor Makhno at organisere en partisangruppe i Guljai-Polje, som tog kampen op imod besættelsesstyrkerne og de lokale godsejere. Denne partisangruppe, som i slutningen af september bestod af 50-60 partisaner, fungerede som en slags undergrundshær, da den ikke havde noget territorium under sin kontrol. Efter et slag, hvor Makhnos partisangruppe og en anden partisangruppe under ledelse af Fedor Shchus´ sammen erobrede byen Dibrivka, blev det besluttet at slå de to partisangrupper sammen under Nestor Makhnos ledelse. Makhno fik ved denne lejlighed tilnavnet »batko«, som betyder lille far. Denne nye partisangruppe fik navnet »Batko Makhno Hæren« og voksede sig hurtig stærkere. Man rekrutterede nye partisaner og blev bedre udrustet. Hen imod slutningen af 1918 var der over 600 makhno-partisaner i det der nu hed »Batko Makhnos Revolutionære Partisan Hær«. Makhnos partisanhær havde nu ændret deres struktur, og man havde udviklet den helt specielle måde at føre krig på, som Makhno blev kendt for.[130]

Nestor Makhno, som ifølge Victor Serge var: “en født strateg” og hvis partisaner “viste sig i besiddelse af en organisations- og kampevne, som var helt episk”,[131] udviklede en helt unik type hær og strategi. Nestor Makhno havde ikke nogen militær uddannelse og ingen tidligere erfaringer med militære operationer. Makhno-hæren bestod af kavaleri, infanteri, artilleri, maskingevær enheder og en efterretningstjeneste.[132] Befalingsmændene og den militære ledelse blev valgt at de menige partisaner.[133] Makhno-partisanerne bar ikke en fælles uniform, man så nogle i uniformer fra andre hære; Den røde Hær, den tyske og fra den gamle zarhær og mange i civilt tøj. Makhno-hæren var dårligere udrustet end de forskellige andre hære som de kæmpede imod - ofte gik makhno-partisanerne i kamp med kun et gevær for hver to eller tre mand, når én faldt gik geværet videre til den næste.[134] Alligevel lykkedes det for Makhno-hæren at vinde en række militære sejre over langt bedre udrustede og talmæssigt overlegne modstandere. Makhno-hærens store styrke var dens fantastisk mobilitet. Makhno opfandt en form for infanteri, der var anbragt i lette affjedrede kærrer (tachanka),[135] hvilket gjorde det muligt at tilbagelægge op til hundrede kilometer om dagen uden at partisanerne blev udmattede. Tachankaen blev også brugt på en anden måde; under slagene blev der bagpå vognen monteret et maskingevær hvorfra fjenden kunne beskydes mens vognen kørte.[136] Makhno-hærens store mobilitet skyldtes også det særlige forsyningssystem som man havde. Sloganet for dette forsyningssystem var »enhver landsby er et hestedepot«.[137] Makhno-hærens tætte kontakt med bønderne gjorde at de i de landsbyer de nåede frem til blev forsynet med mad af bønderne og fik byttet deres trætte heste med friske. Våbenforsyningerne bestod nærmest kun af det, de kunne erobre fra fjenden. Alt dette gjorde, at Makhno-hæren ikke skulle tænke på at beskytte lange forsyningslinjer eller at fragte besværlige ekstra forsyninger.

En anden styrke ved Makhno-hæren var dens fantasi og ofte meget utraditionel måde at føre krig på. Når partisanerne kom i vanskeligheder begrave de ofte alle deres våben og opløse sig selv. Partisanerne kunne så i civilt tøj passere ubevæbnet og ubemærket gennem frontlinjen, grave andre våben op fra et andet depot bag fjendens linjer og angribe fra uventet hold. De var også i besiddelse af et lager af fjendens uniformer, hvilket gjorde det muligt at bevæge sig usynligt rundt i de fjendtlige lejre. Ved en lejlighed fik Makhno og en gruppe partisaner adgang til en af overklassens fester, forklædte som vagter angreb de festdeltagerne under middagen. Mange steder dannede bønderne også lokale selvforsvarsgrupper, som, når de kunne komme afsted med det, angreb fjenden. Der er eksempler på bønder, der, under høsten, gemte maskingeværer i markerne, og når en fjendtlig patrulje kom forbi blev den beskudt. Efterfølgende henvendte de selv samme bønder sig til myndighederne, for at fortælle hvilken i retning de skyldige banditter flygtede for på den måde at lede opmærksomheden væk fra dem selv.[138]

Makhno-hærens første opgave var kampen imod de tyske og østrig-ungarske besættelsestropper. Denne kamp blev ført på flere niveauer; på et rent militært niveau og på et revolutionært niveau. Makhno-hæren indledte en militær kampagne mod besættelsestropperne, men den opfattede samtidig ikke de menige soldater i besættelseshæren som sine fjender men derimod som arbejdere og bønder. Dette kom til udtryk ved, at makhno-partisanerne, når de havde vundet et slag, skød officererne og derefter spredte revolutionært propaganda blandt de menige soldater, før de blev sat fri. I en af disse propaganda-tekster opfordres soldaterne til at: “Disobey their officers; to cease to be the assassins of the Ukrainian revolutionaries, peasants, and workers, to cease to be the hangmen of their revolutionary liberation work; but instead to shoot the officers who had brought them into Ukraine and made them the assassins of the better sons of the toiling people; and to return to their fatherland to start a revolution there and liberate their oppressed brothers and sisters.”[139] Makhno-hæren intensiverede hen imod slutningen af 1918 kampen mod besættelsestropperne, og det lykkedes bl.a. at erobre byen Guljai-Polje, som var Makhno-bevægelsens centrum. De tyske og østrig-ungarske tropper blev efterhånden som der i deres hjemlande udviklede sig revolutionslignende situationer mere og mere modtagelige for den revolutionære propaganda. Dette bevirkede at Makhno-hæren fik kontrol over store mængder våben, som de overtog fra besættelsestropper, der frivilligt lod sig afvæbne. Besættelsestropperne efterlod også en del våbendepoter.[140] Man kan sige at besættelsen af Ukraine ophørte af flere forskellige grunde; 1.) for det første havde modstandskampen en indflydelse (som f.eks. ved Guljai-Polje). 2.) Den politiske udvikling, specielt i Tyskland, havde en stor indflydelse på de menige soldater. 3.) Med fredsslutningen efter 1. Verdenskrig blev Tyskland pålagt at trække sine tropper ud af Ukraine.[141]

Efter besættelsens ophør forsøgte de liberal-nationale igen at etablere en selvstændig ukrainsk republik. Den 14. december 1918 indtog de liberal-nationale Kiev og tvang Hetman Skoropadskij på flugt. Dette nye styre havde den følgende korte periode kontrollen over store dele af Ukraine, dog ikke den syd-østlige del af landet, hvor Makhno-bevægelsen opererede. Makhno-bevægelsen og kommunisterne var enige om, at dette nye styre var borgerligt og nationalistisk, og de indledte derfor en fælles kamp mod det. En af de mest opsigtsvækkende episoder i denne kamp mod de liberal-nationale var erobringen af byen Ekaterinoslav. Det var Nestor Makhno selv, der ledte partisanerne og en gruppe kommunister under denne erobring. Tidligt om morgenen den 26. december kørte makhno-partisanerne forklædte som arbejdere på vej til arbejde ind i Ekaterinoslav i et almindeligt passagertog. På byens hovedbanegård steg partisanerne af toget, fandt deres skjulte våben frem og erobrede banegården. Fra denne helt uventede position indledte partisanerne kampen om byen, som de derpå vandt. Ekaterinoslav var byen, hvor de liberal-nationales militære styrker var centreret, hvilket betød at erobringen af byen gav Makhno-hæren adgang til store våbenlagre, og de liberal-nationales nye styre i Kiev blev militært svækket.[142] En måned senere, den 5. februar 1919, indtog Den røde Hær Kiev og gjorde en ende på de liberal-nationales republik. Herefter havde kommunisterne kontrollen over det meste af Ukraine og Simon Petliura og hans tilhængere måtte igen flygte til det vestlige Ukraine.

