Makhno-bevægelsen 1918-1921

  Daniell Marcussen

2.0 Kilder og historiografi

Det store problem, man møder, når man skal behandle emnet Makhno-bevægelsen, er, at der af flere grunde er efterladt meget få kilder. For det første producerede bevægelsen ikke særlig mange dokumenter og aldrig i noget stort oplag, og for det andet blev der ikke gjort noget for at bevare de dokumenter og andre kilder, som bevægelsen faktisk efterlod sig. Det vigtigste arbejde for at indsamle og publicere kilder om Makhno-bevægelsen blev gjort af den russiske anarkist Peter Arshinov. Arshinov arbejdede i perioden fra april 1919 til sommeren 1921 i bevægelsens kultur- og uddannelsessektion og som redaktør af en af bevægelsens aviser: Put´ k Svobode (Vejen til Frihed).  Det lykkedes Arshinov at få en del af de dokumenter, som han gennem sit arbejde havde indsamlet med ud af Rusland. I 1923 udgav Arshinov bogen History of The Makhnovist Movement 1918-1921[5] som var den første og stadig vigtigste bog om Makhno-bevægelsen. Arshinovs bog indeholder udover hans øjenvidneskildring af bevægelsen, politiske analyser og vurderinger, også en lang række dokumenter produceret af Makhno-bevægelsen og tillige en del af den kommunikation, der foregik mellem Makhno-bevægelsen og Den røde Hær. Arshinovs bog er helt uundværlig som kilde, men det virker til at forfatterens tætte tilknytning til Makhno-bevægelsen og Nestor Makhno personligt har betydet, at en del af bevægelsens svagheder er blevet underdrevet eller udeladt. Når man tager højde for dette giver Arshinov den mest detaljerede beskrivelse af Makhno-bevægelsens historie. 

Den anden af Makhno-bevægelsens vigtigste kilder er Nestor Makhnos egne erindringer i tre bind. Det første bind udkom i 1929 under titlen Russkaia revoliutsiia na Ukraine (Den russiske revolution i Ukraine), det andet bind udkom i 1936 under titlen Pod udarami kontr-revoliutsii (Under angreb af kontrarevolutionen) og det tredje bind udkom i 1937 under titlen Ukrainskaia revoliutsiia (Den ukrainske revolution). Makhnos erindringer har den store svaghed, at de kun dækker perioden fra 1917 til december 1918, altså før Makhno-bevægelsens egentlige storhedstid. Det var meningen, at der skulle udkomme flere bind i erindringerne, men dette blev umuligt pga.. Nestor Makhnos død i 1934. Det har desværre ikke været muligt for mig at fremskaffe Makhnos erindringer i forbindelse med arbejdet med dette projekt, men jeg håber at dette opvejes af mine andre kilder. For at opveje fraværet af Makhnos erindringer, har jeg valgt at bruge en række artikler, som Makhno har skrevet om  bevægelsen i perioden fra 1925 til 1933. Disse artikler blev trykt i forskellige anarkistiske aviser og er i 1996 udgivet i bogen The Struggle Against the State and Other Essays.[6]  