I perioden fra januar til juni 1919 oplevede Makhno-bevægelsen den første af to perioder hvor en revolutionær organisering af det civile samfund blev muligt. Makhno-bevægelsen havde i denne periode kontrollen over et større geografisk område. Makhno-bevægelsens havde stor indflydelse i et geografisk område som strakte sig langs med Sortehavet og Det azovske Hav, fra Odessa i vest til Taganrog i øst og til Kharkov i nord men det egentlige kerneområde var mindre. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvor stort Makhno-bevægelsens kerneområde var, men i forbindelse med den regionale kongres som blev afholdt i april 1919, skrev Arshinov, at den repræsenterede 72 distrikter, hvilket svarede til over 2 millioner mennesker.[143] Makhno-bevægelsen blev stærkere, desto nærmere man kom byen Guljai-Polje, som var bevægelsens centrum.

Den eneste trussel mod Makhno-området i denne periode var den kontrarevolutionære general Anton Ivanovich Denikin, som angreb med sine styrker fra Don-regionen i øst. Denikin, som ikke kendte til Makhno-bevægelsen, havde regnet med, at han kunne indtage det meste af Ukraine uden at møde egentlig modstand. Men Denikin stødte uventet ind i Makhno-hæren, som pressede de kontrarevolutionære styrker tilbage til Don-regionen, hvor de kom fra. Makhno-hæren etablerede efterfølgende en front som strakte sig langs med Det azovske Hav og mod nord ved Taganrog. Denikin-fronten sikrede Makhno-området det næste halve år.[144]

I begyndelsen af 1919, hvor kommunisterne igen var kommet tilbage til Ukraine, var forholdet mellem dem og Makhno-bevægelsen godt. Kommunisterne havde ikke noget særligt godt kendskab til Makhno-bevægelsen, men opfattede dem som en oplagt alliancepartner og regnede med at partisanerne ville søge ind i Den røde Hær. I den kommunistiske presse over hele Rusland blev Nestor Makhno beskrevet som en modig partisanleder og stor revolutionær.[145]

Den første egentlige kontakt mellem Makhno-bevægelsen og de nyankomne kommunister var et møde i Nyzhniedniprovsk den 26. januar 1919, hvor man skulle undersøge mulighederne for en militær alliance. Mødet endte med at repræsentanterne for de to parter underskrev den militære Chubenko-Dybenko aftale.[146] Denne aftale betød at Makhno-hæren i princippet blev en den af Den røde Hær. Makhno-hærens officielle betegnelse blev »3. Trans-Dnieper Brigade« og den blev underlagt Den røde Hærs administrative overkommando. Den røde Hær overtog forpligtigelserne med forsyninger af militært udstyr, mad og penge. Samtidig beholdt Makhno-hæren hele sin interne organisationsstruktur og militære ledelse. Man havde også retten til stadig at bruge navnet »Batko Makhnos Revolutionære Partisan Hær« og den sorte fane som symbol. Et særligt punkt i aftalen sikrede at Makhno-hæren ikke kunne flyttes væk fra denikin-fronten.[147] Den røde Hær overtog efter Chubenko-Dybenko aftalen ansvaret for en del af den nordlige denikin-front.

Aftalen mellem Makhno-bevægelsen og kommunisterne indeholdte ikke nogen afklaring af, hvilken politisk status det territorium, som var kontrolleret af Makhno-bevægelsen, skulle have. Det er svært at sige, i hvilken retning kommunisternes planer på dette område pegede på daværende tidspunkt. Ifølge Victor Serge overvejede kommunisterne af give Makhno-området selvstyre, han skrev i sine erindringer: “(...) Trotsky skulle meget senere (vist nok i 1938) berette, at Lenin og han havde tænkt på at anerkende oprettelsen af et selvstyrende område for Ukraines anarkistiske bønder, der havde Makhno som militærchef.”[148] En anden mulighed er at kommunisterne kun ønskede militære aftaler i forbindelse med kampen mod de kontrarevolutionære, mens spørgsmålet om den civile organisation skulle udskydes til at kommunisterne havde vundet kontrollen over området.

Under alle omstændigheder ventede Makhno-bevægelsen ikke på tilladelse fra kommunisterne før de gik i gang med at organisere det civile samfund. Freden blev brugt til at reorganisere hele det revolutionære samfund; bonde- og arbejderrådene og produktionskollektiverne blev gendannet. Det første kollektiv, eller kommune som de blev kaldt, blev dannet nær landsbyen Pokrovskoe og kom til at bestå af 300 medlemmer. Denne første kommune fik navnet Rosa Luxemburg, opkaldt efter den marxistiske martyr fra Den tyske Revolution. Ellers var det almindeligt at kommunerne fik numre og kom til at hedde: kommune nr. 1, kommune nr. 2 o.s.v.. Samtidig med kommunernes organisering blev der skabt et regionalt netværk, som kunne koordinere rådenes og kommunernes arbejde - det blev kaldt Den Regionale Kongres af Bønder, Arbejdere og Partisaner. Den 1. kongres blev afholdt den 23. januar 1919 og beskæftigede sig hovedsageligt med den militære trussel fra Denikin. Den 2. kongres, som blev afholdt den 12. februar, beskæftigede sig både med civile spørgsmål som økonomi, kultur og produktion og den militære organiseringen af hæren. Denne kongres vedtog at gennemføre en frivillig og egalitær mobilisering til Makhno-hæren, som manglede partisaner. Med egalitær mobilisering, mente man, at byrden med at sende partisaner skulle fordeles lige mellem de forskellige landsbyer, kommuner, familier osv. Begrebet frivillig mobilisering er straks mere uklart. Den frivillige mobilisering var meget omdiskuteret, specielt i anarkistiske kredse,[149] men det blev aldrig helt klart, hvad meningen var. En forklaring på dette begreb kan være, at man var klar over, at en partisan, som blev taget til fange af de kontrarevolutionære, havde større chance for at overleve som indkaldt end som frivillig. I realiteten fik beslutningen ingen virkning da en mobilisering nemlig var umulig pga. våbenmangel. På denne 2. kongres blev der også dannet et Revolutionært Militær Råd af Bønder, Arbejdere og Partisaner, som fik til opgave at føre de militære, sociale, økonomiske og politiske beslutninger ud i livet mellem kongresserne. Dette råd kunne til enhver tid opløses af kongressen.[150]

Efterhånden som kommunisterne fik større kendskab til Makhno-bevægelsens natur, blev de mere fjendtligt indstillet. Det var umuligt for kommunisternes politiske kommissærer at operere i Makhno-hæren, og også tjekaen blev forhindret i at oprette afdelinger i Makhno-området. Kommunisterne var bekymrede for den anarkistiske indflydelse, som Makhno-bevægelsen havde på bønderne. Derfor indledte kommunisterne i forbindelse med Makhno-bevægelsens 3. regionale kongres en kampagne som i juni kulminerede med Trotskijs ordre nr. 1824 og et militært angreb på Guljai-Polje regionen.

Den 19. april 1919 indledte Makhno-bevægelsen sin 3. regionale kongres i Guljai-Polje. Det var i denne anledning at kommunisterne begyndte deres kampagne mod Makhno-bevægelsen. Kongressen modtog en erklæring fra den kommunistiske kommandant Dybenko, hvori han betegner kongressen som kontrarevolutionær og erklærer dens organisatorer for lovløse, det hedder i erklæringen: “Any Congress called in the name of the Revolutionary Military General Staff, which is now dissolved by my order, shall be considered manifestly counter-revolutionary, and its organizers will expose themselves to the severest repressive measures, to the extent of their being declared outlaws. I order that steps be taken immediately so that such measures may not be necessary.”[151] Kongressen blev afholdt som planlagt og formulerede bl.a. et sarkastisk svar til Dybenko. Svaret til Dybenko som havde overskriften kontrarevolutionær? indeholder bl.a. følgende: “»Comrade« Dybenko, you are still, it seems, rather new to the revolutionary movement of the Ukraine, and we shall have to tell you about its very beginnings. That is what we are going to do, and after learning these facts, you will perhaps shift your sights a little.”[152] Herefter følger en gennemgang af den revolutionære bevægelse i Ukraine hvor de regionale kongresser bl.a. beskrives: “Those who came to the congress were not counter-revolutionaries, but people who had been the first to raise the flag of the insurrection and social revolution.”[153] Som et modsvar til Dybenkos kriminalisering af kongressen stilles der i brevet følgende spørgsmål: “Can there exist laws made by a few people who call themselves revolutionaries which permit them to outlaw a whole people who are more revolutionary than themselves? (...) Should the mass of revolutionary people perhaps be silent when such a revolutionary takes away the freedom which they have just conquered?”.[154]

Trotskij ankom til Ukraine og fik hovedansvaret for at udvikle den plan som skulle gøre det muligt at tage magten fra Makhno-bevægelsen i det syd-østlige Ukraine. Trotskijs kampagne mod Makhno-bevægelsen blev ført på flere niveauer. I første omgang indledte kommunisterne en bagvaskelseskampagne mod Makhno-bevægelsen. I den kommunistiske presse blev Makhno-bevægelsen omtalt som et kulak-oprør ledet af anarko-banditter. Trotskij skrev i artiklen »Makhno-bevægelsen« at bevægelsen var en anarko-kulak bevægelse, og han mistænkte den for at dække over en fælles front af social-revolutionære, mensjevikker, antisemitter, kadetter[155], de sorte hundrede[156] og alle andre kontrarevolutionære.[157] Trotskij grundlagde med dette angreb på Makhno-bevægelsen den frontsammenblanding, som sidenhen skulle blive et af Stalins vigtigste propaganda våben imod Trotskij og trotskijsterne.[158] Strategien bygger i al sin enkelthed på at finde en fællesnævner, som kan bruges til at sammenblande forskellige bevægelser; Makhno-bevægelsen var modstander af kommunisternes styre og Denikin var modstander af kommunisternes styre, altså dannede Makhno-bevægelsen og Denikin ifølge Trotskijs logik fælles front.

Kampagnen mod Makhno-bevægelsen havde også en militær side. Det militære angreb på Makhno-bevægelsen indledtes med en blokade, som standsede alle forsyninger til Makhno-hæren på denikin-fronten. Makhno-hæren protesterede højlydt mod denne blokade og advarede mod Denikins voksende styrke.

I maj måned 1919 forsøgte tjekaen at likvidere Nestor Makhno i Guljai-Polje, men dette angreb blev opdaget, og tjekisterne blev henrettet.[159] Det endelige angreb på Makhno-bevægelsen kom i forbindelse med den planlagte 4. regionale kongres. Makhno-bevægelsen, som ønskede at udbrede sin opfattelse af socialisme og sovjet-demokrati, inviterede udover arbejderne, bønderne og makhno-partisanerne også soldaterne i Den røde Hær til at deltage i kongressen. Indkaldelsen til kongressen, som skulle afholdes den 16. juni, blev udsendt den 31. maj[160] og blev af kommunisterne opfattet som en provokation og indblanding i Den røde Hærs indre anliggender.

Som reaktion på indkaldelsen til den 4. regionale kongres udsendte Trotskij den 4. juni sin ordre nr. 1824[161], som markerede det endelige brud mellem kommunisterne og Makhno-bevægelsen. I ordre nr. 1824 forbød Trotskij afholdelsen af den kommende 4. regionale kongres, han sidestillede deltagelse i og opfordring til deltagelse i denne med højforræderi med dødsstraf som følge. I ordre nr. 1824 beskyldte Trotskij også Makhno-hæren for ustandseligt at vige tilbage for de hvide pga. ledelsens uegnethed, kriminelle tendenser og forræderi. På denne måde overlod Makhno-hæren ifølge Trotskij fronten til Denikin.[162] Trotskijs beskrivelse af, hvordan Makhno-hæren veg tilbage for Denikins styrker, stemmer imidlertid ikke overens med, hvad den kommunistiske kommandant Antonov, som havde besøgt fronten, beskrev: “The insurgents fighting the Whites are on a level with the Red Army men, but are in a far worse condition for supplies.”[163] Trotskijs taktik virker klar; først etablerede han en blokade af Makhno-hærens forsyninger, og efterfølgende beskyldte han dem for at overlade fronten til Denikin. Den strategi, som Trotskij her udviklede, blev sidenhen brugt af stalinisterne under Den spanske Borgerkrig i kampen mod trotskijsterne i POUM-militserne og de anarko-syndikalistiske CNT-FAI-militser. Samtidig med at ordre nr. 1824 blev udsendt, gennemførte kommunistiske styrker et lynangreb på Guljai-Polje, hvor de bl.a. opløste Rosa Luxemburg kommunen og andre kollektiver.

Da Nestor Makhno, nogle dage efter at ordre nr. 1824 var blevet udsendt, ved et tilfælde hørte om ordren, reagerede han ved at trække sig som leder af Makhno-hæren og overlade kommandoen til Den røde Hær. Denne tilbagetrækning, som Makhno offentliggjorde i et brev til Den røde Hærs ledelse den 9. juni,[164] havde to formål. For det første ville Makhno undgå at denikin-fronten brød sammen som følge af en konflikt mellem Den røde Hær og Makhno-hæren. For det andet ville han, ved i praksis at opløse Makhno-hæren i Den røde Hær, undgå en afvæbning. Med Makhnos tilbagetrækning sikrede Makhno-bevægelsen sig at partisanerne på et senere tidspunkt kunne forlade Den røde Hær og gendanne Makhno-hæren. Nestor Makhno selv gik sammen med en mindre gruppe under jorden. Som følge af ordre nr. 1824 blev en del bønder, som forsøgte at organisere den kommende kongres, skudt. Også fem af Makhno-hærens kommandanter blev arresteret og siden skudt den 17. juni i Kharkov.[165]

I dagene før ordre nr. 1824 rapporterede Nestor Makhno, at Den røde Hær havde trukket en del af sine styrker tilbage fra denikin-fronten i Grishino-regionen. Med denne tilbagetrækning havde Denikin adgang til Guljai-Polje regionen fra nord-øst. Denikin passerede nu Makhno-hæren på dens venstre flanke og indledte et angreb på Guljai-Polje og Makhno-hæren.[166] Noget tyder på at kommunisternes tilbagetrækning i Grishino-regionen var led i et bevidst angreb på Makhno-bevægelsen. Ifølge Arshinov skulle en kommandant have citeret Trotskij for følgende udtalelse: “it would be better to yield the whole Ukraine to Denikin than to permit a further development of Makhnovshchina. Denikin´s movement, being frankly counter-revolutionary, can be undermined later by means of class propaganda, whereas the Makhnovshchina develops in the depths of the masses and arouses the masses themselves against us”.[167] Trotskijs plan kunne være at udrydde Makhno-bevægelsen ved af lade Denikin indtage Guljai-Polje regionen for herefter at rydde Denikin af vejen og indtage Makhno-området som nye magthavere og befriere. Hvis Trotskij havde planlagt dette begik han en fejl; han overhørte Makhno-hærens advarsler om Denikins voksende styrke og undervurderede derfor Denikin. At Trotskij faktisk havde undervurderet Denikin, er der meget der tyder på. Få dage før Denikin indtog Ekaterinoslav og Kharkov, erklærede Trotskij, at Denikin ikke udgjorde nogen fare, og at Ukraine ikke var truet.[168] Et andet aspekt af hændelsesforløbet, som peger i retning af at Trotskij undervurderede Denikins styrke, er den uorganiserede og hurtige tilbagetrækning, som Den røde Hær fortog fra Ukraine.

Da Den røde Hærs tilbagetrækning fra Ukraine var en realitet brød de tidligere makhno-enheder ud af Den røde Hær for igen at samles i Makhno-hæren. Der var en udbredt utilfredshed med kommunisternes politik som gik ud på at overlade Ukraine til Denikin for bedre at kunne forsvare Rusland. Denne utilfredshed medførte at mange soldater deserterede, og flere steder, som f.eks. i Novy Buh, udviklede det sig til egentlige mytterier. Mange af disse røde soldater sluttede sig til Makhno-hæren, som nu hed »Ukraines Revolutionære Oprørs-Hær (Makhnovister)«, for at tage kampen op imod Denikin.[169] Desertørerne fra Den røde Hær og de gamle makhno-partisaner havde plyndret Den røde Hær for våben, hvilket gjorde det muligt at bevæbne denne nye Makhno-hær.[170]