Den tredje store primære kilde i forhold til Makhno-bevægelsen er Volins[7] bog fra 1947: The Unknown Revolution 1917-1921.[8] Volin sluttede sig ligesom Arshinov til Makhno-bevægelsen, hvor han i en periode på seks måneder fra sommeren 1919 til december 1919 arbejder i bevægelsens kultur- og uddannelsessektion. Volins bog indeholder en generel gennemgang af den revolutionære bevægelse i Rusland fra 1825 til 1921, hvor det sidste afsnit omhandler Makhno-bevægelsen. Volin mente selv, at hans afsnit skulle ses som et supplement til Arshinovs bog. Det var Volin, der oversatte Arshinovs bog til tysk og skrev forordet. Volin brugte lange og mange direkte citater fra Arshinovs bog og benyttede sig også af dennes dokumentsamling. Samtidig kan Volins bog på visse punkter ses som et modsvar til Arshinov. Volin var langt mere kritisk i forhold til Makhno-bevægelsen og kritiserede tidligt Arshinov for ikke at belyse bevægelsens svagheder og fejl. Volin lagde vægt på at fremhæve bevægelsens og Nestor Makhnos svagheder og fejl, og denne kritik går helt tilbage til hans arbejde i Makhno-bevægelsen, hvor han stod i opposition til Makhnos og Arshinovs anti-intellektuelle indstilling. Denne problemstilling spillede også en rolle i en konflikt, som opstod mellem de tre i 1926. Makhno og Arshinov var i deres eksil i Vesteuropa fundet sammen med en lille gruppe russiske anarkister omkring avisen Dielo Trouda (Arbejdernes sag), som i 1926 udgav pjecen: Organisational Platform of the General Union of Anarchists (Project).[9] Platformen, som denne pjece blev kendt som, indeholdte en opskrift på, hvordan anarkisterne skulle undgå et nederlag, som det de havde oplevet i Rusland efter revolutionen. Platformen vakte stor opsigt i anarkistiske kredse, fordi forfatterne argumenterede for, at det var nødvendigt med en mere stramt struktureret anarko-kommunistisk organisation for at den anarkistiske bevægelse kunne opnå den teoretiske og taktiske enhed, som efter forfatternes mening var nødvendig for at de leninistiske partier ikke skulle vinde kontrollen over de sociale bevægelser. Tilhængere af platformen har siden hen organiseret sig som en særlig platformistisk retning indenfor anarkismen. Platformen indeholder et angreb på de intellektuelle anarkister for ikke at handle og understreger nødvendigheden af en effektiv anarkistisk klasseorganisation. Blandt platformens modstandere var Alexander Berkman, Emma Goldman, Camillo Berneri, Errico Malatesta og Volin som alle opfattede platformen som en tilnærmelse til bolsjevismen og det leninistiske parti. Diskussionen mellem Malatesta og Makhno omkring platformen er bl.a. gengivet i bogen The Anarchist Revolution - Polemical Articles 1924-1931,[10] som er en samling af Malatestas artikler. Volin argumenterede i stedet for en forenet anarkisme, hvor anarko-syndikalister, anarko-kommunister og individualistiske anarkister skulle samles i én organisation og taler om gensidig forståelse og respekt i stedet for teoretisk og taktisk enhed. Disse uoverensstemmelser kan godt have haft indflydelse på Volins kritik af Makhno-bevægelsen da han skrev sin bog.

Udover disse tre vigtigste øjenvidneskildringer findes der også en række andre. I 1923 og 1924 udkom Emma Goldmans bøger My Disillusionment in Russian[11] og My Further Disillusionment in Russia[12] og i 1925 udkom Alexander Berkmans bog The Bolshevik Myth.[13] Emma Goldman og Alexander Berkman arbejdede i en periode med at indsamle dokumenter til Revolutions-museet i Petrograd. Dette arbejde førte dem bl.a. til Ukraine, hvor de forsøgte at få kontakt til Nestor Makhno. Det lykkedes dem imidlertid ikke, men de fik i stedet kontakt til en række andre centrale personligheder i Makhno-bevægelsen, heriblandt Makhnos kone Gallina Kuzmenko. Goldmans og Berkmans bøger er næsten identiske hvilket bl.a. skyldes at de begge er baseret på materiale indsamlet af Berkman. Berkmans bog har dog en fordel i forhold til Goldmans; Emma Goldmans bog er en erindringsbog med alle de fare det medføre, hvorimod Berkmans bog er baseret på den dagbog som han førte i perioden 1919-1921. En anden øjenvidneskildring finder man i Ossip Tsebrys artikel Memories of a Makhnovist Partisan[14] som blev udgivet over to numre af avisen Dielo Truda i 1949 og 1950. Ossip Tsebry beskriver i sin artikel sine oplevelser som medlem af en Makhno-partisangruppe, og den indeholder som sådan ingen beskrivelse af Makhno-bevægelsen som helhed eller de mere overordnede problemstillinger i bevægelsen. Tsebrys artikel giver en meget personlig skildring og giver os en mulighed for at se Makhno-bevægelsen fra en menig partisans synsvinkel. Jeg vil også nævne En revolutionærs erindringer[15] af Victor Serge som udkom i 1951. Victor Serge var aldrig i direkte kontakt med Makhno-bevægelsen, men hans tætte kontakter med både de ledende anarkister og de ledende bolsjevikker gør at hans erindringer giver et godt førstehånds indblik i konflikten mellem de to grupper. Serge havde desuden tæt kontakt med Trotskij, der som leder af Den røde Hær kom til at spille en afgørende rolle i undertrykkelsen af Makhno-bevægelsen. Leon Trotskij producerede også selv en række dokumenter, som man ikke kan komme udenom i en behandling af Makhno-bevægelsen. Disse dokumenter blev udgivet i 1923 i bogen The Military Writings of Leon Trotsky - How The Revolution Armed,[16] som indeholder en række tekster og ordre udsendt af Trotskij i den periode, hvor han var øverstbefalende for Den røde Hær. Her finder man bl.a. en tekst om Makhno-bevægelsen skrevet af Trotskij i juni 1919.