Efter at Denikin havde invaderet Ukraine, indledte han selv med en del af sine styrker en offensiv mod Den røde Hær i Rusland, mens en anden del under ledelse af General Slastchoff blev i Ukraine for at bekæmpe Makhno-hæren og sikre forsyningslinjerne. Den nye Makhno-hær blev efter sin dannelse pga. presset fra Denikins fremrykkende styrker tvunget til at gennemføre en flere måneder lang tilbagetrækning mod vest på tværs af Ukraine. Anarkisten Volin sluttede sig i denne periode til Makhno-bevægelsen og beskriver i sin bog det syn der mødte ham: “(...) the Insurrectionary Army gradually took a strange appearance. (...) Arriving at Makhno´s army at the beginning of its withdrawal, I saw this picturesque »kingdom on wheels«, as it was later called, and followed its fantastic movements. (...) Over the dusty roads and the neighbouring fields this human sea moved slowly, with thousands of cattle, with wagons of every kind, with its own supply, administration and health service.”[171] Det som Volin her beskrev, var ikke blot en hær men en hel migration. Som følge af den hvide terror, der fulgte i kølvandet på Denikins fremrykning, søgte tusindvis af bondefamilier med deres dyr og øvrige egendele beskyttelse ved at slutte sig til Makhno-hæren. Forrest i denne karavane kørte infanteriet i tachankaer, derefter fulgte alle flygtningene og bagerst red kavaleriet, som var i næsten konstant kamp med Denikins styrker. Over den forreste vogn i denne blanding af en hær og en flygtningestrøm vajede en stor sort fane, hvorpå der med sølvbogstaver på den ene side var broderet teksten »frihed eller døden« og på den anden side »jorden til bønderne, fabrikkerne til arbejderne«.[172]

I midten af september nåede Makhno-hæren i sin tilbagetrækning til byen Uman i det vestlige Ukraine, som på dette tidspunkt var under de liberal-nationales kontrol. Makhno-hæren indgik en ikke-angrebs aftale med de liberal-nationale, som gav dem ret til at rykke ind i det område, som de liberal-nationale kontrollerede. Makhno-hæren fik også ret til at aflevere sine mange sårede på Umans hospitaler. Det viste sig imidlertid at de liberal-nationale samtidig med forhandlingerne med Makhno-hæren havde ført hemmelige forhandlinger med Denikin om en fælles udryddelse af Makhno-hæren. Som følge af denne hemmelige aftale mellem Denikin og de liberal-nationale blev Makhno-hæren den 25. september ved landsbyen Peregonovka omringet af en talmæssigt overlegen og bedre udrustet Denikin-hær. General Slastchoff, som var sikker på en total sejr over Makhno-hæren, udsendte følgende ordre: “Makhno´s bands are surrounded. They are completely demoralised, disorganised, starving and without ammunition. I order that they be attacked and destroyed within three days.”[173] Den 26. september indledte Makhno-hæren imidlertid en helt uventet modoffensiv mod Denikins styrker. Det næste døgn udkæmpede Makhno-hæren sit største og et af militærhistoriens mest bemærkelsesværdige slag. I løbet af et døgn lykkedes det Makhno-hæren at nedkæmpe størstedelen af Denikins styrker i Ukraine. Efter Peregonovka-slaget delte Makhno-hæres sig i tre og foretog en lynfremrykning mod øst. I løbet af de næste få uger havde Makhno-hæren indtaget hele Ukraine og udryddet Denikins styrker[174] - den 7. oktober indtog Makhno-hæren Guljai-Polje.[175]

Peregonovka-slaget er af mange blevet fremhævet som et af Den russiske Borgerkrigs vigtigste slag, David Footman skriver herom: “There is some justification for the claim that Peregonovka was one of the decisive battles of the Civil War in the south.”[176] Denikin havde som tidligere nævnt indledt en offensiv mod Den røde Hær i Rusland og var i den forbindelse nået helt frem til byen Orel, som han indtog den 13. oktober. Herfra var vejen åben til Tula, der var en af de vigtigste byer for kommunisterne; det var her våbenindustrien og store militære depoter var centreret. Denikin regnede i midten af oktober med, at han ville indtage Moskva og vælte kommunisternes regime i løbet af vinteren 1919-1920. Denikin beskrev Den røde Hær som demoraliseret og svækket.[177] I et brev til sin ven N. I. Astrov skrev Denikin: “Do not worry, everything will be all right, and I will drink tea in your house in Moscow.”[178] Denikin havde sågar fået trykt proklamationer og plakater med billeder af sig selv til at sætte op i det befriede Moskvas gader.[179] Men Denikins offensiv blev bremset, da Makhno-hæren i løbet af september og oktober 1919 overskar Denikins forsyningslinjer, som gik fra byerne ved Det azovske Hav mod nord, og sidenhen erobrede forsyningsbaserne. Denikins styrker syd for Moskva fik nu ingen mad-, våben-, og ammunitionsforsyninger, og man var nødt til at sende store styrker tilbage til Ukraine for at kæmpe mod Makhno-hæren. Den røde Hærs modoffensiv kunne herefter uden de store problemer drive Denikins halvt opløste styrker tilbage mod Sorte Havet. Meget tyder på, at Makhno-hæren med slaget ved Peregonovka forhindrede, at Moskva faldt i de kontrarevolutionæres hænder. En af officererne i den ukrainske del af Denikin-hæren skrev efterfølgende: “People interested in the history of the civil war, 1917-1920, came to the conclusion a long time ago that the breakthrough of »Father Makhno« in the fall of 1919 disorganized the rear of the Armed Forces of South Russia and thus tipped the scale in favor of the Reds.”[180] Pierre Berland, som var korespondent for den franske avis Le Temps i Moskva, skrev: “There is no doubt that Denikin´s defeat is explained more by the uprisings of the peasants who brandished Makhno´s black flag, than by the success of Trotskii´s regular army. The partisan bands of »bat´ko« tipped the scales in favor of the Reds and if Moscow wants to forget it today, impartial history will not.”[181]

Fra slutningen af oktober 1919 havde Makhno-bevægelsen igen kontrollen over store dele af Ukraine, og Makhno-hæren som nu bestod af over 40.000 partisaner[182] var stærkere end nogensinde. I de følgende måneder oplevede bevægelsen endnu en relativt fredelig periode, hvor organiseringen af det civile samfund igen blev mulig. Udover en genetablering af bøndernes kommuner blev der i denne periode også gjort et forsøg på at organisere de større byer efter Makhno-bevægelsens særlige anarkistiske ideer. Denne by-organisering blev primært praktiseret i Aleksandrovsk og Ekaterinoslav. I Aleksandrovsk blev der bl.a. den 20. oktober 1919 afholdt en regional arbejder-kongres, som skulle udvikle en måde at organisere produktionen i byerne på og et samarbejde med kommunerne på landet.[183] I Ekaterinoslav var en civil organisering meget vanskelig at gennemføre, da byen var under bombardement fra Denikins styrker, som på dette tidspunkt holdt nogle positioner udenfor byen. Makhno-bevægelsen indførte som de eneste altid organisations- og ytringsfrihed for alle socialistiske retninger i de områder og byer de indtog. I en proklamation fra Makhno-bevægelsen hed det bl.a.: “All socialist political parties, organizations and tendencies have the right to propagate their ideas, theories, views and opinions freely, both orally and in writing. No restriction of socialist freedom of speech and press will be allowed, and no persecution may take place in this domain”, samtidig blev der nævnt to undtagelser: “Military communiques may not be reprinted unless they are supplied by the editor of the central organ of the revolutionary insurgents, Put´k Svobode.” og “(...) any attempt to prepare, organize and impose a political authority over the working people will not be permitted by the revolutionary insurgents, such an act having nothing in common with the free dissemination of ideas.”[184] Som følge af denne frihed opstod der i Ekaterinoslav en række aviser af forskellig politisk observans; den højre-socialrevolutionære Narodovlastie, den venstre-socialrevolutionære Znamya Vosstanya, den kommunistiske Zvezda og to eller tre andre aviser.[185] Det er bemærkelsesværdigt at Makhno-bevægelsen tillod kommunisterne nogen friheder efter den politiske og militære kampagne, som de tidligere på året havde ført mod Makhno-bevægelsen.

Efter slaget ved Peregonovka var Makhno-hæren større og stærkere end nogensinde, men efter at have befriet Ukraine fra Denikins styrker begik den det, som af flere er blevet betegnet som dens største militære fejltagelse. I stedet for at etablere et forsvar af et større geografisk område koncentrerede Makhno-hæren alle sine styrker i nærheden af Guljai-Polje. Makhno-bevægelsen vidste, at Den røde Hær i sin offensiv mod Denikin var på vej mod Ukraine, og den vidste også at kommunisterne ikke ville acceptere, at en anarkistisk rådsbevægelse bredte sig over et større område i Ukraine med mindre det var absolut nødvendigt. Hvis Makhno-bevægelsen havde benyttet den enorme sympati og støtte den havde i efteråret 1919 til at organisere et stærkt forsvar i et større geografisk område, kunne den måske have presset kommunisterne til at acceptere dens selvstyre. En af de kritikere, som var fortaler for denne mulighed, Arshinov, skrev: “The banner of the Makhnovshchina rose spontaneously and floated over the whole Ukraine. It was only necessary to take certain measures in order to merge all the numerous armed formations which were wandering over the whole Ukraine into a single, powerful, popular and revolutionary army that could have stood guard around the territory of the revolution. Such a force (...) would have been the most persuasive argument against the Bolsheviks, accustomed as they were to work and deal with force.”[186] Da dette ikke skete, var det, igen ifølge Arshinov, fordi bevægelsen var i en sejersrus efter sin succesfulde kamp mod Denikin, og i denne optimisme gav den sig i stedet for militære at beskæftige sig med militære foranstaltninger til at føre sit positive politiske program ud i livet.[187]

Da Den røde Hær i løbet af december 1919 og januar 1920 igen indtog Ukraine, var deres politik overfor Makhno-bevægelsen klar på forhånd; de havde under ingen omstændigheder tænkt sig at acceptere dens selvstændighed. Allerede i en resolution fra november 1919, som beskriver hvordan genbesættelsen skulle finde sted efter Denikins nederlag, hed det bl.a.: ”(…) 5. The countryside must be disarmed without fail and at all costs. (…)”.[188] Den 4. januar, endnu inden der havde været kontakt mellem Den røde Hær og Makhno-hæren, beordrede den kommunistiske kommandant Uborevich at den 41., 45., og 46. division skulle invadere Makhno-området, tilintetgøre Makhno-hæren og afvæbne befolkningen. Dagen efter fandt der et møde sted i Aleksandrovsk mellem Makhno-hæren og den 45. divisions 1. brigade. På dette møde blev Uborevichs ordre fra dagen før ikke nævnt, i stedet blev man enige om en arbejdsdeling i kampen mod resterne af Denikins styrker.[189] Arshinov beskriver mødet mellem makhno-partisanerne og de menige soldater fra Den røde Hær som varmt og kammeratligt, og videre: “(...) the combatants of both armies shook hands and declared that they would fight together against their common enemy: capitalism and counter-revolution.”[190]

Den 8. januar 1920 blev den ordre givet, som skulle give Den røde Hær en god grund til at bryde alliancen med Makhno-hæren og indlede et angreb. Uborevich gav Makhno-hæren ordre til at lade sig overflytte til den polske front.[191] Denne ordre blev af Makhno-hæren opfattet som en ren provokation, hvis formål var på den ene eller den anden måde at udrydde Makhno-bevægelsen. Hvis Makhno-hæren på den ene side adlød ordren og lod sig overflytte til den polske front, ville kommunisterne uden modstand kunne invadere Makhno-området og underlægge det deres eget regime. Samtidig ville Makhno-hæren være svag på den polske front, fordi den ikke havde kendskab til den lokale geografi og ikke havde den fornødne støtte i lokalbefolkningen, to vigtige forudsætninger for Makhno-hærens måde at føre krig på. Dette ville give kommunisterne en god grund til at opløse Makhno-hæren. Hvis Makhno-hæren på den anden side nægtede at adlyde ordre og ikke ville lade sig overflytte til den polske front, ville Den røde Hær have en god grund til at angribe Makhno-hæren for at være kontrarevolutionære og nægte at adlyde ordre. Begge parter vidste, at den eneste mulige udgang på dette diplomatiske spil ville blive, at Makhno-hæren ville nægte at lade sig overflytte. Det er der tre grunde til; 1.) Makhno-hæren var på ingen måde længere forbundet med Den røde Hær og skulle derfor heller ikke modtage eller følge ordre derfra. 2.) Efter kommunisternes angreb på Makhno-bevægelsen i sommeren 1919 kunne ordren om overflytning kun opfattes som en måde at overtage Makhno-området på. 3.) Det var praktisk umuligt at overflytte Makhno-hæren, da over halvdelen af hæren, herunder Nestor Makhno, var ramt af tyfus.[192] At kommunisternes hensigt hele tiden havde været at få Makhno-hæren til at nægte overflytningen fremgår også af en korrespondance mellem Uborevich og en anden kommunistisk kommandant, Iona E. Iakir., hvori Uborevich skrev: “an appropriate reaction by Makhno to this order would give us the chance to have accurate grounds for our next steps.”[193] I sit svar til dette forsikre Iakir udfra sit personlige kendskab til Makhno, at denne ikke vil adlyde ordren.

Makhno-hærens svar kom straks og var som ventet, at man nægtede at lade sig overflytte, og at man i øvrigt af flere grunde opfattede ordren som en provokation. Samtidig med det officielle svar udsendte Makhno-hæren en appel til soldaterne i Den røde Hær hvori de opfordredes til: “(...) not to be duped by the provocative maneuvers of their commanders.”[194] Den 9. januar fik dette korte diplomatiske spil sin afslutning ved at den kommunistiske kommandant Yegorov i en ordre erklærede Makhno-hærens ledelse for lovløs.[195] Herefter indledte Den røde Hær det angreb på Makhno-hæren, som den i virkeligheden allerede fik ordre til den 4. januar; altså før det diplomatiske spil om overflytningen til den polske front overhovedet var begyndt.

De følgende 9 måneder lå Den røde Hær og Makhno-hæren i krig med hinanden.

Der er ikke mange oplysninger at hente omkring detaljerne i denne 9 måneder lange krig mellem Den røde Hær og Makhno-hæren. Arshinov beskrev krigen som: “(...) a violent (...)” og “(...) merciless struggle on both sides.”[196] Krigen gik specielt hårdt ud over civilbefolkningen, som kom til at lide under den røde terror. Den røde Hær kæmpede ikke kun imod Makhno-hæren men mod hele befolkningen i Makhno-området. Den røde Hær angreb byer hvor befolkningen havde sympati for Makhno-bevægelsen. De skød menige partisaner, ødelagde deres huse, konfiskerede alle deres egendele og forfulgte hele deres familier. Desuden foretog kommunisterne masse arrestationer af uskyldige bønder og arbejdere, som beskyldtes for at samarbejde med makhno-partisanerne. Ifølge de mest moderate vurderinger blev mere end 200.000 civile henrettet i Ukraine i denne periode, og næsten lige så mange blev deporteret til Rusland og Sibirien.[197] Kommunisternes politik med at skræmme arbejderne og bønderne fra at gøre oprør kender vi også fra andre dele af Rusland. I forbindelse med et bondeoprør i provinsen Penza i sommeren 1918 gav Lenin følgende ordre: ”(…) Comrades! The uprising of the five kulak districts should be mercilessly suppressed. (…) One must give an example. 1. Hang (hang without fail, so the people see) no fewer than one hundred known kulaks, rich men, bloodsuckers. 2. publish their names. 3. take from them all the grain. 4. Designate hostages – as per yesterday´s telegram. Do it in such a way that for hundred of versts[198] around, the people will see, tremble, know, shout: they are strangling and will strangle to death the bloodsucker kulaks. (…)”[199]

Set i lyset af den røde terror er det bemærkelsesværdigt at Makhno-hæren i kampen mod Den røde Hær praktiserede den samme politik med at sætte tilfangetagede menige soldater fra fjendens hær fri som under kampen mod de tyske og østrig-ungarske besættelsestropper. Makhno-hæren skød som regel officerer og politiske kommissærer fra Den røde Hær, hvis de blev taget til fange, men de menige soldater blev derimod tilbudt enten at slutte sig til Makhno-hæren eller at blive afvæbnet og sat fri. De soldater, som blev sat fri, blev opfordret til at tage hjem og aldrig mere tjene en magt, der undertrykker folket.[200] Ved en lejlighed havde Makhno-hæren taget 80 soldater fra Den røde Hær til fange, som blev sat fri. Ifølge et øjenvidne sagde Nestor Makhno til disse soldater at: “I am freeing you, and your duty must be to tell everywhere who Makhno is, for what he is fighting and how he is fighting.” og efterfølgende forklarede han: “Those eighty souls will be the best agitators in my behalf. To some they will tell what I am fighting for, to others, how I am fighting. There will be more benefit for me from that than if I had them shot.”[201] Det var imidlertid meget få af disse frisatte soldater, der nåede ret langt væk. Den røde Hær oprettede specielle afdelinger, hvis eneste opgave var at indfange de soldater, som Makhno-hæren satte fri og genindsætte dem i deres oprindelige enheder.[202] Makhno-hæren udsendte også en række opfordringer og appeller til soldaterne i Den røde Hær, hvori de forklarede hvad Makhno-bevægelsen var og opfordrede soldaterne til at slutte fred med bønderne og arbejderne i stedet for at lade sig bruge som instrumenter i undertrykkernes hænder.[203]