Ved siden af øjenvidneskildringerne og erindringerne, hvoraf en del også indeholder dokumenter, er der også udgivet rene kildesamlinger indeholdende forskellige dokumenter. I 1973 udkom Paul Avrichs bog The Anarchists in the Russian Revolution.[17] Avrichs bog består af en historisk introduktion efterfulgt af en række dokumenter fra den russiske anarkist bevægelse herunder Makhno-bevægelsen. Denne kildesamling indeholder nogle få nye dokumenter fra Makhno-bevægelsen, men de fleste er tidligere udgivet bl.a. i Arshinovs bog. En anden kildesamling er A. B. Murphys bog fra 2000 The Russian Civil War - Primary Sources.[18] Denne kildesamling indeholder en række interessante interne dokumenter fra Den røde Hær vedrørende deres stilling i Ukraine og forholdet til Makhno-bevægelsen. En utrolig spændende kildesamling er The Unknown Lenin – From the Secret Archive[19] af Richard Pipes. Efter Sovjetunionens sammenbrud er der blevet åbnet for adgangen til en del dokumenter, som tidligere var hemmelige. Ét af de arkiver som er blevet åbnet, er Det centrale Partiarkiv i Moskva. Det har vist sig, at partiarkivet indeholdt ikke mindre end 6724 hemmelige Lenin manuskribter, hvilket svare til det dobbelte af den tidligere ”komplette samling” – af disse er 3714 dokumenter nu blevet tilgængelige. Adgangen til disse dokumenter har bl.a. givet grundlag for en revurdering af Lenins person, men også stridighederne i kommunistpartiet og forholdet til oppositionen bliver belyst på ny. Richard Pipes har i sin bog samlet et mindre udvalg af disse tidligere hemmelige dokumenter, hvilket giver os mulighed for at se helt nye sider af Lenin som f.eks. Lenins anti-semitisme.

De videnskabelige værker om Den russiske Revolution og Den russiske Borgerkrig, som beskæftiger sig med Makhno-bevægelsen er få. I 1940 udgav den russiske anarko-syndikalist Gregory Maximoff bogen The Guillotine at Work - The Leninist Counter-Revolution,[20] hvor han behandler undertrykkelsen af den socialistiske opposition og rådsbevægelsen i Rusland. Maximoff beskæftiger sig kun kort med Makhno-bevægelsen. Maximoff var aldrig selv i kontakt med Makhno-bevægelsen, og han så som anarko-syndikalist ikke noget egentlig revolutionært potentiale i Makhno-bevægelsen. I 1961 udkom David Footmans Civil War in Russia[21] som indeholder et afsnit, som er det første egentlige forsøg på en videnskabelig behandling af Makhno-bevægelsen. Paul Avrich udgav i 1967 sit roste værk The Russian Anarchists,[22] som placerede ham som den russiske anarkismes vigtigste historiker. The Russian Anarchists er en gennemgang af hele de anarkistiske bevægelses historie i Rusland fra 1905 til 1921, og den indeholder også en grundig gennemgang og analyse af Makhno-bevægelsen. I 1967 udkom også bogen Opposition in The U.S.S.R. 1917-1967[23] af Roland Gaucher, som også indeholder et kort afsnit om Makhno-bevægelsen. De to vigtigste og mest grundige videnskabelige behandlinger af Makhno-bevægelsen er Michael Palijs bog fra 1976 The Anarchism of Nestor Makhno 1918-1921[24] og Michael Malets Nestor Makhno in The Russian Civil War[25] fra 1982. Begge værker indeholder udover en historisk gennemgang også en udemærket analyse af Makhno-bevægelsens ideologiske indhold. Sidst vil jeg nævne Paul Avrichs bog fra 1988 Anarchist Portraits[26] som indeholder et afsnit om Nestor Makhnos person med en del interessante oplysninger og nye vinkler.

INDEX

NEXT

Return to The Nestor Makhno Archive

Other pages connected to this site:

Anarchist Groups & Organizations

An Anarchist Reader

L@ Pagin@ di nestor mcnab