I løbet af sommeren 1920 begyndte Denikins efterfølger, General Peter Nikolaevich Wrangel, en offensiv mod nord fra Krim halvøen. Som følge af den voksende trussel fra Wrangel tog kommunisterne initiativ[204] til at indlede fredsforhandlinger med Makhno-hæren. Den 28. september blev det første møde mellem de to parter holdt, og den 15. oktober underskrev de en politisk- og militær aftale som skulle forene dem i kampen mod Wrangel.[205] Den militære del af aftalen indeholdte følgende punkter: 1.) Makhno-hæren skulle tilslutte sig Den røde Hær som en speciel partisan enhed med sine egne organisations principper og interne struktur. 2.) Makhno-hæren måtte ikke optage enheder eller soldater, som var deserteret fra Den røde Hær, i sine rækker. Hvis soldater sluttede sig til Makhno-hæren bag Wrangels linjer skulle de så snart de kom i kontakt med Den røde Hær overføres til denne. Alle partisaner som på daværende tidspunkt var i Makhno-hæren ville blive i deres enheder, også selvom de tidligere havde været en del af Den røde Hær. 3.) Makhno-hæren skulle informere befolkningen om eksistensen af denne aftale og opfordre til at standse alle angreb på Den røde Hær. 4.) Familier til makhno-partisaner bosat i områder under kommunisternes kontrol skulle have samme rettigheder som familier til soldater i Den røde Hær. Den politiske del af aftalen bestod af 4 punkter, men kun de 3 første nåede at blive underskrevet af begge parter, de lød: 1.) Øjeblikkelig løsladelse af alle makhnovister og anarkister, som var fængslet i Sovjet-republikken. Ophør af al undertrykkelse af makhnovister og anarkister. 2.) Fuldstændig ytrings- og organisationsfrihed for makhnovister og anarkister i Sovjet-republikken. 3.) Alles ret til at deltage i valg til sovjetterne. Makhnovisternes og anarkisternes ret til at lade sig vælge til sovjetterne. Frihed til at organisere den kommende 5. ukrainske kongres af sovjetter, som skulle finde sted i december. Det fjerde punkt i den politiske del af aftalen blev ikke underskrevet af kommunisterne, som argumenterede for at det først skulle sendes til Moskva til godkendelse. Punktet lød: “(…) in the region where the Makhnovist Army is operating, the population of the workers and peasants will create its own institutions of economic and political self-management; these institutions will be autonomous and joined in federation, by means of agreements, with the governmental organs of the Soviet Republic.”[206] Grunden til at dette fjerde punkt ikke blev underskrevet var sandsynligvis, at det ville komplicere den ophævelse af aftalen, som efter alt at dømme allerede var planlagt af kommunisterne.

Den følgende periode med fred mellem Makhno-hæren og Den røde Hær blev benyttet til igen at forsøge at organisere det civile samfund. Arbejder- og bonderådene opstod igen og forberedelserne til en stor sovjet-kongres i december gik i gang. Man forsøgte også i denne periode at organisere et uddannelsessystem, som skulle fungere efter principper udviklet af den spanske anarkist Francisco Ferrer. Der blev også etableret et teater i Guljai-Polje.[207]

Krigen imod General Wrangels kontrarevolutionære styrker varede herefter kun én måned. I løbet af den 7. og 8. november brød Den røde Hær og Makhno-hæren i fællesskab igennem Wrangels front ved Perekop. Herefter angreb Den røde Hær imod øst, mens Makhno-hæren fortsatte mod syd. I løbet af den 13. og 14. november indtog Makhno-hæren Simferopol. Wrangels nederlag var nu en realitet, og de resterende dele af Wrangels hær søgte til de forskellige havnebyer på Krim, hvorfra de i dagene fra den 13. til 16. november 1920 blev evakueret ved hjælp af skibe. Med Wrangels nederlag var den sidste kontrarevolutionære trussel mod Sovjet-republikken elimineret. Spørgsmålet var nu, hvad der skulle ske med Makhno-bevægelsen.

Makhno-bevægelsen ventede ikke, at kommunisterne ville holde den aftalen som var indgået i forbindelse med krigen mod Wrangel. Da nyheden om Makhno-hærens erobring af Simferopol den 16. november nåede Guljai-Polje sagde en makhnovist ved navn Grigory Vasilevsky til Nestor Makhno at: “This is the end of the agreement! wager that in a week the bolsheviks will be on our backs.”[208] Han fik næsten ret, for allerede den 26. november blev det signal givet, som indledte den sidste strid mellem de to parter.

Den 23. november udsendte den kommunistiske kommandant Frunze ordre nr. 00149, som brød aftalen mellem Den røde Hær og Makhno-hæren. Ordre nr. 00149 var et klart brud på den militære del af aftalen mellem Makhno-hæren og Den røde Hær, der stod bl.a.: “(...) the Revolutionary Military Soviet of the southern front considers that the task of the Partisan Army is completed and asks the Revolutionary Military Council of the Partisan Army to begin immediately the work of integration of the partisan insurrectionary detachments into regular military units of the Red Army. (...) the Partisan Army as a separate organization is no longer required (...) its existence alongside the Red Army detachments, but with separate organization and purpose, would give rise to a completely inadmissable situation.” Frunze afsluttede ordren med at give Makhno-hæren en frist til den 26. november til at reagere på ordren.[209] Ordre nr. 00149 blev aldrig sendt til Makhno-hæren, de kendte ikke til dens eksistens før den 15. december, hvor den blev offentliggjort i Kharkov avisen Kommunist.[210] Dagen efter ordre nr. 00149 udsendte Frunze endnu en ordre, nr. 00155, hvori han skrev, at Makhno-hæren sammen med de utilfredse kulakker var ved at forberede et angreb på Sovjet-republikken. I ordre nr. 00155 skrev han også, at Den røde Hær, hvis ordre. nr. 00149 ikke blev opfyldt, skulle forberede sig på at: “(...) start speaking a different language to these Makhnovist youths (...)”.[211] Den 26. november indledte kommunisterne angrebet på Makhno-bevægelsen; i Kharkov og andre store byer blev de anarkistiske organisationer og aviser angrebet, og anarkisterne blev anholdt (ved denne lejlighed blev Volin fængslet), på Krim angreb Den røde Hær Makhno-hæren og henrettede den militære ledelse, og også Guljai-Polje blev omringet og angrebet.[212] At dette angreb hele tiden havde været planlagt underbygges af hele hændelsesforløbet; 1.) Den 15. og 16. november, altså dagene efter Makhno-hærens erobring af Simferopol, var der blevet delt anti-Makhno propaganda tekster ud til soldaterne i Den røde Hær. Disse tekster bar overskrifterne »Til kamp mod Makhno« og »Død over makhnovismen«.[213] På dette tidspunkt var hverken ordre nr. 00149 eller 00155 udsendt. 2.) Lenin involverede sig i dagene før den 26. november personligt i planerne ved at sende en opfordring til den politiske leder i Ukraine, kommunisten Rakovski. I denne opfordring hed det: “Keep a close watch on all anarchists and prepare documents of a criminal nature as soon as possible, on the basis of which charges can be preferred against them. Orders and documents are to be kept secret. Send out the necessary instructions.”[214] 3.) Makhno-hæren modtog aldrig ordre nr. 00149. 4.) Volin, som under sin fængsling i Moskva overfor en kommandant i tjekaen kaldte kommunisternes angreb forræderisk, fik følgende svar: “Ah, you call it treacherous? That only demonstrates your ineradicable naiveté. As for us Bolsheviks, we see it as proof that we have learned much since the beginning of the Revolution and have now become really skilful statesmen. This time we did not let ourselves be victimised. When we needed Makhno, we took advantage of him, and when we had no further need of his services, and he began to be something of a nuisance, we got rid of him completely.”[215]

Den 27. november brød resterne af Makhno-hæren igennem Den røde Hærs linjer og den 28. brød Nestor Makhno og hans styrker i Guljai-Polje igennem de styrker som havde omringet byen. Den følgende uge blev brugt til at gendanne Makhno-hæren, som nu skulle udkæmpe det der viste sig at blive dens sidste krig.[216]

Fra slutningen af november 1920 til slutningen af august 1921 udkæmpede Makhno-hæren og Den røde Hær en ulige krig. I begyndelsen af denne krig vandt Makhno-hæren en del slag over talstærke røde styrker og var derfor præget af en vis optimisme. Makhno-hærens styrke lå igen i dens gode kendskab til den lokale geografi og dens dybe rødder i den lokale befolkningen. Den røde Hær sendte store styrker med tung skyts efter Makhno. Den røde Hær var langsom og afhængig af forsyningslinjer, samtidig kæmpede den mest lang jernbanerne og de større veje. Makhno-hæren derimod var let og mobil og bevægede sig i denne krig mod Den røde Hær næsten aldrig langs veje eller jernbaner men over marker og stepper og gennem skove. Den røde Hær havde heller ikke den styrke som en sympatiserende lokalbefolkning giver. For Makhno-hæren fungerede landsbyerne som depoter og hospitaler, og lokalbefolkningen var dens spioner, som altid vidste hvor Den røde Hær var. Dette beskriver en kommunistisk officer på følgende måde: “Spies and informers of the Makhno partisans were in each village, in each grange, roamed all the time and everywhere, appearing as beggars, Red Army men seeking their units, workers from mines exchanging coal for bread, seemingly repentant deserters, or even former Communists, injured women, widows, and orphans looking for »shelter and justice, and others«. This is why the staff of Makhno men was always provided with accurate, verified, and timely information.”[217] Den røde Hærs store styrker gik i kampen mod Makhno-hæren frem i blinde, og de blev, når de mindst regnede med det, angrebet af Makhno-hæren. Det lykkedes i denne periode for Makhno-hæren at vinde over styrker, som var mange gange større end dem selv, den kommunistiske kommandant Budenny beskriver et af disse slag: “They had evidently not seen us and were taken by surprise (...) We prepared to pursue them - we were sure they´d turn and flee - we outnumbered them five to one. Well, before we knew it, they had galloped straight into us, slashing right and left with their sabres and shouting »Liberty or death.« Their attack was so unexpected, so incredibly reckless, that our men became panicky. We fled.”[218] Meget tyder på at Makhno-hæren var den bedste af de to hære, men Den røde Hær var størst. Der var ikke pga. manglende militære evner at Makhno-hæren tabte krigen mod Den røde Hær, men fordi den langsomt blev udmattet. Den røde Hær havde på dette tidspunkt ingen ydre fronter, som skulle holdes og havde derfor næsten uudtømmelige forsyninger af mad, våben, ammunition og soldater til at nedkæmpe indre fjender som f.eks. Makhno-bevægelsen og Kronstadt-oprørene med. Der blev sendt mange kinesiske og baltiske soldater til Ukraine, fordi man var bange for at russiske og ukrainske ville desertere og slutte sig til Makhno-hæren. Makhno-hæren kunne ikke holde ud i længden mod denne enorme hær. Bønderne som havde været plaget af krig siden 1918 kunne ikke blive ved med at sende friske heste og partisaner til Makhno-hæren. I slutningen af august 1921 opgav en hårdt såret Nestor Makhno kampen og besluttede sig for at flygte ud af landet. Nestor Makhno beskriver her denne flugt: “On the way we met several of our units, and explained to them the reasons for our departure for abroad. They all said the same thing: »Go and get well, Batko, and then come back and help us...« (...) we attacked and beat the 38th Regiment of the 7th Cavalry Division, and we then rode 110 versts without stopping. Defending ourselves continously from the furious attacks of all these troops, we finally escaped, but only after having lost 17 of our best comrades. On August 22, they had to take care of me again; a bullet struck me in the neck and came out of the right cheek. Once again I was lying in the bottom of a cart. On the 26th we were obliged to fight a new battle with the Reds. We lost our best comrades and fighters: Petrenko-Platonov and Ivanyuk. I was forced to change our route for the last time, and on August 28, 1921, I crossed the Dniester. I am now abroad...”[219] Nestor Makhno og de 83 andre partisaner, heriblandt hans kone, som var flygtet, blev i første omgang interneret i en fangelejr i Rumænien. De sovjetiske myndigheder krævede, at Makhno skulle udleveres, men i stedet for fik Makhno og de øvrige partisaner lov til at krydse grænsen til Polen. I Polen blev Makhno igen fængslet, men han flygtede med hjælp fra nogle lokale anarkister og tog herefter gennem Tyskland til Frankrig. Makhno slog sig ned i Paris, hvor han levede resten af sit liv som fabriksarbejder. Makhnos sidste år var præget at sygdom og længsel efter at vende tilbage til Ukraine. Han døde i 1934 af tuberkulose.[220] To år efter Makhnos død samledes dele af Makhno-hæren igen denne gang for at kæmpe sammen med de spanske anarkister under Den spanske Borgerkrig.[221]

[47]Mensjevikkerne - moderat socialistisk parti. Dannet i 1903, da Det russiske Socialdemokrati splittedes i to dele; den revolutionære marxistiske del – bolsjevikkerne (ordet betyder flertallet), og den revisionistiske del – mensjevikkerne (ordet betyder mindretallet).

[48]De socialrevolutionære - socialistisk parti, stærkest i landdistrikterne, splittedes i efteråret 1917 i to dele; de højre-socialrevolutionære og de venstre-socialrevolutionære, sidstnævnte dannede i en kort periode efter Oktoberrevolutionen regering sammen med bolsjevikkerne.

[49]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 1.

[50]Brügmann, Uwe: De russiske fagforeninger i revolution og borgerkrig/1917-1919. Modtryk, Århus, 1976. S. 20.

[51]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 2.

[52]Brügmann, Uwe: De russiske fagforeninger i revolution og borgerkrig/1917-1919. Modtryk, Århus, 1976. S. 22.

[55]Cohn-Bendit, Daniel og Gabriel: Venstreradikalismen. Rhodos, udgivelsessted ikke angivet, 1968. S. 258-262.

[57]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 212.

[58]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 9. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1984.

[59]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 17ff.

[60]Guérin, Daniel: Anarkismen. Borgens Forlag, udgivelsessted ikke angivet, 1979. S. 83.

[61]White, James D.: The Russian Revolution 1917-1921. Edward Arnold, Bristol, 1994. S. 186.

[62]Brügmann, Uwe: De russiske fagforeninger i revolution og borgerkrig/1917-1919. Modtryk, Århus, 1976. S. 102ff.

[64]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 10. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1983. S. 233.

[65]Guérin, Daniel: Anarkismen. Borgens Forlag, udgivelsessted ikke angivet, 1979. S. 87.

[66] Trotsky, Leon: Terrorism and Communism. New Park Publications, London, 1975. S. 170.

[67]Brunse, Niels (red.): Parti, stat og fagforeninger. Rhodos, København, 1976. S. 269f.

[68]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 37f.

[69]Trotzki, L.: Arbejde, Disciplin og Orden kan redde Sovjetrepubliken. Europæisk Forlag, udgivelsessted og -år ikke angivet. S. 22f.

[70]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 19f.

[72]Harman, Chris: Den Russiske Revolutions nederlag. Internationale Socialisters Forlag, Århus, 2. revideret udgave, 1992. S. 13.

[73]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 457ff.

[74]Rabkrin er den russiske forkortelse for Arbejder- og bondeinspektionen. Dette statsorgan skulle udføre arbejderkontrollen på vegne af arbejderklassen. Rabkrin blev ledet af Stalin fra 1919 til foråret 1922. Hans indflydelse på organisationen var stor, også efter at han formelt havde forladt inspektionen. Lenin rejste aldrig nogen indvendinger imod Stalins udnævnelse og virksomhed på denne post.

[75]Adrian, Henrik og Jensen, Lars Hedegaard: Fundamental historie - Fra krig til krig, Tiden 1914-45. G.E.C. Gads Forlag, København, 1977. S. 64.

[76]Rosenfeldt, Niels Erik og Pape, Carsten: Politikens Ruslandshistorie. Politikens Forlag, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 20f.

[77]Brügmann, Uwe: De russiske fagforeninger i revolution og borgerkrig/1917-1919. Modtryk, Århus, 1976. S. 131.

[78]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 19.

[79]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 267ff.

[81]Utechin, S. V.: “Bolsheviks and Their Allies after 1917: The Ideological Pattern”. Artikel fra tidsskriftet Soviet Studies, vol. 10, nr. 2, Glasgow, 1985. S. 122f.

[82]Guérin, Daniel: Anarkismen. Borgens Forlag, udgivelsessted ikke angivet, 1979. S. 84f.

[84]Det hemlige politi, Tjeka (Ekstraordinær kommision til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage) blev oprettet 2. januar 1918, den første chef var Felix Dzerzhinskij.

[85]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 38.

[86]Berkman, Alexander: The Russian Tragedy. Cienfuegos Press Ltd., Orkney, 1976. S. 49.

[87]Goldman, Emma: Anarkistiske erindringer. Samlerens Bogklub, Odense, 1976. S. 198.

[88]Goldman, Emma: Anarkistiske erindringer. Samlerens Bogklub, Odense, 1976. S. 214f og White, James D.: The Russian Revolution 1917-1921. Edward Arnold, Bristol, 1994. S. 174 og s. 196f.

[89]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 44.

[90]Rosenfeldt, Niels Erik og Pape, Carsten: Politikens Ruslandshistorie. Politikens Forlag, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 31ff.

[91]Nielsen, Freddie og Berger, Ågot: Den russiske revolution: Oprør eller kup? Førte Lenin til Stalin?. Artikel fra tidsskriftet International Socialisme nr. 1, København, 1992.

[92]Rosenfeldt, Niels Erik og Pape, Carsten: Politikens Ruslandshistorie. Politikens Forlag, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 41f.

[93]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 17.

[94]Goldman, Emma: Anarkistiske erindringer. Samlerens Bogklub, Odense, 1976. S. 216.

[96]Nielsen, Erik Bach: Sovjetunionens Historie. Munksgaard, København, 2. udgave, 1984. S. 47.

[97]Brinton, Maurice: The Bolsheviks & Workers´ Control 1917-1921, the State and Counter-Revolution. Red & Black, Detroit, 1975. S. 61.

[98]Goldman, Emma: Anarkistiske erindringer. Samlerens Bogklub, Odense, 1976. S. 207.

[99]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 10. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1983. S. 223f.

[100]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 8. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1983. S. 45f.

[101]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 14. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1984. S. 156f.

[102]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 10. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1983. S. 263.

[103]Trotsky, Leon: Terrorism and Communism. New Park Publications, London, 1975. S. 171.

[104]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 352.

[105]Goldman, Emma: Anarkistiske erindringer. Samlerens Bogklub, Odense, 1976. S. 235.

[106]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 245.

[109]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 80.

[110]Serge, Victor: En revolutionærs erindringer bind 1. Samlerens Bogklub, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 188.

[111]NEP er forkortelsen for Novjaa Ekonomitsjeskaja Politika - Ny Økonomisk Politik

[112]Adrian, Henrik og Jensen, Lars Hedegaard: Fundamental historie - Fra krig til krig, Tiden 1914-45. G.E.C. Gads Forlag, København, 1977. S. 125.

[113]Brunse, Niels og Nielsen, Hans-Jørgen: Oprøret i Kronstadt 1921 - et dokumentarium. Rhodos, København, 1973. S. 194f.

[114]Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 14. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1984. S. 132f.

[115]Brunse, Niels (red.): Parti, stat og fagforeninger. Rhodos, København, 1976. S. 155.

[116]Rosenfeldt, Niels Erik og Pape, Carsten: Politikens Ruslandshistorie. Politikens Forlag, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 54f.

[117]Pipes, Richard (red.): The Unknown Lenin – From the Secret Archive. Yale University Press, London, 1996. S. 8.

[118]Avrich, Paul: ”G. T. Miasnikov and the Workers’ Group“. Artikel fra tidsskriftet The Russian Review, vol. 43, Ohio 1984.

[119]Rada er det ukrainske ord for råd eller forsamling.

[120]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 25.

[122]Man talte om Ukraine som Europas kornkammer. Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 543.

[123]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 28 og Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 65.

[124]Arnfred, Signe; Skibstrup, Maj; Bryld, Mette m.fl.: Alexandra Kollontaj – Udvalgte skrifter bind 3: Om Alexandra Kollontajs samtid og ideer: Stækkede vinger. Tiderne Skifter, København, 1978. S. 227.

[125]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 545ff.

[126]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 65.

[127]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 67ff.

[128]Avrich, Paul: Anarchist Portraits. Princeton University Press, USA, 1988. S. 112.

[129]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 90.

[131]Serge, Victor: En revolutionærs erindringer bind 1. Samlerens Bogklub, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 176f.

[132]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 109.

[133]Der er mange undtagelser fra denne ordning som jeg vil komme ind på senere.

[134]Serge, Victor: En revolutionærs erindringer bind 1. Samlerens Bogklub, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 177.

[135]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 92.

[136]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 85f.

[137]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 113.

[138]Tsebry, Ossip: Memories of a Makhnovist Partisan. The Kate Sharpley Library, London, 1993. S. 10.

[139]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 99.

[140]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 83.

[141]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 199.

[142]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 84.

[145]Avrich, Paul: The Russian Anarchists. Princeton University Press, New Jersey, 1967. S. 216.

[146]Aftalen har navn efter repræsentanten fra Den røde Hær, Dybenko, og Makhno-hærens repræsentant Chubenko.

[147]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 148.

[148]Serge, Victor: En revolutionærs erindringer bind 1. Samlerens Bogklub, København, udgivelsesår ikke angivet. S. 174.

[149]Denne diskussion vender jeg tilbage til senere

[150]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 87ff.

[155]Kadet partiet var et konservativt parti. Betegnelsen kadet blev under borgerkrigen ofte brugt mere bredt som betegnelse for en kontrarevolutionære.

[156]De sorte hundrede (Chornyye Sotni) var en højre-ekstremistisk kontrarevolutionær organisation som opstod i Rusland efter revolutionsforsøget i 1905. Den var særlig kendt for sin anti-semitisme.

[157]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 592.

[158]I bilag 2 og 3 ser man eksempler på front-sammenblandingen; et fra kommunisternes kampagne mod Makhno-bevægelsen (bilag 2) og et fra Stalins kampagne mod trotskijsterne i 1930´erne (bilag 3).

[159]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 593.

[160]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 120f.

[162]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 122f.

[163]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 33.

[164]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 128ff.

[165]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 39.

[166]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 126.

[169]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 44.

[170]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 606.

[175]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 48.

[176]Footman, David: Civil War in Russia. Faber and Faber, London, 1961. S. 276.

[177]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 194.

[183]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 636ff.

[184]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 155.

[188]Pipes, Richard (red.): The Unknown Lenin – From the Secret Archive. Yale University Press, London, 1996. S. 76f.

[189]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 54f.

[190]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 162.

[191]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 55.

[192]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 650f.

[193]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 210.

[194]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 163.

[195]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 55.

[196]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 164.

[197]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 212f og Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 165f.

[199] Pipes, Richard (red.): The Unknown Lenin – From the Secret Archive. Yale University Press, London, 1996. S. 50.

[200]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 166 og s. 196 (note 5).

[201]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 212f.

[202]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 166 og s. 196 (note 5).

[204]Michael Malet har i sin bog et citat af den kommunistiske kommandant, Frunze, hvori det fremgår at det var Makhno-hæren der den 30. september tog initiativet til at indlede fredsforhandlingerne. Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 64.

[205]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 223.

[206]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 177ff.

[209]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 232.

[210]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 194.

[211]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 70f.

[213]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 188f.

[214]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 71.

[215]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 676.

[216]Malet, Michael: Nestor Makhno in The Russian Civil War. Macmillan Press, London, 1982. S. 71f.

[217]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 237.

[219]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 206f.

[220]Palij, Michael: The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921. University of Washington Press, Washington, 1976. S. 242ff.

[221]Avrich, Paul: Anarchist Portraits. Princeton University Press, USA, 1988. S. 124.